Denne siden er korrekturlest
Fældet er nu Sarpedon, hin helt som sprang som den første
over akaiernes mur. Aa, kunde vi skjende den faldne,
rive hans rustning fra skuldrene løs og med malmen den grumme
kue saa mangen en ven, som verger hans lik med sin lanse!»
Saa han talte, og lystne paa kamp var de begge paa forhaand.
Men da nu begge de kjæmpende folk hadde styrket sin fylking,
troer og lykiske mænd, myrmidoner og tapre akaier,
tørnet de sammen i rasende kamp om liket, og grufuldt
lød deres skrik, og det klirret og klang i heltenes rustning.
Zevs lot falde uhyggelig nat over kampenes tummel,
forat en rædselsfuld strid skulde rase om sønnen, den kjære.
Først jog troernes mænd akaiernes blaaøide sønner.
Truffen blev helten Epeigevs, en søn av den tapre Agakles,
langtfra den ringeste mand blandt myrmidonernes kjæmper.
Fjernt i Budeion, den velbygde by, hadde fordum han hersket;
men da han engang i kamp hadde fældet en høibaaren frænde,
fandt han hos Pelevs et ly og den sølverfotede Tetis.
Disse lot høvdingen følge som ven den tapre Akillevs,
frem til Ilions hestrike by, til kampen mot Troja.
Da han nu grep efter liket, da kastet den straalende Hektor
midt i hans pande en sten, og hele hans hode blev splintret
under den malmtunge hjelm, og henover liket han segnet
om paa sit ansigt, og dræpende dødsnat sænket sig om ham.
Helten Patroklos blev grepet av sorg for sin fældede staldbror.
Mellem de forreste kjæmper han fôr saa hurtig som høken,
naar den forfølger en flygtende sværm av stær eller skjærer.
Saaledes styrtet du nu, du herlige vognhelt Patroklos,
harmfuld i sind for din ven, mot troers og lykiers skarer.
Rammet han da Itaimenes’ søn, Stenelaos, i nakken
haardt med en hvirvlende sten og sprængte de kraftige sener.
Hektor, den straalende helt, og de forreste mænd maatte vike.
Likesaa langt som et langskaftet spyd kan flyve i farten,
slynget av manden som prøver sin kraft i den festlige kamplek
eller i krig mot fienders flok som vil røve ham livet,
likesaa langt vek troernes mænd for akaiernes fremstøt.
Glavkos, de skjolddækte lykiers drot, var den første som atter
vendte sig om og fældte den mandige høvding Batykles,
Chalkons søn, som bodde paa fædrenegaarden i Hellas
over akaiernes mur. Aa, kunde vi skjende den faldne,
rive hans rustning fra skuldrene løs og med malmen den grumme
kue saa mangen en ven, som verger hans lik med sin lanse!»
Saa han talte, og lystne paa kamp var de begge paa forhaand.
Men da nu begge de kjæmpende folk hadde styrket sin fylking,
troer og lykiske mænd, myrmidoner og tapre akaier,
tørnet de sammen i rasende kamp om liket, og grufuldt
lød deres skrik, og det klirret og klang i heltenes rustning.
Zevs lot falde uhyggelig nat over kampenes tummel,
forat en rædselsfuld strid skulde rase om sønnen, den kjære.
Først jog troernes mænd akaiernes blaaøide sønner.
Truffen blev helten Epeigevs, en søn av den tapre Agakles,
langtfra den ringeste mand blandt myrmidonernes kjæmper.
Fjernt i Budeion, den velbygde by, hadde fordum han hersket;
men da han engang i kamp hadde fældet en høibaaren frænde,
fandt han hos Pelevs et ly og den sølverfotede Tetis.
Disse lot høvdingen følge som ven den tapre Akillevs,
frem til Ilions hestrike by, til kampen mot Troja.
Da han nu grep efter liket, da kastet den straalende Hektor
midt i hans pande en sten, og hele hans hode blev splintret
under den malmtunge hjelm, og henover liket han segnet
om paa sit ansigt, og dræpende dødsnat sænket sig om ham.
Helten Patroklos blev grepet av sorg for sin fældede staldbror.
Mellem de forreste kjæmper han fôr saa hurtig som høken,
naar den forfølger en flygtende sværm av stær eller skjærer.
Saaledes styrtet du nu, du herlige vognhelt Patroklos,
harmfuld i sind for din ven, mot troers og lykiers skarer.
Rammet han da Itaimenes’ søn, Stenelaos, i nakken
haardt med en hvirvlende sten og sprængte de kraftige sener.
Hektor, den straalende helt, og de forreste mænd maatte vike.
Likesaa langt som et langskaftet spyd kan flyve i farten,
slynget av manden som prøver sin kraft i den festlige kamplek
eller i krig mot fienders flok som vil røve ham livet,
likesaa langt vek troernes mænd for akaiernes fremstøt.
Glavkos, de skjolddækte lykiers drot, var den første som atter
vendte sig om og fældte den mandige høvding Batykles,
Chalkons søn, som bodde paa fædrenegaarden i Hellas
