Denne siden er korrekturlest
Aiakosætlingens lanse, det tunge og vældige vaaben,
tok han dog ikke i haand; ti ingen av alle danaer
magtet dens vegt. Kun Pelevs’ søn kunde svinge med lethet
lansen med asketræs skaft fra Pelions tinde som Keiron
selv hadde skjænket hans far til bane for talrike helter.
Hestene bød han Avtomedon raskt at spænde for stridsvogn.
Næst Akillevs, som sprængte sig vei gjennem fienders rækker,
elsket han ham; ti ingen holdt stand saa trofast i kampen.
Raskt Avtomedon spændte for vogn de vælige hester
Ksantos og Balios, rappe i løp som susende storme.
Zefyros var deres far, og stormens gudinde Podarge
fødte dem fjernt ved Okeanos’ strøm da hun vanket i enge.
Gangeren Pedasos bandt han i rem ved siden av vognen,
hingsten som fordum Akillevs tok med fra Eetions kongsstad.
Dødelig var den av æt, men holdt skridt med udødelig tvespand.
Helten Akillevs gik rundt og lot myrmidonernes stridsmænd
ruste sig hver i sit telt. Det var som naar glubende ulver,
griske paa kjøt, med utrættelig kraft i modige bringer
jager til døde paa fjeld den mægtige kronhjort og sluker
graadig dens kjøt og farver sit kind i blodet det røde.
Flokkevis gaar de til rislende bæk og drikker av kulpen
slubrende vandet det sorte med lang og tøielig tunge.
Blod av det myrdede dyr spyr ulvene op, men i bringen
banker ei hjertet i skjælvende frygt, skjønt buken vil sprænges.
Saaledes styrtet til kamp myrmidonernes førende fyrster,
samlet i flok om Patroklos, den raske Akillevs’ væbner.
Blandt dem stillet sig høvdingen selv, den tapre Akillevs,
eggende baade de vælige dyr og de skjolddækte kjæmper.
Femti var snekkernes tal som Alfaders yndling Akillevs
førte til Troja, og femti paa rad av kraftige svende
sat i hvert eneste velbygget skib paa de prægtige tofter.
Fem av dem valgte han selv til førere, dem som han tryggest
skjænket en høvdings ret. Selv var han den øverste hærdrot.
En av flokkene førte Menestios, rustet i brynjens
funklende malm, Sperkeios’ søn, den himmelske flodguds.
Pelevs’ datter, hans yndige mor Polydora, blev lønlig
favnet, skjønt dødelig mø, av guden, den sterke Sperkeios.
Men efter navnet var Boros hans far, Periéres’ ætling;
tok han dog ikke i haand; ti ingen av alle danaer
magtet dens vegt. Kun Pelevs’ søn kunde svinge med lethet
lansen med asketræs skaft fra Pelions tinde som Keiron
selv hadde skjænket hans far til bane for talrike helter.
Hestene bød han Avtomedon raskt at spænde for stridsvogn.
Næst Akillevs, som sprængte sig vei gjennem fienders rækker,
elsket han ham; ti ingen holdt stand saa trofast i kampen.
Raskt Avtomedon spændte for vogn de vælige hester
Ksantos og Balios, rappe i løp som susende storme.
Zefyros var deres far, og stormens gudinde Podarge
fødte dem fjernt ved Okeanos’ strøm da hun vanket i enge.
Gangeren Pedasos bandt han i rem ved siden av vognen,
hingsten som fordum Akillevs tok med fra Eetions kongsstad.
Dødelig var den av æt, men holdt skridt med udødelig tvespand.
Helten Akillevs gik rundt og lot myrmidonernes stridsmænd
ruste sig hver i sit telt. Det var som naar glubende ulver,
griske paa kjøt, med utrættelig kraft i modige bringer
jager til døde paa fjeld den mægtige kronhjort og sluker
graadig dens kjøt og farver sit kind i blodet det røde.
Flokkevis gaar de til rislende bæk og drikker av kulpen
slubrende vandet det sorte med lang og tøielig tunge.
Blod av det myrdede dyr spyr ulvene op, men i bringen
banker ei hjertet i skjælvende frygt, skjønt buken vil sprænges.
Saaledes styrtet til kamp myrmidonernes førende fyrster,
samlet i flok om Patroklos, den raske Akillevs’ væbner.
Blandt dem stillet sig høvdingen selv, den tapre Akillevs,
eggende baade de vælige dyr og de skjolddækte kjæmper.
Femti var snekkernes tal som Alfaders yndling Akillevs
førte til Troja, og femti paa rad av kraftige svende
sat i hvert eneste velbygget skib paa de prægtige tofter.
Fem av dem valgte han selv til førere, dem som han tryggest
skjænket en høvdings ret. Selv var han den øverste hærdrot.
En av flokkene førte Menestios, rustet i brynjens
funklende malm, Sperkeios’ søn, den himmelske flodguds.
Pelevs’ datter, hans yndige mor Polydora, blev lønlig
favnet, skjønt dødelig mø, av guden, den sterke Sperkeios.
Men efter navnet var Boros hans far, Periéres’ ætling;
