Side:Iliaden.djvu/323

Denne siden er korrekturlest
stanset Aianterne fiendens vold, som den skogklædte aasryg
stanser en flommende elv, naar den strækker sig tvers over sletten.
Endog den vildest herjende strøm i de mægtigste elver
dæmmer den op og tvinger dem straks til at vike til siden
ut over sletten. Ei strideste flom kan bryte dens vælde.
Saaledes drev Aianterne nu de kjæmpende troer
stadig tilbake. De fulgte dem dog og særlig de tvende,
helten Aineias, Ankises’ søn, og den herlige Hektor.
Likesom naar en myldrende sværm av stær eller kraaker
flyver med angstfuldt jamrende skrik, naar de ser i det fjerne
svævende høk som bringer fordærv over smaafuglers skare,
saaledes flygtet akaiernes mænd for Aineias og Hektor
vildt under angstfulde rop og glemte den modige kampfærd.
Rundt om voldgraven slængte paa flugt saa mangen akaier
fra sig de herlige vaaben, og ei fik de hvil under kampen.