Denne siden er korrekturlest
rikt velsignet med gods og med guld som faa myrmidoner.
Glavkos vendte sig hastig omkring og traf ham med lansen
midt i hans bryst, da han jaget ham selv og kom ham paa skudhold.
Drønende faldt han til jord, og akaierne harmedes saare
over den herlige høvding som faldt; men troerne jublet.
Flokkevis stimlet de om ham; dog glemte de kjække akaier
ikke sit mod, men stormet av ytterste evne imot dem.
Der fik Meriones fældet en kjæk og velrustet troer,
helten Laogonos, søn av en prest, Onetor, som tjente
Zevs, den idæiske hersker, med ry som en guddom blandt folket.
Midt under kjæven og øret han traf, og livskraften flygtet
brat fra hans lemmer, og mørket, det grufulde, sænket sig om ham.
Men mot Meriones slynget Aineias sit spyd; ti han haabet
sikkert at ramme sit maal, da han gik ham i møte bak skjoldet.
Dog, han vogtet sig vel og undgik den malmhvasse spydsod.
Forover bøiet han sig, og bak ham boret den lange
lanse sig ned i jorden med kraft saa dopskoen dirret.
Ares, den vældige, stanset dog snart dens spænstige svingkraft.
Dirrende boret Aineias’ spyd sin malmodd i jorden.
Uten at ramme sit maal fôr det ut av hans vældige næve.
Grepet blev da Aineias av harm i sit hjerte og mælte:
«Gjæve Meriones, vel er du mester i dans; men for altid
hadde nok spydsodden bragt dig til ro, om jeg nu hadde rammet.»
Straks tok den spydvante helt Meriones ordet og svarte:
«Vel er du sterk, Aineias; men svært vil det bli dig at knække
kraften hos alle de modige mænd som gaar dig i møte
her til en kamp; ti ogsaa du selv er en dødelig skabning.
Kunde jeg bare faa jaget dig nu mit spyd gjennem livet,
skjænket du straks, hvor stolt du end er av armenes styrke,
hæder til mig og din sjæl til den gangertumlende Hades.»
Saa han ropte. Da talte Menoitios’ søn ham til rette:
«Hvorfor, Meriones, snakker du slik? Du er da en kriger.
Troerne viker nok ikke, min ven, for spottende haansord
bort fra den faldne; men først naar mange er segnet til jorden.
Kraftige arme gjør utslag i krig, men tungen i raadet.
Nu bør du ikke ta munden for fuld, men tænke paa kampen.»
Derefter stormet han foran, og helten, den herlige, fulgte.
Som naar i kløfter paa fjeld for huggernes klingende økser
Glavkos vendte sig hastig omkring og traf ham med lansen
midt i hans bryst, da han jaget ham selv og kom ham paa skudhold.
Drønende faldt han til jord, og akaierne harmedes saare
over den herlige høvding som faldt; men troerne jublet.
Flokkevis stimlet de om ham; dog glemte de kjække akaier
ikke sit mod, men stormet av ytterste evne imot dem.
Der fik Meriones fældet en kjæk og velrustet troer,
helten Laogonos, søn av en prest, Onetor, som tjente
Zevs, den idæiske hersker, med ry som en guddom blandt folket.
Midt under kjæven og øret han traf, og livskraften flygtet
brat fra hans lemmer, og mørket, det grufulde, sænket sig om ham.
Men mot Meriones slynget Aineias sit spyd; ti han haabet
sikkert at ramme sit maal, da han gik ham i møte bak skjoldet.
Dog, han vogtet sig vel og undgik den malmhvasse spydsod.
Forover bøiet han sig, og bak ham boret den lange
lanse sig ned i jorden med kraft saa dopskoen dirret.
Ares, den vældige, stanset dog snart dens spænstige svingkraft.
Dirrende boret Aineias’ spyd sin malmodd i jorden.
Uten at ramme sit maal fôr det ut av hans vældige næve.
Grepet blev da Aineias av harm i sit hjerte og mælte:
«Gjæve Meriones, vel er du mester i dans; men for altid
hadde nok spydsodden bragt dig til ro, om jeg nu hadde rammet.»
Straks tok den spydvante helt Meriones ordet og svarte:
«Vel er du sterk, Aineias; men svært vil det bli dig at knække
kraften hos alle de modige mænd som gaar dig i møte
her til en kamp; ti ogsaa du selv er en dødelig skabning.
Kunde jeg bare faa jaget dig nu mit spyd gjennem livet,
skjænket du straks, hvor stolt du end er av armenes styrke,
hæder til mig og din sjæl til den gangertumlende Hades.»
Saa han ropte. Da talte Menoitios’ søn ham til rette:
«Hvorfor, Meriones, snakker du slik? Du er da en kriger.
Troerne viker nok ikke, min ven, for spottende haansord
bort fra den faldne; men først naar mange er segnet til jorden.
Kraftige arme gjør utslag i krig, men tungen i raadet.
Nu bør du ikke ta munden for fuld, men tænke paa kampen.»
Derefter stormet han foran, og helten, den herlige, fulgte.
Som naar i kløfter paa fjeld for huggernes klingende økser
