Denne siden er korrekturlest
ti av det tætteste mulm var alle de tapreste helter
dækket paa val, saa mange som stod om den faldne Patroklos.
Alle de øvrige troer og benskinneklædte akaier
kjæmpet i mak under himmelens blaa, mens blendende solskin
bredte sig vide, og hverken paa fjeld eller vidt over sletten
saa man en sky, og skiftevis fik de en hvil under kampen
vikende let til siden for spyd og for smertende piler,
spredt som de stod, mens derimot alle de tapreste kjæmper
hist i den midterste kreds maatte kjæmpe med møie i taaken,
pint av det grusomme kobber; men to av de herligste helter,
drotten Antilokos, Nestors søn, og hans bror Trasymedes
visste ei endnu Patroklos’ fald, men trodde at helten
end var i live og stred mot troernes forreste fylking.
Fjernt stod begge i kampen og vogtet de trofaste venner
ivrig mot fald og mot flugt, som Nestor fornys hadde budt dem,
dengang han sendte dem begge til kamp fra de tjærede snekker.
Frygtelig raste den vældige strid og det grufulde kampgny
dagen tilende. Hver eneste mand var lammet av træthet.
Nedover knær og lægger og føtter og hænder og øine
strømmet den smudsige sved, mens begge de kjæmpende hære
stred om den fotrappe helt Akillevs’ trofaste staldbror.
Som naar en husbond gir sine mænd den vældige okses
avtrukne hud at strække, naar først med fett den er indsmurt —
mændene tar den og stiller sig rundt om huden og trækker
kraftig, saa smurningen trænger sig ind og fettet blir borte
medens de haler i flok, og den tøies i hele sin længde —
saaledes trak paa det trangeste rum de kjæmpende stridsmænd
frem og tilbake hans lik; ti troerne haabet at slæpe
helten til Ilions by, men akaierne hen til de hule,
stavnhøie snekker, og rundt ham raste med frygtelig vildskap
striden, saa end ikke Ares, den eggende gud, og Atene
selv i den vildeste harm kunde laste den kamp som de skuet.
Saa lot Zevs ved Patroklos’ lik de grufulde kampe
rase hin dag mellem hester og mænd; men den stolte Akillevs
visste ei endnu at vennen, den ædle Patroklos, var falden;
ti under troernes mur og fjernt fra de hurtige snekker
kjæmpet de nu, og han haabet saa trygt i sit hjerte, at vennen
ikke var død, men snart skulde naa til porten og vende
dækket paa val, saa mange som stod om den faldne Patroklos.
Alle de øvrige troer og benskinneklædte akaier
kjæmpet i mak under himmelens blaa, mens blendende solskin
bredte sig vide, og hverken paa fjeld eller vidt over sletten
saa man en sky, og skiftevis fik de en hvil under kampen
vikende let til siden for spyd og for smertende piler,
spredt som de stod, mens derimot alle de tapreste kjæmper
hist i den midterste kreds maatte kjæmpe med møie i taaken,
pint av det grusomme kobber; men to av de herligste helter,
drotten Antilokos, Nestors søn, og hans bror Trasymedes
visste ei endnu Patroklos’ fald, men trodde at helten
end var i live og stred mot troernes forreste fylking.
Fjernt stod begge i kampen og vogtet de trofaste venner
ivrig mot fald og mot flugt, som Nestor fornys hadde budt dem,
dengang han sendte dem begge til kamp fra de tjærede snekker.
Frygtelig raste den vældige strid og det grufulde kampgny
dagen tilende. Hver eneste mand var lammet av træthet.
Nedover knær og lægger og føtter og hænder og øine
strømmet den smudsige sved, mens begge de kjæmpende hære
stred om den fotrappe helt Akillevs’ trofaste staldbror.
Som naar en husbond gir sine mænd den vældige okses
avtrukne hud at strække, naar først med fett den er indsmurt —
mændene tar den og stiller sig rundt om huden og trækker
kraftig, saa smurningen trænger sig ind og fettet blir borte
medens de haler i flok, og den tøies i hele sin længde —
saaledes trak paa det trangeste rum de kjæmpende stridsmænd
frem og tilbake hans lik; ti troerne haabet at slæpe
helten til Ilions by, men akaierne hen til de hule,
stavnhøie snekker, og rundt ham raste med frygtelig vildskap
striden, saa end ikke Ares, den eggende gud, og Atene
selv i den vildeste harm kunde laste den kamp som de skuet.
Saa lot Zevs ved Patroklos’ lik de grufulde kampe
rase hin dag mellem hester og mænd; men den stolte Akillevs
visste ei endnu at vennen, den ædle Patroklos, var falden;
ti under troernes mur og fjernt fra de hurtige snekker
kjæmpet de nu, og han haabet saa trygt i sit hjerte, at vennen
ikke var død, men snart skulde naa til porten og vende
