Denne siden er korrekturlest
Nu er hun gjest i mit hus, og jeg skylder den haarfagre Tetis
alt hvad jeg evner at gjøre til tak for min frelse i nøden.
Skynd dig nu ind og sæt frem de herligste gjestebudsretter,
medens jeg lægger tilside mine bælg og hele mit verktøi.»
Saaledes talte det pæsende troll, og op fra sin ambolt
reiste han sig og humpet omkring paa de skindmagre lægger.
Bælgene flyttet han fjernt fra sin ild og sanket sit verktøi
sammen i kisten av sølv, hvert redskap som lettet hans møie.
Derefter vasket han sig med en svamp paa ansigt og hænder,
tvættet den kraftige, senede hals og den haarede bringe,
tok saa sin kjortel og grep den vældige krumstav og humpet
ut fra sit verksted; men støttende gik ved herskerens side
terner av guld, livagtig at se som levende kvinder;
ti de har kløktig forstand i sit bryst og mælende stemme.
Livskraft de har, og kvindelig dont har guderne lært dem.
Hjælpende støttet de møisomt sin drot; men da han var kommet
nær til Tetis, tok herskeren plads paa en straalende tronstol.
Hjertelig grep han gudinden ved haand, tok ordet og mælte:
«Tetis med sløret, det lange, hvi kommer du værdige guddom,
nu som en kjærkommen gjest til vor hal? Det sker jo saa sjelden.
Si hvad du ønsker. Mig byder mit sind at gjøre din vilje,
dersom det staar i min magt, og det som du ønsker, er gjørlig.»
Derpaa tok Tetis til orde og svarte med strømmende taarer:
«Findes der vel, Hefaistos, blandt alle Olympens gudinder
nogen som led i sit hjerte en sorg saa tung som de bitre
kvaler jeg fik av Zevs, av Kronos’ søn, fremfor alle.
Ene blandt havets gudinder blev jeg til et menneske lænket,
Pelevs, Aiakos’ søn, og favntak av dødelig husbond
maatte jeg taale uvillig. Av sørgelig alderdom svækket
ligger han kraftløs i hallen, og mer har jeg nu maattet lide.
Zevs har jo undt mig at føde en søn og fostre en høvding,
ypperst blandt helter. I veiret han skjøt som en rankvoksen stængel.
Da han var pleiet saa ømt som man pleier en blomst i sin have,
sendte jeg ham til Ilions by paa stavnkrumme snekker
frem til kampen mot troernes mænd. Dog, det undes mig aldrig
hjemkommen elskling i Pelevs’ hal at favne til velkomst.
Nei, og saa længe han lever og skuer det straalende sollys,
knuger ham sorg, og det nytter jo ei om jeg gaar for at hjælpe.
alt hvad jeg evner at gjøre til tak for min frelse i nøden.
Skynd dig nu ind og sæt frem de herligste gjestebudsretter,
medens jeg lægger tilside mine bælg og hele mit verktøi.»
Saaledes talte det pæsende troll, og op fra sin ambolt
reiste han sig og humpet omkring paa de skindmagre lægger.
Bælgene flyttet han fjernt fra sin ild og sanket sit verktøi
sammen i kisten av sølv, hvert redskap som lettet hans møie.
Derefter vasket han sig med en svamp paa ansigt og hænder,
tvættet den kraftige, senede hals og den haarede bringe,
tok saa sin kjortel og grep den vældige krumstav og humpet
ut fra sit verksted; men støttende gik ved herskerens side
terner av guld, livagtig at se som levende kvinder;
ti de har kløktig forstand i sit bryst og mælende stemme.
Livskraft de har, og kvindelig dont har guderne lært dem.
Hjælpende støttet de møisomt sin drot; men da han var kommet
nær til Tetis, tok herskeren plads paa en straalende tronstol.
Hjertelig grep han gudinden ved haand, tok ordet og mælte:
«Tetis med sløret, det lange, hvi kommer du værdige guddom,
nu som en kjærkommen gjest til vor hal? Det sker jo saa sjelden.
Si hvad du ønsker. Mig byder mit sind at gjøre din vilje,
dersom det staar i min magt, og det som du ønsker, er gjørlig.»
Derpaa tok Tetis til orde og svarte med strømmende taarer:
«Findes der vel, Hefaistos, blandt alle Olympens gudinder
nogen som led i sit hjerte en sorg saa tung som de bitre
kvaler jeg fik av Zevs, av Kronos’ søn, fremfor alle.
Ene blandt havets gudinder blev jeg til et menneske lænket,
Pelevs, Aiakos’ søn, og favntak av dødelig husbond
maatte jeg taale uvillig. Av sørgelig alderdom svækket
ligger han kraftløs i hallen, og mer har jeg nu maattet lide.
Zevs har jo undt mig at føde en søn og fostre en høvding,
ypperst blandt helter. I veiret han skjøt som en rankvoksen stængel.
Da han var pleiet saa ømt som man pleier en blomst i sin have,
sendte jeg ham til Ilions by paa stavnkrumme snekker
frem til kampen mot troernes mænd. Dog, det undes mig aldrig
hjemkommen elskling i Pelevs’ hal at favne til velkomst.
Nei, og saa længe han lever og skuer det straalende sollys,
knuger ham sorg, og det nytter jo ei om jeg gaar for at hjælpe.
