Denne siden er korrekturlest
Men er de slynget av os, da falder de kraftløst til jorden.
La os da selv finde ut det kløktigste raad, saa vi baade
bjerger vor landsmands lik og selv kan vende tilbake
frelste fra kampen til fryd for elskede venner, som stirrer
hit i sin angst og tror at vi ei i længden kan stanse
drapsmanden Hektors ubændige kraft og farlige hænder;
men at vi snart maa styrte ombord paa de tjærede snekker.
Aa, om her fandtes en ven som straks kunde bringe en melding
over til Pelevs’ søn; ti ei kan jeg tro at han endnu
hørte det grufulde bud at vennen, den kjære, er falden.
Ingensteds øiner jeg dog en slik i akaiernes rækker.
Baade de selv og hestenes spand er gjemt i en taake.
Alfader Zevs, aa frels akaiernes sønner fra mørket!
La det dog klarne, og und os et blik med seende øine.
Dræp os, men gjør det ved høilys dag, naar saa er din vilje.»
Saa han talte, og Alfader Zevs blev rørt ved hans taarer.
Skymulmet spredte han straks og jaget den fugtige taake.
Solglansen straalte paany, og vide man saa over valen.
Talte da Aias i hast til den høimælte helt Menelaos:
«Speid, Menelaos, du høibaarne drot, om du endnu kan øine
helten Antilokos, søn av den modige Nestor, ilive.
Byd ham at skynde sig hen til den tapre Akillevs og melde
at han er falden paa val, hin ven, som han elsket saa saare.»
Saaledes lød hans ord, og den høimælte helt Menelaos
hørte ham villig og skyndte sig bort som en løve fra kveen,
naar den omsider er træt av at slaas med mænd og med hunder
som er paa vakt den utslagne nat, saa den ikke faar røvet
bølingens feteste dyr. Naar den nærmer sig grisk efter bytte,
nytter det ei; ti en regn av spyd og blussende brande
farer imot den, slynget med kraft av modige hænder.
Ræd for dem maa den fly, om den end er aldrig saa lysten.
Motfalden lusker den nølende bort, saasnart som det dages.
Saaledes gik fra Patroklos den høimælte drot Menelaos
saare uvillig; ti helten var ræd at akaiernes sønner
vilde i skammelig flugt la vennen bli fiendens bytte.
Tryglet han dog Meriones først og begge Aianter:
«Hør mig, Aianter og du Meriones, fyrster i Argos.
Mindes nu alle som en den arme Patroklos’ mildhet.
La os da selv finde ut det kløktigste raad, saa vi baade
bjerger vor landsmands lik og selv kan vende tilbake
frelste fra kampen til fryd for elskede venner, som stirrer
hit i sin angst og tror at vi ei i længden kan stanse
drapsmanden Hektors ubændige kraft og farlige hænder;
men at vi snart maa styrte ombord paa de tjærede snekker.
Aa, om her fandtes en ven som straks kunde bringe en melding
over til Pelevs’ søn; ti ei kan jeg tro at han endnu
hørte det grufulde bud at vennen, den kjære, er falden.
Ingensteds øiner jeg dog en slik i akaiernes rækker.
Baade de selv og hestenes spand er gjemt i en taake.
Alfader Zevs, aa frels akaiernes sønner fra mørket!
La det dog klarne, og und os et blik med seende øine.
Dræp os, men gjør det ved høilys dag, naar saa er din vilje.»
Saa han talte, og Alfader Zevs blev rørt ved hans taarer.
Skymulmet spredte han straks og jaget den fugtige taake.
Solglansen straalte paany, og vide man saa over valen.
Talte da Aias i hast til den høimælte helt Menelaos:
«Speid, Menelaos, du høibaarne drot, om du endnu kan øine
helten Antilokos, søn av den modige Nestor, ilive.
Byd ham at skynde sig hen til den tapre Akillevs og melde
at han er falden paa val, hin ven, som han elsket saa saare.»
Saaledes lød hans ord, og den høimælte helt Menelaos
hørte ham villig og skyndte sig bort som en løve fra kveen,
naar den omsider er træt av at slaas med mænd og med hunder
som er paa vakt den utslagne nat, saa den ikke faar røvet
bølingens feteste dyr. Naar den nærmer sig grisk efter bytte,
nytter det ei; ti en regn av spyd og blussende brande
farer imot den, slynget med kraft av modige hænder.
Ræd for dem maa den fly, om den end er aldrig saa lysten.
Motfalden lusker den nølende bort, saasnart som det dages.
Saaledes gik fra Patroklos den høimælte drot Menelaos
saare uvillig; ti helten var ræd at akaiernes sønner
vilde i skammelig flugt la vennen bli fiendens bytte.
Tryglet han dog Meriones først og begge Aianter:
«Hør mig, Aianter og du Meriones, fyrster i Argos.
Mindes nu alle som en den arme Patroklos’ mildhet.
