Denne siden er korrekturlest
Lynsnart sendte han pil efter pil mot troernes rækker.
Kleitos rammet han først, den herlige søn av Peisenor,
helten Polydamas’ svend, som holdt for Pantoos’ ætling
hestenes tøiler. Nu strævet han haardt med det vælige tvespand;
ti for at vinde sin gunst hos Hektor og troernes stridsmænd
kjørte han frem hvor tumlen var værst; men ulykken rammet
snarlig ham selv. Skjønt villige nok, kunde ingen faa hjulpet;
ti med den sviende pil blev han bakfra rammet i nakken.
Ned fra stridsvognen faldt han, og hestene steilet og tumlet
vildt avsted med den raslende vogn; men Polydamas merket
snarlig hans fald og kastet sig først mot de flygtende hester.
Dem lot han nu Protiáons søn, Astýnoos, holde,
bød ham med iver at speide omkring og holde hans hester
nær ham, og kastet sig ind paany blandt de forreste helter.
Tevkros tok sigte paany med en pil paa den malmklædte Hektor.
Kampen var visselig endt ved akaiernes snekker, hvis Tevkros
nu hadde rammet den ypperste helt og røvet ham livet.
Dog, det blev ikke skjult for den alvise Zevs, og han vernet
Hektor og voldte at Telamons søn gik glip av sin hæder.
Ti da han spændte mot helten den snoede streng paa sin bue,
lot han den briste, og pilen den malmtunge ilte til siden
langt fra sit maal, og buen faldt ut av hans kraftige næve.
Tevkros fôr sammen i gru og ropte til Aias, sin halvbror:
«Ve os! visselig er det en gud som krydser i kampen
alle de planer vi lægger; ti nu har han slaat mig av haanden
buen og sprængt den nytvundne streng som jeg fæstet ved daggry,
forat den trygt kunde sende saa mangen en pil fra min bue.»
Straks tok Telamons søn, den vældige Aias, til orde:
«Kjære, læg bort din bue og pilenes bundt, da en guddom
nu i sit nid mot danaernes mænd har knækket dit vaaben.
Ta i din haand det vældige spyd og skjoldet om skuldren.
Kjæmp saa mot troerne selv og egg de andre til striden.
Vel har de kuet os haardt, men ta vore toftede snekker
skal de dog ei uten stræv. La os tænke for alvor paa kampen.»
Saa han talte, og ind i sit telt bar Tevkros sin bue.
Derefter slængte han skjoldet av firdobbelt hud om sin skulder,
satte saa malmhjelmen, smedet med kunst, paa det kraftige hode,
prydet med hestehaarsbusk, som truende vaiet foroven.
Kleitos rammet han først, den herlige søn av Peisenor,
helten Polydamas’ svend, som holdt for Pantoos’ ætling
hestenes tøiler. Nu strævet han haardt med det vælige tvespand;
ti for at vinde sin gunst hos Hektor og troernes stridsmænd
kjørte han frem hvor tumlen var værst; men ulykken rammet
snarlig ham selv. Skjønt villige nok, kunde ingen faa hjulpet;
ti med den sviende pil blev han bakfra rammet i nakken.
Ned fra stridsvognen faldt han, og hestene steilet og tumlet
vildt avsted med den raslende vogn; men Polydamas merket
snarlig hans fald og kastet sig først mot de flygtende hester.
Dem lot han nu Protiáons søn, Astýnoos, holde,
bød ham med iver at speide omkring og holde hans hester
nær ham, og kastet sig ind paany blandt de forreste helter.
Tevkros tok sigte paany med en pil paa den malmklædte Hektor.
Kampen var visselig endt ved akaiernes snekker, hvis Tevkros
nu hadde rammet den ypperste helt og røvet ham livet.
Dog, det blev ikke skjult for den alvise Zevs, og han vernet
Hektor og voldte at Telamons søn gik glip av sin hæder.
Ti da han spændte mot helten den snoede streng paa sin bue,
lot han den briste, og pilen den malmtunge ilte til siden
langt fra sit maal, og buen faldt ut av hans kraftige næve.
Tevkros fôr sammen i gru og ropte til Aias, sin halvbror:
«Ve os! visselig er det en gud som krydser i kampen
alle de planer vi lægger; ti nu har han slaat mig av haanden
buen og sprængt den nytvundne streng som jeg fæstet ved daggry,
forat den trygt kunde sende saa mangen en pil fra min bue.»
Straks tok Telamons søn, den vældige Aias, til orde:
«Kjære, læg bort din bue og pilenes bundt, da en guddom
nu i sit nid mot danaernes mænd har knækket dit vaaben.
Ta i din haand det vældige spyd og skjoldet om skuldren.
Kjæmp saa mot troerne selv og egg de andre til striden.
Vel har de kuet os haardt, men ta vore toftede snekker
skal de dog ei uten stræv. La os tænke for alvor paa kampen.»
Saa han talte, og ind i sit telt bar Tevkros sin bue.
Derefter slængte han skjoldet av firdobbelt hud om sin skulder,
satte saa malmhjelmen, smedet med kunst, paa det kraftige hode,
prydet med hestehaarsbusk, som truende vaiet foroven.
