Denne siden er korrekturlest
Stansende der skrek han i, og særlig lot Pallas Atene
høre sin røst til usigelig skræk for de larmende troer.
Likesaa skarpt som det skingrende skrald fra den gjaldende krigslur
lyder, naar rundt om en by de blodgriske fiender flokkes,
likesaa skarpt lød hærskriket nu fra Aiakos’ ætling.
Men da nu troerne hørte Akillevs’ rungende malmrøst,
bævet de alle i gru, og de mankeflagrende hester
vendte med vognene om; ti de ante en skrækkelig fare.
Kuskene stivnet av gru, da de saa en uskikkelig lue
flamme i skræmmende brand fra den kjække Akillevs’ isse,
tændt av den mægtige guddom, den blaaøide Pallas Atene.
Treganger gjaldet Akillevs’ skrik vidt hen over graven,
treganger tumlet paa flugt baade troer og hjælpere gjæve.
Der fandt tolv av de tapreste mænd sin bane og knustes
under sin vogn eller spiddet sig selv paa lansen; men glade
bjerget akaierne trygt Patroklos’ lik fra den tætte
spydregn og la ham paa baare, mens elskede venner stod om ham
hulkende høit. Dem fulgte den raske Akillevs, og hete
strømmet hans taarer paa kind, da han saa sin trofaste staldbror
ligge paa baaren med gapende saar av det skjærende kobber,
vennen som nys han sendte til kamp med hester og stridsvogn,
men som han aldrig igjen skulde hilse velkommen tilbake.
Hera, den høie gudinde, lot nu den rastløse solgud
gjeste paany Okeanos’ strøm, saa nødig han vilde.
Solen gik ned. Da hvilte tilsidst de gjæve akaier
efter den vældige strid og de blindt ødelæggende kampe.
Men paa den motsatte kant drog ogsaa de troiske stridsmænd
bort fra kampen og spændte fra vogn de fotrappe hester.
Derefter stevnet de samlet til tings, før de tænkte paa maaltid.
Tinget blev sat; men mændene stod under møtet, og ingen
vaaget at sætte sig ned; ti de bævet av frygt, da Akillevs
nu hadde vist sig, hin helt som længe var borte fra kampen.
Først tok Pantoos’ søn, Polydamas, sindig til orde,
han som alene forstod at se baade frem og tilbake.
Drotten var Hektors ven; paa én nat fødtes de begge.
En var mester i ordenes kunst, den anden med lansen.
Venlig tilsinds mot dem alle tok drotten til orde og mælte:
«Tænk jer nu om, mine venner. For min del raader jeg alle
høre sin røst til usigelig skræk for de larmende troer.
Likesaa skarpt som det skingrende skrald fra den gjaldende krigslur
lyder, naar rundt om en by de blodgriske fiender flokkes,
likesaa skarpt lød hærskriket nu fra Aiakos’ ætling.
Men da nu troerne hørte Akillevs’ rungende malmrøst,
bævet de alle i gru, og de mankeflagrende hester
vendte med vognene om; ti de ante en skrækkelig fare.
Kuskene stivnet av gru, da de saa en uskikkelig lue
flamme i skræmmende brand fra den kjække Akillevs’ isse,
tændt av den mægtige guddom, den blaaøide Pallas Atene.
Treganger gjaldet Akillevs’ skrik vidt hen over graven,
treganger tumlet paa flugt baade troer og hjælpere gjæve.
Der fandt tolv av de tapreste mænd sin bane og knustes
under sin vogn eller spiddet sig selv paa lansen; men glade
bjerget akaierne trygt Patroklos’ lik fra den tætte
spydregn og la ham paa baare, mens elskede venner stod om ham
hulkende høit. Dem fulgte den raske Akillevs, og hete
strømmet hans taarer paa kind, da han saa sin trofaste staldbror
ligge paa baaren med gapende saar av det skjærende kobber,
vennen som nys han sendte til kamp med hester og stridsvogn,
men som han aldrig igjen skulde hilse velkommen tilbake.
Hera, den høie gudinde, lot nu den rastløse solgud
gjeste paany Okeanos’ strøm, saa nødig han vilde.
Solen gik ned. Da hvilte tilsidst de gjæve akaier
efter den vældige strid og de blindt ødelæggende kampe.
Men paa den motsatte kant drog ogsaa de troiske stridsmænd
bort fra kampen og spændte fra vogn de fotrappe hester.
Derefter stevnet de samlet til tings, før de tænkte paa maaltid.
Tinget blev sat; men mændene stod under møtet, og ingen
vaaget at sætte sig ned; ti de bævet av frygt, da Akillevs
nu hadde vist sig, hin helt som længe var borte fra kampen.
Først tok Pantoos’ søn, Polydamas, sindig til orde,
han som alene forstod at se baade frem og tilbake.
Drotten var Hektors ven; paa én nat fødtes de begge.
En var mester i ordenes kunst, den anden med lansen.
Venlig tilsinds mot dem alle tok drotten til orde og mælte:
«Tænk jer nu om, mine venner. For min del raader jeg alle
