Denne siden er korrekturlest
Kom da, enhver av sig selv, og harmes av inderste hjerte,
dersom Patroklos skal vorde til lek for de troiske hunder.»
Hørte da grant Oilevs’ søn, den fotrappe Aias,
høvdingens ord og ilte ham først i møte i striden.
Dernæst Idomenevs selv og Idomenevs’ kraftige væbner,
helten Meriones, modig og sterk som den mordlystne Ares.
Dog, hvo eide vel kraft i sin sjæl til at nævne de andre,
alle som derefter samlet til strid akaiernes sønner?
Frem gik troernes kjæmper i flok, og forrest gik Hektor.
Som naar ved munding av flommende elv den vældige bølge
bryter mot strømmen med brusende larm og ute fra havet
brottsjøer droner mot kneisende kyst med fraadende skumsprøit,
slik gik troerne larmende frem; men akaiernes stridsmænd
stod som en mur om Menoitios’ søn med enige hjerter,
dækket med gjærde av malmtunge skjold, mens Alfader sænket
over de blinkende hjelmer et slør av den tætteste taake,
saasom han aldrig tilforn Menoitios’ søn hadde hatet,
medens han levet og fulgte som ven den gjæve Akillevs.
Derfor han taalte ei nu at troiske hunder fik flænge
høvdingens lik, men egget til vern hans trofaste venner.
Først jog troerne bort akaiernes blaaøide sønner.
Liket forlot de og flygtet i hast; men de modige troer
fældte dog ikke en mand, hvor vildt de end raste med lansen.
Dog, de trak med sig hans lik; men akaierne skulde ei længe
holde sig fjernt; ti de vendte sig snart, formanet av Aias,
kjæmpen som baade i skabning og vekst og i daadskraft bar prisen
fremfor de andre danaer næst efter den bolde Peleide.
Gjennem de forreste rækker han skred med kraft som det sterke
vildsvin som vender sig gang efter gang og lettelig splitter
hunders og kraftige jægeres flok i fjeldenes kløfter.
Saaledes fôr nu Telamons søn, den vældige Aias,
ind mellem troernes rækker og splittet dem let, da de stormet
rundt om Patroklos’ lik og trodde saa trygt at de snarlig
skulde faa trukket ham hjem til sin by og vinde sig hæder.
Helten Hippotoos var det, en søn av pelasgeren Letos,
som efter foten trak liket avsted med en rem som var knyttet
fast om hans sener ved anklen; ti Hektors og troernes yndest
haabet han sikkert at vinde; men skjæbnen, den grufulde, rammet
dersom Patroklos skal vorde til lek for de troiske hunder.»
Hørte da grant Oilevs’ søn, den fotrappe Aias,
høvdingens ord og ilte ham først i møte i striden.
Dernæst Idomenevs selv og Idomenevs’ kraftige væbner,
helten Meriones, modig og sterk som den mordlystne Ares.
Dog, hvo eide vel kraft i sin sjæl til at nævne de andre,
alle som derefter samlet til strid akaiernes sønner?
Frem gik troernes kjæmper i flok, og forrest gik Hektor.
Som naar ved munding av flommende elv den vældige bølge
bryter mot strømmen med brusende larm og ute fra havet
brottsjøer droner mot kneisende kyst med fraadende skumsprøit,
slik gik troerne larmende frem; men akaiernes stridsmænd
stod som en mur om Menoitios’ søn med enige hjerter,
dækket med gjærde av malmtunge skjold, mens Alfader sænket
over de blinkende hjelmer et slør av den tætteste taake,
saasom han aldrig tilforn Menoitios’ søn hadde hatet,
medens han levet og fulgte som ven den gjæve Akillevs.
Derfor han taalte ei nu at troiske hunder fik flænge
høvdingens lik, men egget til vern hans trofaste venner.
Først jog troerne bort akaiernes blaaøide sønner.
Liket forlot de og flygtet i hast; men de modige troer
fældte dog ikke en mand, hvor vildt de end raste med lansen.
Dog, de trak med sig hans lik; men akaierne skulde ei længe
holde sig fjernt; ti de vendte sig snart, formanet av Aias,
kjæmpen som baade i skabning og vekst og i daadskraft bar prisen
fremfor de andre danaer næst efter den bolde Peleide.
Gjennem de forreste rækker han skred med kraft som det sterke
vildsvin som vender sig gang efter gang og lettelig splitter
hunders og kraftige jægeres flok i fjeldenes kløfter.
Saaledes fôr nu Telamons søn, den vældige Aias,
ind mellem troernes rækker og splittet dem let, da de stormet
rundt om Patroklos’ lik og trodde saa trygt at de snarlig
skulde faa trukket ham hjem til sin by og vinde sig hæder.
Helten Hippotoos var det, en søn av pelasgeren Letos,
som efter foten trak liket avsted med en rem som var knyttet
fast om hans sener ved anklen; ti Hektors og troernes yndest
haabet han sikkert at vinde; men skjæbnen, den grufulde, rammet
