Denne siden er korrekturlest
Skjoldet blev hamret av fem lag malm, og ytterst paa platen
formet han nu med mesterlig kløkt mangt straalende kunstverk.
Jordskiven formet han først og himlen og derefter havet,
solen som skrider utrættelig frem og fuldmaanens runding;
stjernernes hær som straaler i krans paa himmelens bue,
alle Pleiáder, Hyádernes sverm og den sterke Orion;
bjørnen tilsidst eller himmelens vogn, som den kaldes av andre.
Altid gaar den i ring og speider i angst mot Orion.
Ene blandt stjernerne bades den ei i Okéanos’ strømme.
Derefter hamret han ut med kunst to prægtige byer,
mælende menneskers bo. I den ene var bryllup og gilder.
Brudene førtes fra kamrene ut i faklernes lysskjær
hen gjennem byen i festlig tog til et brudekvads toner.
Svendene traadte den hvirvlende dans mens fløiter og lyrer
klang i de dansendes kreds. I husenes aapnede dører
stillet sig kvinderne frem og saa med beundring paa festen.
Folket var samlet paa torvet til ting. Et tvistemaal reistes.
To av mændene hadde en strid og trættet om skyldig
bot for et manddrap. I almuens kreds forsikret den ene
dyrt at alt var betalt, den anden at intet var mottat.
Begge forlangte de mænd til at avgjøre trætten ved voldgift.
Hjælpere hadde de begge, som støttet med tilrop blandt mængden.
Folket blev bragt til sømmelig ro av herolder. De ældste
sat rundt tingstedets viede kreds paa tilhugne stener
holdende staver som raktes ov klarmælte travle herolder.
Støttet paa dem stod de op efter tur og dømte i saken.
Tvende talenter i guld var stillet til skue i kredsen,
lokkende løn for den, som bedst kunde finde det rette.
Rundt om den anden av byene laa to leirede hære,
rustet i skinnende malm. To vilkaar stillet den ene:
enten at straks den prægtige by skulde jevnes med jorden,
eller at alt hvad den rummet av gods, skulde likelig deles.
Endnu gav ikke forsvarerne tapt, men rustet et bakhold.
Borgernes hustruer stod med umyndige barn og med gubber,
trykket av alderens vegt, paa muren og verget den modig,
medens de andre drog bort med Ares og Pallas i spidsen.
Begge var hamret i guld, og av guld var de skinnende dragter.
At det var guder man saa, var klart, ti skjønne og store
formet han nu med mesterlig kløkt mangt straalende kunstverk.
Jordskiven formet han først og himlen og derefter havet,
solen som skrider utrættelig frem og fuldmaanens runding;
stjernernes hær som straaler i krans paa himmelens bue,
alle Pleiáder, Hyádernes sverm og den sterke Orion;
bjørnen tilsidst eller himmelens vogn, som den kaldes av andre.
Altid gaar den i ring og speider i angst mot Orion.
Ene blandt stjernerne bades den ei i Okéanos’ strømme.
Derefter hamret han ut med kunst to prægtige byer,
mælende menneskers bo. I den ene var bryllup og gilder.
Brudene førtes fra kamrene ut i faklernes lysskjær
hen gjennem byen i festlig tog til et brudekvads toner.
Svendene traadte den hvirvlende dans mens fløiter og lyrer
klang i de dansendes kreds. I husenes aapnede dører
stillet sig kvinderne frem og saa med beundring paa festen.
Folket var samlet paa torvet til ting. Et tvistemaal reistes.
To av mændene hadde en strid og trættet om skyldig
bot for et manddrap. I almuens kreds forsikret den ene
dyrt at alt var betalt, den anden at intet var mottat.
Begge forlangte de mænd til at avgjøre trætten ved voldgift.
Hjælpere hadde de begge, som støttet med tilrop blandt mængden.
Folket blev bragt til sømmelig ro av herolder. De ældste
sat rundt tingstedets viede kreds paa tilhugne stener
holdende staver som raktes ov klarmælte travle herolder.
Støttet paa dem stod de op efter tur og dømte i saken.
Tvende talenter i guld var stillet til skue i kredsen,
lokkende løn for den, som bedst kunde finde det rette.
Rundt om den anden av byene laa to leirede hære,
rustet i skinnende malm. To vilkaar stillet den ene:
enten at straks den prægtige by skulde jevnes med jorden,
eller at alt hvad den rummet av gods, skulde likelig deles.
Endnu gav ikke forsvarerne tapt, men rustet et bakhold.
Borgernes hustruer stod med umyndige barn og med gubber,
trykket av alderens vegt, paa muren og verget den modig,
medens de andre drog bort med Ares og Pallas i spidsen.
Begge var hamret i guld, og av guld var de skinnende dragter.
At det var guder man saa, var klart, ti skjønne og store
