Denne siden er korrekturlest
Guden Hefaistos gav det til Zevs, til sønnen av Kronos.
Zevs gav staven som skjænk til gudernes lynsnare ilbud.
Hermes forærte den saa til den gangertumlende Pelops.
Pelops gav den igjen til Atrevs, folkenes hyrde.
Atrevs gav den som arv ved sin død til den rike Tyestes.
Sidst Agamemnon fik av Tyestes staven at bære,
tegnet paa herskerens magt over Argos og talrike øer.
Støttet til den tok han ordet og talte til alle argeier:
«Venner, danaiske helte, I krigsgudens stridsvante svende.
Zevs har lænket mig fast til en tung og knugende skjæbne,
han, den haarde, som lovet tilforn med nik at jeg skulde
styrte det murkranste Troja i grus, før jeg vendte tilbake.
Nu har han pønset paa grusomt bedrag og byr mig at stevne
vanæret hjem til Argos med tap av talrike stridsmænd.
Vel, saa er da vel dette den mægtige Alfaders vilje,
han som har styrtet i grus mangfoldige kneisende byer,
og som vil styrte mangfoldige fler; ti hans magt er den største.
Visselig er det en skam, naar det siden blandt kommende slegter
spørres at engang saa stor og tapper en hær av akaier
kjæmpet mot mænd som var færre og stred i utallige kampe
ganske forgjæves; dog end er det dulgt, hvordan striden vil ende.
Ti hvis akaiernes mænd og troernes folk vilde slutte
edelig pakt, og begge de kjæmpende folk lot sig tælle,
og om vi skilte ut troerne selv som er hjemme i byen,
medens akaierne ordnet sin hær i flokker som talte
ti mand hver, og en troer blev valgt til at øse av bollen,
tror jeg nok mangen en timandstrop vilde mangle en mundskjænk.
Fuldt saa meget forsikrer jeg trygt at akaiernes sønner
overgaar alle de troer i tal som har hjemstavn i byen;
men ifra talrike byer kom spydvante helter som stadig
trodser min vilje og volder mig mén, saa ofte jeg prøver
endelig engang at styrte i grus det velbygde Troja.
Ni av den mægtige Alfaders aar er gaaet til ende;
skibenes spanter er raatne og taugene skjøre og morkne,
mens vore hustruer og vore barn i tærende længsel
sitter i hallen og venter os hjem; men intet er fuldbragt,
ikke det mindste av det som vi satte som maal for vor hærfærd.
Nu skal jeg gi jer et raad, og la os saa følge det alle:
Zevs gav staven som skjænk til gudernes lynsnare ilbud.
Hermes forærte den saa til den gangertumlende Pelops.
Pelops gav den igjen til Atrevs, folkenes hyrde.
Atrevs gav den som arv ved sin død til den rike Tyestes.
Sidst Agamemnon fik av Tyestes staven at bære,
tegnet paa herskerens magt over Argos og talrike øer.
Støttet til den tok han ordet og talte til alle argeier:
«Venner, danaiske helte, I krigsgudens stridsvante svende.
Zevs har lænket mig fast til en tung og knugende skjæbne,
han, den haarde, som lovet tilforn med nik at jeg skulde
styrte det murkranste Troja i grus, før jeg vendte tilbake.
Nu har han pønset paa grusomt bedrag og byr mig at stevne
vanæret hjem til Argos med tap av talrike stridsmænd.
Vel, saa er da vel dette den mægtige Alfaders vilje,
han som har styrtet i grus mangfoldige kneisende byer,
og som vil styrte mangfoldige fler; ti hans magt er den største.
Visselig er det en skam, naar det siden blandt kommende slegter
spørres at engang saa stor og tapper en hær av akaier
kjæmpet mot mænd som var færre og stred i utallige kampe
ganske forgjæves; dog end er det dulgt, hvordan striden vil ende.
Ti hvis akaiernes mænd og troernes folk vilde slutte
edelig pakt, og begge de kjæmpende folk lot sig tælle,
og om vi skilte ut troerne selv som er hjemme i byen,
medens akaierne ordnet sin hær i flokker som talte
ti mand hver, og en troer blev valgt til at øse av bollen,
tror jeg nok mangen en timandstrop vilde mangle en mundskjænk.
Fuldt saa meget forsikrer jeg trygt at akaiernes sønner
overgaar alle de troer i tal som har hjemstavn i byen;
men ifra talrike byer kom spydvante helter som stadig
trodser min vilje og volder mig mén, saa ofte jeg prøver
endelig engang at styrte i grus det velbygde Troja.
Ni av den mægtige Alfaders aar er gaaet til ende;
skibenes spanter er raatne og taugene skjøre og morkne,
mens vore hustruer og vore barn i tærende længsel
sitter i hallen og venter os hjem; men intet er fuldbragt,
ikke det mindste av det som vi satte som maal for vor hærfærd.
Nu skal jeg gi jer et raad, og la os saa følge det alle: