Denne siden er korrekturlest
gaar ikke længer; ti nu maa de selv bli dræpt eller styrte
Ilions kneisende by og slaa ned vore landsmænd for fote.»
Saa han talte og gik. Ham fulgte den herlige høvding.
Aias, den vældige, egget paany argeiernes stridsmænd:
«Te jer som mænd, mine venner, og føl dog blygsel i hjertet.
Agt paa andenmands dom i kampenes vældige tummel.
Kjæmper enhver for æren, saa frelses der fler end der falder.
Hverken er ry eller tryggende vern at finde paa flugten.»
Saa han talte. I brændende lyst til at verge sig kraftig
tok de til hjerte hans ord og stillet sig nær sine skibe
tæt som et gjærde av malm, mens Zevs gav troerne kræfter.
Men til Antilokos lød Menelaos’ eggende tale:
«Ingen er yngre end du, Antilokos, her blandt akaier.
Ingen har kræfter i kampen som du eller rappere føtter.
Aa, om du nu vilde vaage dig frem og dræpe en troer!»
Saa han talte og skyndte sig bort, da han hin hadde egget.
Frem fra de forreste rækker han fôr og slynget sin lanse,
speidende rundt, og troerne vek, da høvdingen sigtet.
Dog, han slynget ei ut sin blinkende lanse forgjæves;
ti Hiketáons søn, den modige helt Melanippos
rammet han, just som han stevnet til kamp, i brystet ved vorten.
Drønende faldt han til jord, og dødsmørket slørte hans øine.
Rask sprang Antilokos frem lik en hund som glubende styrter
frem imot raadyrets saarede kalv, som jægeren rammet,
just da den sprang fra sit skjul, og lammet dens lemmer med pilen.
Saa, Melanippos, stormet mot dig for at røve din rustning
helten Antilokos frem. Dog, Hektor, den herlige høvding,
saa ham og hastet i ilende løp imot ham paa valen.
Ei holdt Antilokos stand, skjønt ellers en ypperlig kriger.
Rapt tok han flugten og vek lik et dyr som har øvet en udaad;
ti, har det flænget en hund eller dræpt en gjæter ved kvæget,
flygter det bort, før skarer av mænd faar flokket sig sammen.
Saaledes vek han i hast; men Hektor og troerne slynget
efter ham hvinende spyd under gjaldende hærskrik, og helten
vendte sig først og holdt stand, da han kom til vennernes skare.
Troernes høvdinger styrtet paany som glubende løver
frem mot skibenes rad, og Alfaders vilje blev fuldbragt.
Altid forøket han troernes kraft; men argeiernes hjerter
Ilions kneisende by og slaa ned vore landsmænd for fote.»
Saa han talte og gik. Ham fulgte den herlige høvding.
Aias, den vældige, egget paany argeiernes stridsmænd:
«Te jer som mænd, mine venner, og føl dog blygsel i hjertet.
Agt paa andenmands dom i kampenes vældige tummel.
Kjæmper enhver for æren, saa frelses der fler end der falder.
Hverken er ry eller tryggende vern at finde paa flugten.»
Saa han talte. I brændende lyst til at verge sig kraftig
tok de til hjerte hans ord og stillet sig nær sine skibe
tæt som et gjærde av malm, mens Zevs gav troerne kræfter.
Men til Antilokos lød Menelaos’ eggende tale:
«Ingen er yngre end du, Antilokos, her blandt akaier.
Ingen har kræfter i kampen som du eller rappere føtter.
Aa, om du nu vilde vaage dig frem og dræpe en troer!»
Saa han talte og skyndte sig bort, da han hin hadde egget.
Frem fra de forreste rækker han fôr og slynget sin lanse,
speidende rundt, og troerne vek, da høvdingen sigtet.
Dog, han slynget ei ut sin blinkende lanse forgjæves;
ti Hiketáons søn, den modige helt Melanippos
rammet han, just som han stevnet til kamp, i brystet ved vorten.
Drønende faldt han til jord, og dødsmørket slørte hans øine.
Rask sprang Antilokos frem lik en hund som glubende styrter
frem imot raadyrets saarede kalv, som jægeren rammet,
just da den sprang fra sit skjul, og lammet dens lemmer med pilen.
Saa, Melanippos, stormet mot dig for at røve din rustning
helten Antilokos frem. Dog, Hektor, den herlige høvding,
saa ham og hastet i ilende løp imot ham paa valen.
Ei holdt Antilokos stand, skjønt ellers en ypperlig kriger.
Rapt tok han flugten og vek lik et dyr som har øvet en udaad;
ti, har det flænget en hund eller dræpt en gjæter ved kvæget,
flygter det bort, før skarer av mænd faar flokket sig sammen.
Saaledes vek han i hast; men Hektor og troerne slynget
efter ham hvinende spyd under gjaldende hærskrik, og helten
vendte sig først og holdt stand, da han kom til vennernes skare.
Troernes høvdinger styrtet paany som glubende løver
frem mot skibenes rad, og Alfaders vilje blev fuldbragt.
Altid forøket han troernes kraft; men argeiernes hjerter
