Denne siden er korrekturlest
Hver mand egget den anden til strid, og med løftede hænder
tryglet de samtlige guder om hjælp i brændende bønner.
Inderligst bad akaiernes vern, den gereniske Nestor,
løftende hænderne op mot den stjerneglitrende himmel.
«Alfader Zevs! saasandt i det kornrike Argos saa mange
bad dig om hjemfærd og ofret dig fromt av faar eller okser
laarstykker fete og fik av dig selv usvigelig tilsagn,
kom da, olympier, dette i hu og frels os fra jammer!
La ei akaierne kues saa haardt av de seirende troer!»
Saaledes bad han, og Zevs, den alvise himmeldrot tordnet
høit, da han hørte den brændende bøn fra den graanede Nestor.
Men da nu troerne hørte at aigissvingeren tordnet,
stormet de ind paa argeiernes mænd og tænkte paa kampen.
Som naar paa storhavets alfare vei den mægtige bølge
slaar over rælingen ind, naar stormvindens vældige kræfter
jager den frem; ti den løfter mot sky de brusende bølger,
saa fôr troernes mænd med rungende rop over muren.
Hestene pisket de frem, og med dobbelthvæssede lanser
kjæmpet de mand mot mand ved skibenes bakstavn fra stridsvogn,
medens akaierne steg paa de tjærede snekker og kjæmpet
høit fra skansen med vældige spær, som laa der til sjøslag,
lange, med sterke beslag og med spidser av skinnende kobber.
Mens nu akaiernes mænd og troerne kjæmpet om muren
utenfor pladsen hvor skibenes rad var trukket paa stranden,
sat Patroklos i ro i Evrypylos’ telt, og han frydet
helten med venlige ord og strødde de lægende urter
lindt paa det verkende saar for at stille de sviende smerter.
Men da han merket at troernes mænd fôr frem imot muren,
medens danaernes hær under angstrop flygtet tilbake,
drog han et stønnende suk og slog sig med hændernes flater
haardt paa de kraftige laar, og jamrende tok han til orde:
«Kjære Evrypylos! nu kan jeg ei, skjønt du trænger det høilig,
være her længer i ro; ti frygtelig raser jo striden.
Nu faar din svend ta vare paa dig; men selv vil jeg ile
hen til Akillevs i hast og vække hans lyst til at kjæmpe;
ti hvem vet om jeg ei med gudernes hjælp kunde røre
endnu hans hjerte? Et raad av en ven er altid en vinding.»
Saa han talte og hastet avsted; men akaiernes helter
tryglet de samtlige guder om hjælp i brændende bønner.
Inderligst bad akaiernes vern, den gereniske Nestor,
løftende hænderne op mot den stjerneglitrende himmel.
«Alfader Zevs! saasandt i det kornrike Argos saa mange
bad dig om hjemfærd og ofret dig fromt av faar eller okser
laarstykker fete og fik av dig selv usvigelig tilsagn,
kom da, olympier, dette i hu og frels os fra jammer!
La ei akaierne kues saa haardt av de seirende troer!»
Saaledes bad han, og Zevs, den alvise himmeldrot tordnet
høit, da han hørte den brændende bøn fra den graanede Nestor.
Men da nu troerne hørte at aigissvingeren tordnet,
stormet de ind paa argeiernes mænd og tænkte paa kampen.
Som naar paa storhavets alfare vei den mægtige bølge
slaar over rælingen ind, naar stormvindens vældige kræfter
jager den frem; ti den løfter mot sky de brusende bølger,
saa fôr troernes mænd med rungende rop over muren.
Hestene pisket de frem, og med dobbelthvæssede lanser
kjæmpet de mand mot mand ved skibenes bakstavn fra stridsvogn,
medens akaierne steg paa de tjærede snekker og kjæmpet
høit fra skansen med vældige spær, som laa der til sjøslag,
lange, med sterke beslag og med spidser av skinnende kobber.
Mens nu akaiernes mænd og troerne kjæmpet om muren
utenfor pladsen hvor skibenes rad var trukket paa stranden,
sat Patroklos i ro i Evrypylos’ telt, og han frydet
helten med venlige ord og strødde de lægende urter
lindt paa det verkende saar for at stille de sviende smerter.
Men da han merket at troernes mænd fôr frem imot muren,
medens danaernes hær under angstrop flygtet tilbake,
drog han et stønnende suk og slog sig med hændernes flater
haardt paa de kraftige laar, og jamrende tok han til orde:
«Kjære Evrypylos! nu kan jeg ei, skjønt du trænger det høilig,
være her længer i ro; ti frygtelig raser jo striden.
Nu faar din svend ta vare paa dig; men selv vil jeg ile
hen til Akillevs i hast og vække hans lyst til at kjæmpe;
ti hvem vet om jeg ei med gudernes hjælp kunde røre
endnu hans hjerte? Et raad av en ven er altid en vinding.»
Saa han talte og hastet avsted; men akaiernes helter
