Denne siden er korrekturlest
lekende let og egger ham snart paany til at kjæmpe.
Kjære, saa nærm dig da nu! Kom hit og se paa min kampfærd.
Se om jeg viser mig feig, som du paastaar, dagen tilende,
eller om snart jeg faar stanset saa mangen en kraftig danaer,
naar han med vildeste mod vil verne den faldne Patroklos.»
Saa han talte og egget med rop de troiske stridsmænd.
«Troer og lykiske mænd og tapre dardaniske kjæmper!
Te jer som mænd, mine venner,og tænk paa det stormende kampmod,
medens jeg spænder om bryst den bolde Akillevs’ rustning,
kostelig bytte jeg vandt, da jeg vog den sterke Patroklos.»
Saa han talte, og helten, den hjelmbuskvaiende Hektor,
ilte fra kampenes gny og fulgte paa lynrappe føtter
raskt sine svende og naadde dem snart, før langt de var kommet,
medens de førte til byen Akillevs’ herlige vaaben.
Stansende fjernt fra den graatsvangre val sin rustning han byttet,
rakte saa troernes kamplystne mænd sin egen at bære
hjem til det hellige Troja og akslet Akillevs’ skjønne
himmelske skrud, som Uranos’ æt, de evige guder,
skjænket til Pelevs, hans far, og den aldrende gubbe til sønnen.
Ei skulde søn efter far faa graane i rustningens plater.
Men da den mægtige skysamler Zevs fik se i det fjerne
helten som spændte om bryst den stolte Akillevs’ rustning,
talte han saa til sit hjerte og rystet i medynk sit hode:
«Stakkar! du huser visst ei i din sjæl nogen tanke paa døden,
skjønt den er nær. Du spænder om bryst det himmelske panser,
tat fra den tapreste helt, for hvem ogsaa andre maa grue.
Nys har du fældet hans ven, en kraftig og vennesæl høvding.
Ham har du revet med haan fra hode og skuldre hans rustning.
Dog, jeg skal skjænke dig seirende kraft for at bøte dit vanheld;
ti du skal ei vende hjem fra din strid, og Andromake løser
aldrig fra husbondens bryst Akillevs’ herlige brynje.»
Kronos’ søn hadde talt og nikket med brynene sorte.
Rustningen passet om Hektors bryst, og den mordlystne krigsgud
Ares tok bo i hans sjæl og fyldte med kjækhet og styrke
alle hans lemmer, og ind blandt de herlige hjælperes fylking
skred han med rungende rop, og klædt i det skinnende panser
tyktes han alle grandgivelig lik den tapre Peleide.
Rask gik han om til enhver og egget dem alle til kampen,
Kjære, saa nærm dig da nu! Kom hit og se paa min kampfærd.
Se om jeg viser mig feig, som du paastaar, dagen tilende,
eller om snart jeg faar stanset saa mangen en kraftig danaer,
naar han med vildeste mod vil verne den faldne Patroklos.»
Saa han talte og egget med rop de troiske stridsmænd.
«Troer og lykiske mænd og tapre dardaniske kjæmper!
Te jer som mænd, mine venner,og tænk paa det stormende kampmod,
medens jeg spænder om bryst den bolde Akillevs’ rustning,
kostelig bytte jeg vandt, da jeg vog den sterke Patroklos.»
Saa han talte, og helten, den hjelmbuskvaiende Hektor,
ilte fra kampenes gny og fulgte paa lynrappe føtter
raskt sine svende og naadde dem snart, før langt de var kommet,
medens de førte til byen Akillevs’ herlige vaaben.
Stansende fjernt fra den graatsvangre val sin rustning han byttet,
rakte saa troernes kamplystne mænd sin egen at bære
hjem til det hellige Troja og akslet Akillevs’ skjønne
himmelske skrud, som Uranos’ æt, de evige guder,
skjænket til Pelevs, hans far, og den aldrende gubbe til sønnen.
Ei skulde søn efter far faa graane i rustningens plater.
Men da den mægtige skysamler Zevs fik se i det fjerne
helten som spændte om bryst den stolte Akillevs’ rustning,
talte han saa til sit hjerte og rystet i medynk sit hode:
«Stakkar! du huser visst ei i din sjæl nogen tanke paa døden,
skjønt den er nær. Du spænder om bryst det himmelske panser,
tat fra den tapreste helt, for hvem ogsaa andre maa grue.
Nys har du fældet hans ven, en kraftig og vennesæl høvding.
Ham har du revet med haan fra hode og skuldre hans rustning.
Dog, jeg skal skjænke dig seirende kraft for at bøte dit vanheld;
ti du skal ei vende hjem fra din strid, og Andromake løser
aldrig fra husbondens bryst Akillevs’ herlige brynje.»
Kronos’ søn hadde talt og nikket med brynene sorte.
Rustningen passet om Hektors bryst, og den mordlystne krigsgud
Ares tok bo i hans sjæl og fyldte med kjækhet og styrke
alle hans lemmer, og ind blandt de herlige hjælperes fylking
skred han med rungende rop, og klædt i det skinnende panser
tyktes han alle grandgivelig lik den tapre Peleide.
Rask gik han om til enhver og egget dem alle til kampen,
