Denne siden er korrekturlest
eller den herlige Leto. Nei, end ikke dig har jeg elsket
høit som jeg elsker dig nu og bæver i søteste længsel.»
Listelig talte paany gudinden, den værdige Hera:
«Kronos’ søn, du skræmmer mig rent. Hvad er det du sier?
Dersom du brænder av lyst til at hvile i elskov paa leiet,
oppe paa toppen av Ida, hvor alt kan sees saa vide,
aa, hvordan skulde det gaa, om en av de salige guder
saa os i søvn og gik hen til gudernes kreds og fortalte
alt hvad han saa. Staa op fra vor seng og gaa til din bolig —
nei, jeg kunde det ei. Usømmelig vilde det være.
Men hvis du endelig vil, og dette er kjært for dit hjerte,
har du jo kammeret hist, som vor søn, den kloke Hefaistos
bygget og stængte med dør som slutter saa nøie til karmen.
Kom la os gaa og lægge os der, naar du endelig vil det.»
Straks tok den vældige skysamler Zevs til orde og svarte:
«Hera, vær tryg for at hverken en gud eller dødelig skabning
skuer vor færd; saa tæt skal jeg sænke en blendende guldsky
om os at end ikke Helios selv skal skimte det mindste,
han som av alle har øine som skarpest kan se i det skjulte.»
Kronos’ søn hadde talt, og i armene tok han sin hustru.
Under dem bredte den hellige jord et spirende teppe,
kløverens duggede blad, hyacinter og lysende krokus,
dunbløtt og tæt, og lindt ifra jord det løftet dem begge.
Der gik de trygge til ro, og over sig bredte de varlig
taaken den gyldne. Da drysset fra sky de glitrende draaper.
Alfader slumret i tryggeste ro paa Gargarostinden
døsig av elskov og søvn, og i armene holdt han sin hustru.
Søvnen, den kvægende, ilte imens til akaiernes snekker
hen til Poseidon med bud, hin drot som ryster al jorden.
Trædende nær med vingede ord han talte til guden:
«Skynd dig, Poseidon og hjælp danaernes kjæmper i striden.
Skjænk dem nu hæder den stakkede stund, mens Alfader sover;
ti jeg har dysset ham ind i den blideste slummer, da Hera
lokket ham nylig med list til at hvile i elskov paa leiet.»
Saa han talte og drog til menneskers herlige slegter.
Guden blev egget end mer til at hjælpe danaernes helter.
Ilsomt styrtet han frem til de forreste rækker og ropte:
«Skal vi da atter, argeier, la Hektor faa seiren i hænde,
høit som jeg elsker dig nu og bæver i søteste længsel.»
Listelig talte paany gudinden, den værdige Hera:
«Kronos’ søn, du skræmmer mig rent. Hvad er det du sier?
Dersom du brænder av lyst til at hvile i elskov paa leiet,
oppe paa toppen av Ida, hvor alt kan sees saa vide,
aa, hvordan skulde det gaa, om en av de salige guder
saa os i søvn og gik hen til gudernes kreds og fortalte
alt hvad han saa. Staa op fra vor seng og gaa til din bolig —
nei, jeg kunde det ei. Usømmelig vilde det være.
Men hvis du endelig vil, og dette er kjært for dit hjerte,
har du jo kammeret hist, som vor søn, den kloke Hefaistos
bygget og stængte med dør som slutter saa nøie til karmen.
Kom la os gaa og lægge os der, naar du endelig vil det.»
Straks tok den vældige skysamler Zevs til orde og svarte:
«Hera, vær tryg for at hverken en gud eller dødelig skabning
skuer vor færd; saa tæt skal jeg sænke en blendende guldsky
om os at end ikke Helios selv skal skimte det mindste,
han som av alle har øine som skarpest kan se i det skjulte.»
Kronos’ søn hadde talt, og i armene tok han sin hustru.
Under dem bredte den hellige jord et spirende teppe,
kløverens duggede blad, hyacinter og lysende krokus,
dunbløtt og tæt, og lindt ifra jord det løftet dem begge.
Der gik de trygge til ro, og over sig bredte de varlig
taaken den gyldne. Da drysset fra sky de glitrende draaper.
Alfader slumret i tryggeste ro paa Gargarostinden
døsig av elskov og søvn, og i armene holdt han sin hustru.
Søvnen, den kvægende, ilte imens til akaiernes snekker
hen til Poseidon med bud, hin drot som ryster al jorden.
Trædende nær med vingede ord han talte til guden:
«Skynd dig, Poseidon og hjælp danaernes kjæmper i striden.
Skjænk dem nu hæder den stakkede stund, mens Alfader sover;
ti jeg har dysset ham ind i den blideste slummer, da Hera
lokket ham nylig med list til at hvile i elskov paa leiet.»
Saa han talte og drog til menneskers herlige slegter.
Guden blev egget end mer til at hjælpe danaernes helter.
Ilsomt styrtet han frem til de forreste rækker og ropte:
«Skal vi da atter, argeier, la Hektor faa seiren i hænde,
