Denne siden er korrekturlest
stod som en mur mot troernes storm; men skjønt de var færre,
magtet de ei at drive dem bort fra de stavnhøie snekker.
Likesaa litt var troernes mænd istand til at bryte
fiendens rækker og trænge sig frem til telter og skibe;
men som den mægtige kjøl til et skib blir rettet med snoren,
naar den blir strammet med haand av den kyndige mester som kjender
hele sit haandverk tilbunds og har lært sin kunst av Atene,
saaledes stod som efter en snor de kjæmpendes rækker.
Kjæmpet da andre sin kamp ved de øvrige snekker; men Hektor
gik til en tvekamp mand imot mand med den navngjetne Aias.
Haardt gik de paa og stred om et skib; men ei kunde Hektor
drive ham ut og faa det i brand, og ei kunde Aias
jage sin fiende bort; ti en gud hadde drevet ham fremad.
Slynget da Aias sit spyd og rammet i brystet Kalétor,
Klytios’ søn, da han kom med en luende brand imot skibet.
Drønende sank han til jord, og branden faldt ut av hans næve.
Men da den straalende Hektor blev var at hans mandige frænde
sank ved den tjærede snekke til jord og segnet i støvet,
skrek han med rungende rop til troers og lykiers skare:
«Troer og lykiske mænd og kjække dardaniske kjæmper!
Vik ikke nu, mine venner, fra kamptumlens larmende trængsel.
Kom forat bjerge hin Klytios’ søn, saa akaierne ikke
røver ham rustningen her hvor han faldt ved skibenes leie.»
Saa han talte og slynget sin blinkende lanse mot Aias.
Spydet gik feil og rammet Lykofron, Aias’ væbner,
Mastors søn fra Kytera, som bodde hos Aias som flygtning,
siden han hist paa den hellige ø hadde fældet en uven.
Ovenfor øret traf høvdingen nu med den hvæssede lanse
svenden ved Aias’ side, og baklængs til jorden i støvet
faldt han fra fartøiets stavn, og alle hans lemmer blev lammet.
Aias fôr sammen i gru og ropte til Tevkros, sin halvbror:
«Tevkros, min elskede bror, nu faldt vor trofaste fælle,
Mastors søn fra Kytera, vor ven som vi huset og hædret
hist paa vor hjemlige borg saa høit som de kjære forældre.
Hektor, den vældige, vog ham. Hvor er dine dødssvangre piler?
Hvor er din bue, det vaaben du fik av Foibos Apollon?»
Hørte da Tevkros hans ord og nærmet sig ilsomt. I haanden
holdt han den spænstige bue og koggerets pilfyldte gjemme.
magtet de ei at drive dem bort fra de stavnhøie snekker.
Likesaa litt var troernes mænd istand til at bryte
fiendens rækker og trænge sig frem til telter og skibe;
men som den mægtige kjøl til et skib blir rettet med snoren,
naar den blir strammet med haand av den kyndige mester som kjender
hele sit haandverk tilbunds og har lært sin kunst av Atene,
saaledes stod som efter en snor de kjæmpendes rækker.
Kjæmpet da andre sin kamp ved de øvrige snekker; men Hektor
gik til en tvekamp mand imot mand med den navngjetne Aias.
Haardt gik de paa og stred om et skib; men ei kunde Hektor
drive ham ut og faa det i brand, og ei kunde Aias
jage sin fiende bort; ti en gud hadde drevet ham fremad.
Slynget da Aias sit spyd og rammet i brystet Kalétor,
Klytios’ søn, da han kom med en luende brand imot skibet.
Drønende sank han til jord, og branden faldt ut av hans næve.
Men da den straalende Hektor blev var at hans mandige frænde
sank ved den tjærede snekke til jord og segnet i støvet,
skrek han med rungende rop til troers og lykiers skare:
«Troer og lykiske mænd og kjække dardaniske kjæmper!
Vik ikke nu, mine venner, fra kamptumlens larmende trængsel.
Kom forat bjerge hin Klytios’ søn, saa akaierne ikke
røver ham rustningen her hvor han faldt ved skibenes leie.»
Saa han talte og slynget sin blinkende lanse mot Aias.
Spydet gik feil og rammet Lykofron, Aias’ væbner,
Mastors søn fra Kytera, som bodde hos Aias som flygtning,
siden han hist paa den hellige ø hadde fældet en uven.
Ovenfor øret traf høvdingen nu med den hvæssede lanse
svenden ved Aias’ side, og baklængs til jorden i støvet
faldt han fra fartøiets stavn, og alle hans lemmer blev lammet.
Aias fôr sammen i gru og ropte til Tevkros, sin halvbror:
«Tevkros, min elskede bror, nu faldt vor trofaste fælle,
Mastors søn fra Kytera, vor ven som vi huset og hædret
hist paa vor hjemlige borg saa høit som de kjære forældre.
Hektor, den vældige, vog ham. Hvor er dine dødssvangre piler?
Hvor er din bue, det vaaben du fik av Foibos Apollon?»
Hørte da Tevkros hans ord og nærmet sig ilsomt. I haanden
holdt han den spænstige bue og koggerets pilfyldte gjemme.
