Denne siden er korrekturlest
Pelevs’ søn skal sende sin ven Patroklos til striden.
Ham skal den straalende Hektor i kamp ta av dage med lansen
utenfor Ilions mur, naar han først har fældet en mængde
kraftige mænd og min herlige søn, den gjæve Sarpedon.
Hektor skal dø for Akillevs’ haand til hevn for Patroklos.
Men i den kommende tid vil jeg styre det saa at de stadig
drives fra skibene bort, til akaierne engang kan storme
Ilions kneisende by ved et raad av den høie Atene.
Før vil jeg ei kunne dæmpe min harm eller taale at andre
evige guder skal laane sin hjælp til danaernes stridsmænd,
førend Akillevs, Pelevs’ søn, har faat hvad han ønsker,
det som jeg fordum har lovet ham dyrt med et nik av mit hode,
dengang da Tetis tok fat om mit knæ og den skjønne gudinde
bad mig saa bønlig at hædre hin stadomstyrter Akillevs.»
Saaledes lød hans bud, og den armhvite Hera var lydig.
Fôr hun da op til det høie Olymp fra toppen av Ida.
Likesaa rask som tankernes flugt hos en mand som har vanket
vidt over jorderigs kreds og lønlig i hjertet sig ønsker:
«Gid jeg var der eller der!» naar minderne vækker hans længsel;
likesaa ivrig og rask fløi Hera, den høie gudinde.
Snart kom hun hjem til det høie Olymp, og de evige guder
traf hun forsamlet i Alfaders hal, og de reiste sig alle,
straks da de saa hende komme, og hilste med funklende bægre.
Dog, de øvrige ænset hun ei, men av Temis’ hænder
tok hun et bæger; ti hun løp først gudinden i møte.
Talte hun da med vingede ord til den værdige Hera:
«Hera, hvi kommer du hit? Du tykkes mig ganske forstyrret.
Aa, nu har Kronos’ søn, din husbond, visselig skræmt dig.»
Talte da straks gudinden, den armhvite Hera, og svarte:
«Spar mig, Temis, og spør ikke saa; ti selv maa du vite
hvordan hans sindelag er, hvor voldsom og haard han kan være.
Gaa du blandt guderne først til det herlige maaltid i hallen.
Snart skal baade du selv og samtlige guder faa høre
alt hvad Zevs lar os vite av skjendige planer, og neppe
tror jeg at alle vil glædes derved, hverken mænd eller guder,
selv om der endnu er dem som kan frydes ved maaltidets glæder.»
Saaledes lød hendes ord, og den værdige Hera tok sæte.
Guderne fnyste i Alfaders hal, og om hendes læber
Ham skal den straalende Hektor i kamp ta av dage med lansen
utenfor Ilions mur, naar han først har fældet en mængde
kraftige mænd og min herlige søn, den gjæve Sarpedon.
Hektor skal dø for Akillevs’ haand til hevn for Patroklos.
Men i den kommende tid vil jeg styre det saa at de stadig
drives fra skibene bort, til akaierne engang kan storme
Ilions kneisende by ved et raad av den høie Atene.
Før vil jeg ei kunne dæmpe min harm eller taale at andre
evige guder skal laane sin hjælp til danaernes stridsmænd,
førend Akillevs, Pelevs’ søn, har faat hvad han ønsker,
det som jeg fordum har lovet ham dyrt med et nik av mit hode,
dengang da Tetis tok fat om mit knæ og den skjønne gudinde
bad mig saa bønlig at hædre hin stadomstyrter Akillevs.»
Saaledes lød hans bud, og den armhvite Hera var lydig.
Fôr hun da op til det høie Olymp fra toppen av Ida.
Likesaa rask som tankernes flugt hos en mand som har vanket
vidt over jorderigs kreds og lønlig i hjertet sig ønsker:
«Gid jeg var der eller der!» naar minderne vækker hans længsel;
likesaa ivrig og rask fløi Hera, den høie gudinde.
Snart kom hun hjem til det høie Olymp, og de evige guder
traf hun forsamlet i Alfaders hal, og de reiste sig alle,
straks da de saa hende komme, og hilste med funklende bægre.
Dog, de øvrige ænset hun ei, men av Temis’ hænder
tok hun et bæger; ti hun løp først gudinden i møte.
Talte hun da med vingede ord til den værdige Hera:
«Hera, hvi kommer du hit? Du tykkes mig ganske forstyrret.
Aa, nu har Kronos’ søn, din husbond, visselig skræmt dig.»
Talte da straks gudinden, den armhvite Hera, og svarte:
«Spar mig, Temis, og spør ikke saa; ti selv maa du vite
hvordan hans sindelag er, hvor voldsom og haard han kan være.
Gaa du blandt guderne først til det herlige maaltid i hallen.
Snart skal baade du selv og samtlige guder faa høre
alt hvad Zevs lar os vite av skjendige planer, og neppe
tror jeg at alle vil glædes derved, hverken mænd eller guder,
selv om der endnu er dem som kan frydes ved maaltidets glæder.»
Saaledes lød hendes ord, og den værdige Hera tok sæte.
Guderne fnyste i Alfaders hal, og om hendes læber
