Denne siden er korrekturlest
Svepen og tøilerne grep han i hast i de kraftige næver,
medens Avtomedon hoppet fra karm. Men den straalende Hektor
merket det straks og ropte paa nærmeste hold til Aineias:
«Gjæve Aineias, du fyrste og helt blandt de pansrede troer!
Hist kan jeg se den fotrappe helt Akillevs’ hester
komme til syne paa val med kraftløse svende paa vognen.
Dem tør jeg haabe vi faar i vor vold, saafremt i dit hjerte
selv du er villig; ti dersom vi to vil storme imot dem,
vaager de neppe at staa i en nærkamp ansigt til ansigt.»
Saa han talte, og helten, den modige søn av Ankises,
lød ham, og begge gik frem med skuldrene dækket av tørre
mægtige oksehuds skjold, beslaat med plater av kobber.
Kromios, helten saa gjæv, og Arétos, saa sterk som en guddom,
fulgte dem begge til kamp, og de haabet saa trygt i sit hjerte
baade at fælde dem selv og fange de vælige hester.
Dog, det var daarskap; ti rødmende blod skulde flyte i strømme,
førend de hjem fra Avtomedon slap. Til Zevs i det høie
bad han, og hjertet, det mørke, blev fyldt med urokkelig kampmod,
og til Alkímedon talte han straks, sin trofaste fælle:
«Hør mig, Alkímedon! Hold ikke nu mine hester paa frastand,
men saa jeg faar deres pust i min ryg; ti jeg tænker at Hektor,
Priamos’ søn, ei under sig ro, før selv han har steget
op paa Akillevs’ vogn med de herlige hester og fældet
begge os to og jaget paa flugt argeiernes rækker,
eller han selv har fundet sin død blandt de forreste kjæmper.»
Kaldte han da til hjælp Menelaos og begge Aianter:
«Hør mig, argeiiske fyrster, Aianter og du, Menelaos!
Sandelig, nu maa I la vore tapreste høvdinger slutte
ring om den faldne og verne ham trygt mot fiendens rækker.
Selv maa I frelse fra jammerfuld død os tvende som lever;
ti hist stormer med frygtelig magt i graatsvangre kampe
troernes tapreste mænd, Aineias og Hektor imot os.
Dog, end hviler jo dette i gudernes skjød; ti en lanse
slynger jo ogsaa jeg selv, og Zevs faar raade for heldet.»
Saa han talte og slynget med kraft den vældige lanse
rammende midt i det kredsrunde skjold som dækket Aretos.
Malmskjoldet vernet ham ei; ti kobberet boret sig gjennem,
kløvde hans skinnende belte og flænget ham nederst i buken.
medens Avtomedon hoppet fra karm. Men den straalende Hektor
merket det straks og ropte paa nærmeste hold til Aineias:
«Gjæve Aineias, du fyrste og helt blandt de pansrede troer!
Hist kan jeg se den fotrappe helt Akillevs’ hester
komme til syne paa val med kraftløse svende paa vognen.
Dem tør jeg haabe vi faar i vor vold, saafremt i dit hjerte
selv du er villig; ti dersom vi to vil storme imot dem,
vaager de neppe at staa i en nærkamp ansigt til ansigt.»
Saa han talte, og helten, den modige søn av Ankises,
lød ham, og begge gik frem med skuldrene dækket av tørre
mægtige oksehuds skjold, beslaat med plater av kobber.
Kromios, helten saa gjæv, og Arétos, saa sterk som en guddom,
fulgte dem begge til kamp, og de haabet saa trygt i sit hjerte
baade at fælde dem selv og fange de vælige hester.
Dog, det var daarskap; ti rødmende blod skulde flyte i strømme,
førend de hjem fra Avtomedon slap. Til Zevs i det høie
bad han, og hjertet, det mørke, blev fyldt med urokkelig kampmod,
og til Alkímedon talte han straks, sin trofaste fælle:
«Hør mig, Alkímedon! Hold ikke nu mine hester paa frastand,
men saa jeg faar deres pust i min ryg; ti jeg tænker at Hektor,
Priamos’ søn, ei under sig ro, før selv han har steget
op paa Akillevs’ vogn med de herlige hester og fældet
begge os to og jaget paa flugt argeiernes rækker,
eller han selv har fundet sin død blandt de forreste kjæmper.»
Kaldte han da til hjælp Menelaos og begge Aianter:
«Hør mig, argeiiske fyrster, Aianter og du, Menelaos!
Sandelig, nu maa I la vore tapreste høvdinger slutte
ring om den faldne og verne ham trygt mot fiendens rækker.
Selv maa I frelse fra jammerfuld død os tvende som lever;
ti hist stormer med frygtelig magt i graatsvangre kampe
troernes tapreste mænd, Aineias og Hektor imot os.
Dog, end hviler jo dette i gudernes skjød; ti en lanse
slynger jo ogsaa jeg selv, og Zevs faar raade for heldet.»
Saa han talte og slynget med kraft den vældige lanse
rammende midt i det kredsrunde skjold som dækket Aretos.
Malmskjoldet vernet ham ei; ti kobberet boret sig gjennem,
kløvde hans skinnende belte og flænget ham nederst i buken.
