Denne siden er korrekturlest
utstrakt i støvet og slet i sit haar med famlende hænder.
Alle de terner han selv og Patroklos tilforn hadde vundet,
jamret sig høit med fortvilede skrik. De styrtet fra teltet
rundt om den tapre Akillevs, og alle med knyttede hænder
slog sig for barm, og de vaklende knær var nær ved at segne.
Ogsaa Antilokos hulket i sorg. Med strømmende taarer
holdt han, mens sukke fra hjertet sig stjal, Akillevs’ hænder,
ræd at han selv med det skjærende staal vilde snitte sin strupe.
Frygtelig skrek han, og Tetis, hans mor, den høie gudinde,
hørte det hist hvor hun sat hos sin far paa bunden av havet.
Hulkende brast hun i graat. Da flokkedes alle gudinder,
døtre av Nerevs, saa mange som var i dypet til huse.
Glauke kom til. Kymódoke kom og den skjønne Taleia,
Speio, Nesaia, Halía, med deilige øine, og Toe.
Ogsaa Kymôtoe kom med Limnóreia og med Aktaia,
Doto og Mélite var der, og Iaira kom med Agave.
Dernæst Amfítoe, Proto, Dynómene, Férusa, Doris.
Snart kom Deksámene til, Amfínome, Kallianeíra,
Maira, Panope, Nemertes og navngjeten mø Galateía.
Kallianássa kom til og Apsevdes og snart Ianeíra.
Der var Klyméne, og sammen med søsteren kom Ianassa,
saa Oreitya og skjønlokket mø Amateía og alle
døtre av Nerevs saa mange som var i dypet til huse.
Grotten, som skinnet lik lysende sølv, blev fyldt, og i jammer
slog de sig alle for barm, og Tetis begyndte sin klage:
«Søstre, aa, lyt til mit ord, I døtre av Nerevs, saa alle
hører og vet hvad knugende sorg mit hjerte maa rumme.
Ve mig, som fødte den herligste helt, men bare til vanheld,
jeg som har født den gjæveste søn, den vældigste kjæmpe,
ypperst blandt helter. I veiret han skjøt som en rankvoksen stikling.
Da han var pleiet saa ømt, som man pleier en blomst i sin have,
sendte jeg ham til Ilions by paa stavnkrumme snekker,
frem til kampen mot troernes mænd. Dog, favne til velkomst
hjemkommen elskling i Pelevs’ hal forundes mig aldrig.
Nei, og saa længe han lever og skuer det straalende sollys,
knuger ham sorg, og det nytter jo ei, om jeg gaar for at hjælpe.
Dog, nu maa jeg avsted til mit barn for at se ham og høre
sorgen som rammet ham nu, skjønt han holder sig borte fra kampen.»
Alle de terner han selv og Patroklos tilforn hadde vundet,
jamret sig høit med fortvilede skrik. De styrtet fra teltet
rundt om den tapre Akillevs, og alle med knyttede hænder
slog sig for barm, og de vaklende knær var nær ved at segne.
Ogsaa Antilokos hulket i sorg. Med strømmende taarer
holdt han, mens sukke fra hjertet sig stjal, Akillevs’ hænder,
ræd at han selv med det skjærende staal vilde snitte sin strupe.
Frygtelig skrek han, og Tetis, hans mor, den høie gudinde,
hørte det hist hvor hun sat hos sin far paa bunden av havet.
Hulkende brast hun i graat. Da flokkedes alle gudinder,
døtre av Nerevs, saa mange som var i dypet til huse.
Glauke kom til. Kymódoke kom og den skjønne Taleia,
Speio, Nesaia, Halía, med deilige øine, og Toe.
Ogsaa Kymôtoe kom med Limnóreia og med Aktaia,
Doto og Mélite var der, og Iaira kom med Agave.
Dernæst Amfítoe, Proto, Dynómene, Férusa, Doris.
Snart kom Deksámene til, Amfínome, Kallianeíra,
Maira, Panope, Nemertes og navngjeten mø Galateía.
Kallianássa kom til og Apsevdes og snart Ianeíra.
Der var Klyméne, og sammen med søsteren kom Ianassa,
saa Oreitya og skjønlokket mø Amateía og alle
døtre av Nerevs saa mange som var i dypet til huse.
Grotten, som skinnet lik lysende sølv, blev fyldt, og i jammer
slog de sig alle for barm, og Tetis begyndte sin klage:
«Søstre, aa, lyt til mit ord, I døtre av Nerevs, saa alle
hører og vet hvad knugende sorg mit hjerte maa rumme.
Ve mig, som fødte den herligste helt, men bare til vanheld,
jeg som har født den gjæveste søn, den vældigste kjæmpe,
ypperst blandt helter. I veiret han skjøt som en rankvoksen stikling.
Da han var pleiet saa ømt, som man pleier en blomst i sin have,
sendte jeg ham til Ilions by paa stavnkrumme snekker,
frem til kampen mot troernes mænd. Dog, favne til velkomst
hjemkommen elskling i Pelevs’ hal forundes mig aldrig.
Nei, og saa længe han lever og skuer det straalende sollys,
knuger ham sorg, og det nytter jo ei, om jeg gaar for at hjælpe.
Dog, nu maa jeg avsted til mit barn for at se ham og høre
sorgen som rammet ham nu, skjønt han holder sig borte fra kampen.»
