Denne siden er korrekturlest
selvsamme jord ved Troja; ti jeg skal ei heller i hallen
bydes velkommen av Pelevs, den hestetumlende gubbe,
eller av Tetis, min mor; men her skal jeg bo under mulde.
Nu da jeg sidst av os to skal synke i graven, Patroklos,
vil jeg ei jorde dit lik, før hit jeg kan bære den grumme
Hektors, din banemands, rustning som rov og hans blodige hode,
og før jeg foran dit baal tolv høibaarne troiske svendes
hoder kan skille fra hals i vrede, fordi du blev fældet.
Slik som du er, skal du ligge imens ved de stavnkrumme snekker.
Mangen dardanisk og troisk mø, skjønbeltet og fager,
skal om dit lik maatte hulke i graat baade nætter og dage,
møer vi vandt med det vældige spyd i møisomme kampe,
hvergang vi herjet en by, hvor mælende mænd var til huse.»
Saaledes talte Akillevs og bød sine svende at sætte
over den flammende ild en rummelig trebenet kjedel
forat de snart fra Patroklos’ lik kunde avtvætte blodet.
Hen over ildstedet stillet de straks en badevandskjedel,
øste den fuld av vand, og under den tændte de veden.
Vandet blev varmt, da luerne slog over trefotens runding.
Men saasnart det var kommet i kok i det blankskurte kobber,
tvættet de liket og salvet dets hud med glinsende olje,
fyldte de gapende saar med niaarig salve og strakte
liket paa baaren og svøpte det ind i den fineste linduk
like fra isse til fot og dækket det til med et laken.
Samlet den utslagne nat i kreds om den raske Akillevs
sat myrmidonernes mænd og graat for den faldne Patroklos.
Spottende talte da Zevs til Hera, sin søster og hustru:
«Endelig var du da heldig, du værdige Hera, og vakte
atter den raske Akillevs til daad. Ja, sandelig tror jeg
at du er kjødelig mor til akaiernes haarfagre helter.»
Harmfuld svarte ham da den mørkøide værdige Hera:
«Kronos’ vældige søn, hvor kan du dog føre slik tale?
Mangen en dødelig mand kan tilsidst faa bugt med en anden,
skjønt han er jordisk av æt og ikke i kløkt er vor like.
Hvorledes skulde da jeg, den første blandt alle gudinder
baade av byrd og fordi jeg blir kaldt din hustru og make,
du som er hersker og drot over alle de evige guder,
ei kunne hevne mig vildt paa det troiske folk i min vrede?»
bydes velkommen av Pelevs, den hestetumlende gubbe,
eller av Tetis, min mor; men her skal jeg bo under mulde.
Nu da jeg sidst av os to skal synke i graven, Patroklos,
vil jeg ei jorde dit lik, før hit jeg kan bære den grumme
Hektors, din banemands, rustning som rov og hans blodige hode,
og før jeg foran dit baal tolv høibaarne troiske svendes
hoder kan skille fra hals i vrede, fordi du blev fældet.
Slik som du er, skal du ligge imens ved de stavnkrumme snekker.
Mangen dardanisk og troisk mø, skjønbeltet og fager,
skal om dit lik maatte hulke i graat baade nætter og dage,
møer vi vandt med det vældige spyd i møisomme kampe,
hvergang vi herjet en by, hvor mælende mænd var til huse.»
Saaledes talte Akillevs og bød sine svende at sætte
over den flammende ild en rummelig trebenet kjedel
forat de snart fra Patroklos’ lik kunde avtvætte blodet.
Hen over ildstedet stillet de straks en badevandskjedel,
øste den fuld av vand, og under den tændte de veden.
Vandet blev varmt, da luerne slog over trefotens runding.
Men saasnart det var kommet i kok i det blankskurte kobber,
tvættet de liket og salvet dets hud med glinsende olje,
fyldte de gapende saar med niaarig salve og strakte
liket paa baaren og svøpte det ind i den fineste linduk
like fra isse til fot og dækket det til med et laken.
Samlet den utslagne nat i kreds om den raske Akillevs
sat myrmidonernes mænd og graat for den faldne Patroklos.
Spottende talte da Zevs til Hera, sin søster og hustru:
«Endelig var du da heldig, du værdige Hera, og vakte
atter den raske Akillevs til daad. Ja, sandelig tror jeg
at du er kjødelig mor til akaiernes haarfagre helter.»
Harmfuld svarte ham da den mørkøide værdige Hera:
«Kronos’ vældige søn, hvor kan du dog føre slik tale?
Mangen en dødelig mand kan tilsidst faa bugt med en anden,
skjønt han er jordisk av æt og ikke i kløkt er vor like.
Hvorledes skulde da jeg, den første blandt alle gudinder
baade av byrd og fordi jeg blir kaldt din hustru og make,
du som er hersker og drot over alle de evige guder,
ei kunne hevne mig vildt paa det troiske folk i min vrede?»
