Denne siden er korrekturlest
ti for umaadelig skjænk blev møen hans viede hustru.
Jomfrusønnen, den fremdjerve Evdoros, førte den anden.
Fylas’ barn Polymele, den yndigste kvinde i dansen,
fødte den herlige helt; ti Hermes, det lynsnare ilbud,
tændtes i brand, da han blev hende var blandt dansende møer
engang ved Artemis’ fest, den guldtenspindende guddoms.
Straks gik Hermes, den naadige gud, til høienloftskamret.
Der blev hun lønlig hans brud og skjænket ham sønnen Evdoros,
herlig og rap som den bedste i løp og en drabelig kriger.
Men da fødselsgudinden med kval og pinende veer
vel hadde bragt ham for lyset og solskinnets straaler han skuet,
førte den sterke Ekéklos, en søn av den mægtige Aktor,
kvinden som brud til sin borg, og talløse gaver hun kostet.
Gutten blev fostret av Fylas, og oldingen pleiet ham kjærlig,
ganske som var han en kjødelig søn; ti han elsket ham saare.
Helten Peisandros, en søn av Maimalos, førte den tredje.
Blandt myrmidonernes folk svang drotten sin lanse i kampen
kjækkest av samtlige mænd næst efter Akillevs’ staldbror.
Vognkjæmpen Foiniks, den graanede helt, skulde føre den fjerde,
medens den femte blev ført av Alkímedon, søn av Laerkes.
Men da Akillevs tilsidst hadde ordnet og fylket dem alle,
hver med sin førende drot, tok han manende ordet og mælte:
«Ingen av jer, myrmidoner, maa glemme den truende tale
som I lot høre mot troernes mænd ved de hurtige snekker
hele den tid I raste av harm og lastet min adfærd:
«Grumme Akillevs! Dig diet din mor med den bitreste galde.
Stenhaarde! du som vil holde med tvang dine stridsmænd ved flaaten.
La os da straks vende hjem over hav paa de ilende snekker,
siden saa ond og uslukkelig harm har rammet dit hjerte.»
Tidt, naar I samlet jer, talte I saa. Vel, nu er den kommet
kampen paa liv og død som I fordum saa ivrig har ønsket.
Nu kan enhver som har mod, faa kjæmpe mot troernes skarer.»
Saa han talte, og kræfter og mod hos alle han vakte.
Fastere sluttet sig mændenes flok, da de hørte sin konge.
Som naar en murer med lag paa lag av fugede stener
reiser en mur i det høie palads for at lune mot stormen,
saaledes sluttet de tæt de buklede skjolde og hjelmer.
Krigernes skjold var støttet mot skjold og hjelmer mot hjelmer.
Jomfrusønnen, den fremdjerve Evdoros, førte den anden.
Fylas’ barn Polymele, den yndigste kvinde i dansen,
fødte den herlige helt; ti Hermes, det lynsnare ilbud,
tændtes i brand, da han blev hende var blandt dansende møer
engang ved Artemis’ fest, den guldtenspindende guddoms.
Straks gik Hermes, den naadige gud, til høienloftskamret.
Der blev hun lønlig hans brud og skjænket ham sønnen Evdoros,
herlig og rap som den bedste i løp og en drabelig kriger.
Men da fødselsgudinden med kval og pinende veer
vel hadde bragt ham for lyset og solskinnets straaler han skuet,
førte den sterke Ekéklos, en søn av den mægtige Aktor,
kvinden som brud til sin borg, og talløse gaver hun kostet.
Gutten blev fostret av Fylas, og oldingen pleiet ham kjærlig,
ganske som var han en kjødelig søn; ti han elsket ham saare.
Helten Peisandros, en søn av Maimalos, førte den tredje.
Blandt myrmidonernes folk svang drotten sin lanse i kampen
kjækkest av samtlige mænd næst efter Akillevs’ staldbror.
Vognkjæmpen Foiniks, den graanede helt, skulde føre den fjerde,
medens den femte blev ført av Alkímedon, søn av Laerkes.
Men da Akillevs tilsidst hadde ordnet og fylket dem alle,
hver med sin førende drot, tok han manende ordet og mælte:
«Ingen av jer, myrmidoner, maa glemme den truende tale
som I lot høre mot troernes mænd ved de hurtige snekker
hele den tid I raste av harm og lastet min adfærd:
«Grumme Akillevs! Dig diet din mor med den bitreste galde.
Stenhaarde! du som vil holde med tvang dine stridsmænd ved flaaten.
La os da straks vende hjem over hav paa de ilende snekker,
siden saa ond og uslukkelig harm har rammet dit hjerte.»
Tidt, naar I samlet jer, talte I saa. Vel, nu er den kommet
kampen paa liv og død som I fordum saa ivrig har ønsket.
Nu kan enhver som har mod, faa kjæmpe mot troernes skarer.»
Saa han talte, og kræfter og mod hos alle han vakte.
Fastere sluttet sig mændenes flok, da de hørte sin konge.
Som naar en murer med lag paa lag av fugede stener
reiser en mur i det høie palads for at lune mot stormen,
saaledes sluttet de tæt de buklede skjolde og hjelmer.
Krigernes skjold var støttet mot skjold og hjelmer mot hjelmer.
