Denne siden er korrekturlest
SEKSTENDE SANG.
SANGEN OM PATROKLOS.
S
aaledes kjæmpet de der i en strid om den toftede snekke.Men Patroklos gik frem for folkenes hyrde Akillevs.
Taarerne strømmet saa hete og stridt lik bækken som risler
ned med sit blaasorte strømmende vand over styrtbratte fjeldvæg.
Medynk følte den fotrappe helt Akillevs ved synet.
Trøstende lød hans vingede ord, da han talte til helten:
«Kjære Patroklos! hvi graater du slik som en hjælpeløs pike
liten og spæd, som gaar med sin mor og napper i kjolen
stadig og stanser den ilendes hast og vil bæres paa armen.
Graatende stirrer hun op paa sin mor, til hun løfter den lille.
Saaledes graater du nu dine modige taarer, Patroklos.
Har du til myrmidonernes folk nogen melding at bringe,
eller til mig, eller hørte du selv et budskap fra Ftia?
Baade Menoitios, Aktors søn, og den værdige Pelevs
lever jo endnu i hjemmet som før, som rygtet fortæller,
og det er disse, hvis død vilde volde os sorgen den tunge.
Kanske du jamrer dig saa for argeiernes helter som straffes
nu for sin brøde og finder sin død ved de stavnhøie snekker?
Si det, og rug ikke over din kval. La os vite den begge.»
Sukkende svarte du da, du hestetumler Patroklos:
«Pelevs’ søn, Akillevs, akaiernes ypperste høvding!
Vær ikke vred; ti akaiernes mænd er kuet av kvaler.
Alle de høibaarne mænd, som fordum blev nævnt blandt de bedste,
ligger ved skibene saaret av spyd eller rammet av sverdhugg.
Saaret er Tydevs’ søn, den vældige helt Diomedes;
