Denne siden er korrekturlest
Møen, hans hædrende løn, som akaierne selv hadde git ham,
hende har mændenes drot Agamemnon frækt tat tilbake.
Sorg over ungmøen naget hans sjæl; men troernes stridsmænd
stængte akaierne inde ved skibenes bakstavn, og ingen
lot de faa slippe igjennem. Da tigget argeiernes drotter
helten om hjælp og bød ham som løn de herligste gaver.
Selv stod han fast og negtet sin hjælp mot den truende fare;
men han lot vennen Patroklos faa laane sin rustning og sendte
ham til den larmende kamp med talrike stridsmænd i følge.
Hele den dag stred heltene haardt ved den skaiiske byport.
Troernes by var stormet hin dag, hvis Foibos Apollon
ei hadde fældet Menoitios’ søn blandt de forreste kjæmper,
helten som voldte dem ulykke svar, og git seiren til Hektor.
Tryglende kommer jeg nu til dit knæ med bøn om du vilde
skjænke min søn som snarlig maa dø, et skjold og en stridshjelm,
herlige skinner om læg, om anklerne fæstet med spænder;
dertil en brynje. Hans ven, som troerne dræpte, har mistet
alle hans vaaben. Selv ligger han nu paa jorden i tungsind.»
Straks tok den armsterke gud, den navngjetne mester til orde:
«Kjære vær trøstig, og la ikke slikt faa trykke dit hjerte.
Gid jeg saasandt kunde gjemme ham bort fra dødstimens jammer,
naar den skal naa ham, den grufulde lod, saavisst som han snarlig
faar i sit eie en rustning saa skjøn, at enhver som faar se den,
var det end aldrig saamange, maa undre sig høilig ved synet.»
Talende saa forlot han sin gjest og gik til sit verksted,
rettet mot ilden hver eneste bælg og bød dem at blæse.
Ind i esserne blæste da straks de pustende bælger,
tyve i tallet, en susende vind med skiftende styrke,
følgende med i mesterens hast eller sagtnende blæsten,
slik som det fremmet Hefaistos’ verk og det tyktes ham tjenligst.
Ind i flammerne kastet han tin og uslitelig kobber,
derefter sølv og kostelig guld og løftet paa blokken
amboltens vældige vegt. Saa grep han tilsidst i sin høire
hammeren vældig og tung og fattet sin tang med den venstre.
Først tok han paa at smie det sterke og mægtige malmskjold,
hamrende skiven med kunst. En tredobbelt skinnende malmkant
fæstet han rundt og smykket med sølv den prægtige skjoldrem.
hende har mændenes drot Agamemnon frækt tat tilbake.
Sorg over ungmøen naget hans sjæl; men troernes stridsmænd
stængte akaierne inde ved skibenes bakstavn, og ingen
lot de faa slippe igjennem. Da tigget argeiernes drotter
helten om hjælp og bød ham som løn de herligste gaver.
Selv stod han fast og negtet sin hjælp mot den truende fare;
men han lot vennen Patroklos faa laane sin rustning og sendte
ham til den larmende kamp med talrike stridsmænd i følge.
Hele den dag stred heltene haardt ved den skaiiske byport.
Troernes by var stormet hin dag, hvis Foibos Apollon
ei hadde fældet Menoitios’ søn blandt de forreste kjæmper,
helten som voldte dem ulykke svar, og git seiren til Hektor.
Tryglende kommer jeg nu til dit knæ med bøn om du vilde
skjænke min søn som snarlig maa dø, et skjold og en stridshjelm,
herlige skinner om læg, om anklerne fæstet med spænder;
dertil en brynje. Hans ven, som troerne dræpte, har mistet
alle hans vaaben. Selv ligger han nu paa jorden i tungsind.»
Straks tok den armsterke gud, den navngjetne mester til orde:
«Kjære vær trøstig, og la ikke slikt faa trykke dit hjerte.
Gid jeg saasandt kunde gjemme ham bort fra dødstimens jammer,
naar den skal naa ham, den grufulde lod, saavisst som han snarlig
faar i sit eie en rustning saa skjøn, at enhver som faar se den,
var det end aldrig saamange, maa undre sig høilig ved synet.»
Talende saa forlot han sin gjest og gik til sit verksted,
rettet mot ilden hver eneste bælg og bød dem at blæse.
Ind i esserne blæste da straks de pustende bælger,
tyve i tallet, en susende vind med skiftende styrke,
følgende med i mesterens hast eller sagtnende blæsten,
slik som det fremmet Hefaistos’ verk og det tyktes ham tjenligst.
Ind i flammerne kastet han tin og uslitelig kobber,
derefter sølv og kostelig guld og løftet paa blokken
amboltens vældige vegt. Saa grep han tilsidst i sin høire
hammeren vældig og tung og fattet sin tang med den venstre.
Først tok han paa at smie det sterke og mægtige malmskjold,
hamrende skiven med kunst. En tredobbelt skinnende malmkant
fæstet han rundt og smykket med sølv den prægtige skjoldrem.
