Denne siden er korrekturlest
ATTENDE SANG.
VAABNENE SMIES.
S
aaledes raste som flammende ild deres kampe paa valen.Helten Antilokos ilte imens med bud til Akillevs.
Høvdingen fandt han staaende hist ved de stavnhøie snekker
taus; ti han ante med gru i sin sjæl hvad der nylig var fuldbragt.
Trykket av tungsind talte han saa til sit mandige hjerte:
«Aa, hvi jages saa vildt akaiernes haarfagre sønner
atter til skibene hen i sansesløs flugt over sletten?
Bare nu guderne ei hin sjælekval volder mit hjerte,
den som tilforn min mor har varslet mig, dengang hun meldte,
at myrmidonernes kjækkeste helt, mens jeg end var i live,
skulde for troernes haand gaa bort fra det straalende sollys.
Ja, Menoitios’ kraftige søn er visselig falden.
Slemme Patroklos! Naar branden var slukt og fienden jaget,
bød jeg dig komme til flaaten og sky en tvekamp med Hektor.»
Medens han tumlet i hjerte og sind med saadanne tanker,
se, da nærmet sig raskt hin søn av den herlige Nestor.
Brændende strømmet hans taarer, mens budet, det tunge, han meldte:
«Søn av den kampglade Pelevs! Tilvisse et sørgelig budskap
maa du faa høre. Aa, gid det var saa at det ikke var hændt os!
Falden er helten Patroklos, og nu staar kampen om liket
blottet og bart; ti hans rustning er tat av den straalende Hektor.»
Saa han talte. Da sortnet en sky av sjælekval om ham.
Hænderne fyldte han begge med sværtende støv som han strødde
over sit haar, og han skjæmmet med smuds sit deilige aasyn.
Kjortlen, den prægtige, dækkedes helt av den graasorte aske.
Selv lot helten sig falde og laa med de vældige lemmer
