Denne siden er korrekturlest
hen til Akillevs, den fotrappe helt; men ei tør jeg haabe
at han vil komme, hvor vred han end er paa den herlige Hektor.
Kjæmpe mot troerne kan han vel ei, naar han mangler sin rustning.
La os da selv finde ut det kløktigste raad, saa vi baade
bjerger Patroklos’ lik og selv kan fly fra den grumme
larmende strid mot troernes mænd og frelses fra døden.»
Svarte da høvdingen, Telamons søn, den vældige Aias:
«Vel er det talt hvert ord du har sagt, Menelaos, du bolde.
Skynd jer nu du og Meriones straks at løfte paa skuldre
liket og bær det fra kamptumlen bort, mens bak jer vi tvende
møter i kampen de troiske mænd og den herlige Hektor,
vi som er like i sind og har selvsamme navn og som fordum
ofte holdt stand i den skarpeste strid med den anden ved siden.»
Saa han talte, og høit over jord i kraftige arme
løftet de liket; men bak dem skrek de troiske stridsmænd,
da de fik se at akaiernes mænd gik bort med den faldne.
Straks gik de rasende paa, lik hunder som gjøende farer
foran de kraftige jægeres flok mot det saarede vildsvin.
Glupsk de løper avsted for at rive sit bytte i stykker.
Men naar da vildsvinet vender sig om i lit til sin styrke,
farer de hastig tilbake og spredes i skjælvende rædsel.
Saaledes fulgte nu stadig de troiske stridsmænd i flokke,
fegtende vildt med sverd og dobbelthvæssede lanser.
Men naar Aianterne stanset og vendte sig hastig imot dem,
skiftet de farve, og ikke en mand turde vaage at storme
videre frem for at prøve en dyst om den faldne Patroklos.
Saaledes bar de ihærdig i hu den faldne fra kampen
hen til de stavnhøie snekker; men bak dem raste den vilde
strid lik en ild som fænger i hast og i knitrende stormgang
hyller i flammer en folkerik by. I det lysende ildhav
segner da hus efter hus, mens luerne jages av stormen.
Saaledes fulgte med døvende larm i endeløs række
hester og lansesvingende mænd deres fjed over valen.
Som naar av ytterste evne et spand av kraftige muldyr
trækker med møie paa ubanet sti fra fjeldet en bjelke
eller den mægtige kjøl til et skib. Da hamrer i brystet
hjertet av træthet og sved, mens de lægger sig ivrig i aaket.
Saaledes bar de med iver den faldne Patroklos; men bak dem
at han vil komme, hvor vred han end er paa den herlige Hektor.
Kjæmpe mot troerne kan han vel ei, naar han mangler sin rustning.
La os da selv finde ut det kløktigste raad, saa vi baade
bjerger Patroklos’ lik og selv kan fly fra den grumme
larmende strid mot troernes mænd og frelses fra døden.»
Svarte da høvdingen, Telamons søn, den vældige Aias:
«Vel er det talt hvert ord du har sagt, Menelaos, du bolde.
Skynd jer nu du og Meriones straks at løfte paa skuldre
liket og bær det fra kamptumlen bort, mens bak jer vi tvende
møter i kampen de troiske mænd og den herlige Hektor,
vi som er like i sind og har selvsamme navn og som fordum
ofte holdt stand i den skarpeste strid med den anden ved siden.»
Saa han talte, og høit over jord i kraftige arme
løftet de liket; men bak dem skrek de troiske stridsmænd,
da de fik se at akaiernes mænd gik bort med den faldne.
Straks gik de rasende paa, lik hunder som gjøende farer
foran de kraftige jægeres flok mot det saarede vildsvin.
Glupsk de løper avsted for at rive sit bytte i stykker.
Men naar da vildsvinet vender sig om i lit til sin styrke,
farer de hastig tilbake og spredes i skjælvende rædsel.
Saaledes fulgte nu stadig de troiske stridsmænd i flokke,
fegtende vildt med sverd og dobbelthvæssede lanser.
Men naar Aianterne stanset og vendte sig hastig imot dem,
skiftet de farve, og ikke en mand turde vaage at storme
videre frem for at prøve en dyst om den faldne Patroklos.
Saaledes bar de ihærdig i hu den faldne fra kampen
hen til de stavnhøie snekker; men bak dem raste den vilde
strid lik en ild som fænger i hast og i knitrende stormgang
hyller i flammer en folkerik by. I det lysende ildhav
segner da hus efter hus, mens luerne jages av stormen.
Saaledes fulgte med døvende larm i endeløs række
hester og lansesvingende mænd deres fjed over valen.
Som naar av ytterste evne et spand av kraftige muldyr
trækker med møie paa ubanet sti fra fjeldet en bjelke
eller den mægtige kjøl til et skib. Da hamrer i brystet
hjertet av træthet og sved, mens de lægger sig ivrig i aaket.
Saaledes bar de med iver den faldne Patroklos; men bak dem
