Denne siden er korrekturlest
være hans ilsomme følge og vakt og bringe ham snarlig
hjem til Lykiens vidtstrakte land med de frugtbare marker.
Der skal han lægges i haug av brødre og venner, og bauta
reises paa høvdingens grav. Saa hædrer man jo sine døde.»
Saaledes talte hans far, og ei var Apollon uvillig.
Ned ifra toppen av Ida han fôr til det grufulde feltslag.
Fjernt fra de rammende spyd bar guden den ædle Sarpedon,
badet i elven hans lik, og med himmelsk ambrosia salvet
guden hans lemmer og svøpte ham ind i himmelske klæder.
Derefter lot han det fotrappe par, de tvillinger bolde,
Søvnen og Døden faa følge ham frem, og de bragte ham snarlig
hjem til Lykiens vidtstrakte land med de frugtbare marker.
Eggende ivrig sit spand og Avtomedon stormet Patroklos
frem mot troers og lykiers hær som den blindeste daare.
Hadde han fulgt det raad som Pelevs’ søn hadde git ham,
hadde han sluppet forvisst den sorte, den grufulde dødslod.
Sterkere dog er Alfaders raad end menneskers vilje.
Selv den modigste slaar han med gru og røver ham seiren
uten besvær og egger ham saa paany til at kjæmpe.
Dennegang vakte han ogsaa det freidigste mod i hans bringe.
Hvem var den første, Patroklos, og hvem var den sidste du fældte,
nu da de evige selv hadde viet dig, høvding, til døden?
Først Adrastos han vog og Avtonoos, dernæst Ekeklos,
Perimos, Megas’ søn, Epistor og saa Melanippos.
Elasos segnet og Mulios faldt og den gjæve Pylartes.
Dette var dem som han fældte. Paa flugt kun tænkte de andre.
Visst hadde Argos’ mænd kunnet kue det kneisende Troja
nu ved Patroklos’ haand; ti vældig med lansen han raste,
hadde ei Foibos Apollon som troernes hjælper i nøden
stillet sig op paa den vældige mur for at volde hans bane.
Treganger satte Patroklos sin fot paa murkransens tinde;
treganger drev Apollon med magt ham atter tilbake,
støtende haardt med udødelig haand mot det blinkende malmskjold.
Men da han fjerde gang trængte sig frem saa sterk som en guddom,
ropte med truende røst den rammende skytte Apollon:
«Vik, høibaarne Patroklos! At øde de navngjetne troers
by med dit spyd blir ikke din lod. End ikke Akillevs,
han som i tapperhet mestrer dig let, slik hæder skal vinde.»
hjem til Lykiens vidtstrakte land med de frugtbare marker.
Der skal han lægges i haug av brødre og venner, og bauta
reises paa høvdingens grav. Saa hædrer man jo sine døde.»
Saaledes talte hans far, og ei var Apollon uvillig.
Ned ifra toppen av Ida han fôr til det grufulde feltslag.
Fjernt fra de rammende spyd bar guden den ædle Sarpedon,
badet i elven hans lik, og med himmelsk ambrosia salvet
guden hans lemmer og svøpte ham ind i himmelske klæder.
Derefter lot han det fotrappe par, de tvillinger bolde,
Søvnen og Døden faa følge ham frem, og de bragte ham snarlig
hjem til Lykiens vidtstrakte land med de frugtbare marker.
Eggende ivrig sit spand og Avtomedon stormet Patroklos
frem mot troers og lykiers hær som den blindeste daare.
Hadde han fulgt det raad som Pelevs’ søn hadde git ham,
hadde han sluppet forvisst den sorte, den grufulde dødslod.
Sterkere dog er Alfaders raad end menneskers vilje.
Selv den modigste slaar han med gru og røver ham seiren
uten besvær og egger ham saa paany til at kjæmpe.
Dennegang vakte han ogsaa det freidigste mod i hans bringe.
Hvem var den første, Patroklos, og hvem var den sidste du fældte,
nu da de evige selv hadde viet dig, høvding, til døden?
Først Adrastos han vog og Avtonoos, dernæst Ekeklos,
Perimos, Megas’ søn, Epistor og saa Melanippos.
Elasos segnet og Mulios faldt og den gjæve Pylartes.
Dette var dem som han fældte. Paa flugt kun tænkte de andre.
Visst hadde Argos’ mænd kunnet kue det kneisende Troja
nu ved Patroklos’ haand; ti vældig med lansen han raste,
hadde ei Foibos Apollon som troernes hjælper i nøden
stillet sig op paa den vældige mur for at volde hans bane.
Treganger satte Patroklos sin fot paa murkransens tinde;
treganger drev Apollon med magt ham atter tilbake,
støtende haardt med udødelig haand mot det blinkende malmskjold.
Men da han fjerde gang trængte sig frem saa sterk som en guddom,
ropte med truende røst den rammende skytte Apollon:
«Vik, høibaarne Patroklos! At øde de navngjetne troers
by med dit spyd blir ikke din lod. End ikke Akillevs,
han som i tapperhet mestrer dig let, slik hæder skal vinde.»
