Side:Iliaden.djvu/293

Denne siden er korrekturlest
magter jeg ikke at holde med kraft eller stevne til kampen
mot vore fiender. Falden er nu den tapre Sarpedon,
Alfaders søn; ti end ikke ham forsvarer han længer.
Himmelske drot, helbred da du min verkende vunde.
Stil mine sviende smerter og und mig dog kraft til at egge
Lykiens mænd med rop og drive dem frem til at kjæmpe,
og la mig selv faa stevne til kamp for den fældede høvding.»
Saaledes bad han, og bønnen blev hørt av Foibos Apollon.
Smerterne stillet han straks, og bort fra den verkende vunde
tørret han blodet det sorte og pustet ham mod i hans bringe.
Følte da Glavkos det grant i sin sjæl, at den mægtige guddom
straks hadde hørt hans brændende bøn, og han frydet sig saare.
Først gik høvdingen om overalt og egget de tapre
lykiers førende mænd til kamp for den faldne Sarpedon.
Derefter gik han med vældige skridt til troernes skarer
hen til Polydamas, Pantoos’ søn, og den kjække Agenor,
derpaa til helten Aineias og sidst til den malmklædte Hektor.
Trædende nær med vingede ord han talte til helten:
«Hektor, nu har du nok glemt dine hjælpere ganske i striden,
mænd som fjernt fra sin fædrenejord og fra trofaste venner
ofrer for dig sit liv, skjønt du ikke vil bringe dem frelse.
Helten Sarpedon er dræpt, de skjolddækte lykiers fører,
han som har raadet i Lykiens land med retfærd og styrke.
Under Patroklos’ spyd har den malmsterke Ares ham kuet.
Venner! aa, kom os da hastig til hjælp og harmes i hjertet.
La ikke myrmidonerne nu faa røvet hans rustning
eller faa skjendet hans lik i harm for de faldne danaer,
alle de mange vi dræpte med spyd ved de hurtige snekker.»
Saa han talte. Den bitreste sorg og ulidelig smerte
lammet fra isse til fot de troiske kjæmper, da helten
vernet, skjønt fremmed, med kraft deres by; ti talrike stridsmænd
fulgte ham tro, og tapper som han var ingen iblandt dem.
Rasende stormet de ind paa danaernes kjæmper, og Hektor
førte dem, vred for Sarpedon, sin fældede ven; men Patroklos
egget med mod i det mandige bryst akaiernes sønner.
Begge Aianterne nævnte han først, de kamplystne helter:
«Hør mig, Aianter, og kjæmp, som var det jer kjæreste syssel,
slik som I kjæmpet tilforn blandt mænd, eller bedre end fordum.