Denne siden er korrekturlest
Pelevs, saa kostelig skjænk, som hverken kan dø eller ældes?
Mon for at lide den kval, som usalige mennesker frister?
ti iblandt alt som er skapt og aander og røres paa jorden,
findes ei væsen saa tynget av nød som menneskers slegter.
Ei skal dog Hektor, Priamos’ søn, for den straalende stridsvogn
styre jert vælige spand. Til slikt gir jeg aldrig mit minde.
Er det ei nok at han bryster sig stolt i den røvede rustning?
Nu vil jeg skjænke jer kraftige knær og modige hjerter,
saa I kan føre Avtomedon frelst til de rumstore skibe,
bort ifra kampen; ti troernes mænd forlener jeg endnu
hæder og kræfter til drap, til de naar til de toftede snekker,
engang naar solen gaar ned, og det hellige mørke sig breder.»
Saa han talte og blæste dem mod og kræfter i bringe.
Støvet fra mankerne rystet de straks til jorden og sprængte
raskt med den rullende stridsvogn ind blandt akaier og troer.
Helten Avtomedon fôr, skjønt trykket av sorg over vennen,
kjæmpende frem med sit spand som en grib efter flygtende vildgjæs.
Lettelig flygtet han bort fra troernes larmende kampgny.
Lettelig stormet han frem gjennem fiendens tætteste vrimmel.
Dog, han kunde ei fælde de mænd som han fulgte paa flugten.
Ene han var paa den sterkbygde vogn og kunde ei magte
baade at slynge sit spyd og styre de fotrappe hester.
Da blev omsider hans ven Alkímedon, søn av Laerkes,
Haimons sønnesøn, høvdingen var, og trædende hastig
bakved Avtomedons vogn tok helten til orde og mælte:
«Kjære Avtomedon, si hvilken gud har lagt dig paa sinde
slike unyttige tanker og røvet dig ganske forstanden,
siden du ganske alene og midt i de forreste rækker
kjæmper mot troernes mænd, mens vennen er fældet, og Hektor
bryster sig stolt, og selv har Akillevs’ rustning om skuldre?»
Straks tok Diores’ søn Avtomedon ordet og svarte:
«Hvo av akaierne kunde som du, Alkímedon, tæmme
slikt et udødelig spand og styre de vælige hingster
uten Patroklos, en høvding saa kjæk som de evige guder,
medens han levet; men nu har døden og skjæbnen ham rammet.
Ta nu svepen i haand og grip de straalende tøiler,
medens jeg selv stiger ned fra min vogn for at kjæmpe paa valen.»
Saa han talte. Alkimedon sprang paa den rullende stridsvogn.
Mon for at lide den kval, som usalige mennesker frister?
ti iblandt alt som er skapt og aander og røres paa jorden,
findes ei væsen saa tynget av nød som menneskers slegter.
Ei skal dog Hektor, Priamos’ søn, for den straalende stridsvogn
styre jert vælige spand. Til slikt gir jeg aldrig mit minde.
Er det ei nok at han bryster sig stolt i den røvede rustning?
Nu vil jeg skjænke jer kraftige knær og modige hjerter,
saa I kan føre Avtomedon frelst til de rumstore skibe,
bort ifra kampen; ti troernes mænd forlener jeg endnu
hæder og kræfter til drap, til de naar til de toftede snekker,
engang naar solen gaar ned, og det hellige mørke sig breder.»
Saa han talte og blæste dem mod og kræfter i bringe.
Støvet fra mankerne rystet de straks til jorden og sprængte
raskt med den rullende stridsvogn ind blandt akaier og troer.
Helten Avtomedon fôr, skjønt trykket av sorg over vennen,
kjæmpende frem med sit spand som en grib efter flygtende vildgjæs.
Lettelig flygtet han bort fra troernes larmende kampgny.
Lettelig stormet han frem gjennem fiendens tætteste vrimmel.
Dog, han kunde ei fælde de mænd som han fulgte paa flugten.
Ene han var paa den sterkbygde vogn og kunde ei magte
baade at slynge sit spyd og styre de fotrappe hester.
Da blev omsider hans ven Alkímedon, søn av Laerkes,
Haimons sønnesøn, høvdingen var, og trædende hastig
bakved Avtomedons vogn tok helten til orde og mælte:
«Kjære Avtomedon, si hvilken gud har lagt dig paa sinde
slike unyttige tanker og røvet dig ganske forstanden,
siden du ganske alene og midt i de forreste rækker
kjæmper mot troernes mænd, mens vennen er fældet, og Hektor
bryster sig stolt, og selv har Akillevs’ rustning om skuldre?»
Straks tok Diores’ søn Avtomedon ordet og svarte:
«Hvo av akaierne kunde som du, Alkímedon, tæmme
slikt et udødelig spand og styre de vælige hingster
uten Patroklos, en høvding saa kjæk som de evige guder,
medens han levet; men nu har døden og skjæbnen ham rammet.
Ta nu svepen i haand og grip de straalende tøiler,
medens jeg selv stiger ned fra min vogn for at kjæmpe paa valen.»
Saa han talte. Alkimedon sprang paa den rullende stridsvogn.
