Denne siden er korrekturlest
Styggere var han end alle de mænd som var kommet til Troja.
Hjulbent var manden, ett ben var for kort. Hans skuldre var bøiet
frem over brystet, saa ryggen blev krum, og øverst gik issen
op i en spids, og lurvet og tynd var den sparsomme haarvekst.
Mest var manden forhatt av Akillevs og helten Odyssevs;
ti imot dem var han hatskest. Nu skjeldte han ut Agamemnon
høilydt med skrikende ukvemsord; men alle akaier
skydde ham værre end pest og hatet ham inderst i sjælen.
Frækt, med skingrende røst utskjeldte han nu Agamemnon:
«Atrevs' søn, hvad kræver du nu? hvad er det du savner?
Kobberet fylder jo helt dine skur, og inde i teltet
har du av utvalgte kvinder en flok, som vi andre akaier,
naar vi har stormet en by, maa bringe til dig som den første.
Kanske du ønsker dig guld, som en hestetumlende troer
vel skulde bringe fra Ilios hit til løsning for sønnen,
en som enten jeg selv eller andre akaier har fanget.
Higer du efter en mø, som kjælent kan stille din elskov,
en du kan ha for dig selv? Det sømmer sig ei for en høvding
blindt at føre akaiernes folk til det argeste vanheld.
Krystere! ikke akaiske mænd, men akaiske kvindfolk!
La os nu vende paa skibene hjem og la ham faa ruge
over sin hædersløn her ved troernes by, saa han skjønner
om ogsaa vi er med paa at hjælpe ham litt eller ikke.
Nu har han krænket Akillevs, en helt som er tusinde ganger
bedre end han. Han har ranet hans hædersløn; selv har han tat den.
Dog Akillevs er lunken; han føler ei harm i sit hjerte.
Ellers, Atreide, blev denne din voldsdaad ogsaa den sidste.»
Saaledes haante han frækt den mægtige drot Agamemnon.
Da stod den herlige helt Odyssevs brat ved hans side,
maalte ham barsk med sit blik og gav ham en myndig formaning:
«Styr dig, Tersites, du mundkaate nar med den klingende stemme
Prøv ikke mere alene at yppe en ordstrid med konger.
Uslere stymper end dig, det sier jeg trygt, kan vi ikke
finde blandt alle som kom med Atrevs' sønner til Troja.
Derfor burde du holde din mund og ikke med haansord
tale om konger og skjelde dem ut og lure paa hjemfærd.
Endnu vet vi jo ikke forvisst, hvordan dette vil ende,
om vi akaier med held eller skam skal vende tilbake.
Hjulbent var manden, ett ben var for kort. Hans skuldre var bøiet
frem over brystet, saa ryggen blev krum, og øverst gik issen
op i en spids, og lurvet og tynd var den sparsomme haarvekst.
Mest var manden forhatt av Akillevs og helten Odyssevs;
ti imot dem var han hatskest. Nu skjeldte han ut Agamemnon
høilydt med skrikende ukvemsord; men alle akaier
skydde ham værre end pest og hatet ham inderst i sjælen.
Frækt, med skingrende røst utskjeldte han nu Agamemnon:
«Atrevs' søn, hvad kræver du nu? hvad er det du savner?
Kobberet fylder jo helt dine skur, og inde i teltet
har du av utvalgte kvinder en flok, som vi andre akaier,
naar vi har stormet en by, maa bringe til dig som den første.
Kanske du ønsker dig guld, som en hestetumlende troer
vel skulde bringe fra Ilios hit til løsning for sønnen,
en som enten jeg selv eller andre akaier har fanget.
Higer du efter en mø, som kjælent kan stille din elskov,
en du kan ha for dig selv? Det sømmer sig ei for en høvding
blindt at føre akaiernes folk til det argeste vanheld.
Krystere! ikke akaiske mænd, men akaiske kvindfolk!
La os nu vende paa skibene hjem og la ham faa ruge
over sin hædersløn her ved troernes by, saa han skjønner
om ogsaa vi er med paa at hjælpe ham litt eller ikke.
Nu har han krænket Akillevs, en helt som er tusinde ganger
bedre end han. Han har ranet hans hædersløn; selv har han tat den.
Dog Akillevs er lunken; han føler ei harm i sit hjerte.
Ellers, Atreide, blev denne din voldsdaad ogsaa den sidste.»
Saaledes haante han frækt den mægtige drot Agamemnon.
Da stod den herlige helt Odyssevs brat ved hans side,
maalte ham barsk med sit blik og gav ham en myndig formaning:
«Styr dig, Tersites, du mundkaate nar med den klingende stemme
Prøv ikke mere alene at yppe en ordstrid med konger.
Uslere stymper end dig, det sier jeg trygt, kan vi ikke
finde blandt alle som kom med Atrevs' sønner til Troja.
Derfor burde du holde din mund og ikke med haansord
tale om konger og skjelde dem ut og lure paa hjemfærd.
Endnu vet vi jo ikke forvisst, hvordan dette vil ende,
om vi akaier med held eller skam skal vende tilbake.
