Denne siden er korrekturlest
tror jeg nok længe vil mindes med gru vor hidsige trætte.
Dog, la os glemme hvad fordum er hændt, hvor tungt det end falder,
nødt som vi er til at kue i barm den flammende vrede.
Jeg i det mindste lar fare min harm; ti det sømmer sig ikke
altid at nages av vrede. Velan da, skynd dig at egge
alle akaiernes haarfagre mænd til atter at kjæmpe,
forat jeg endnu engang kan møtes med troer og friste
om de vil holde ved skibene rast. Jeg tænker at mange
glade vil bøie til hvile sit knæ, hvis de magter at frelse
livet ved flugt fra det blodige slag for min vældige lanse.»
Saa han talte. Da frydet sig høit akaiernes helter
over at Pelevs’ modige søn hadde opgit sin vrede.
Nu tok ogsaa den mægtige drot Agamemnon til orde
hist fra den plads hvor han sat, og han reiste sig ikke iblandt dem:
«Venner, danaiske helter, I krigsgudens modige svende.
Lytte til staaende taler er sømmelig færd, men en uskik
stadig at bryte ham av. Da gaar det i staa for den bedste.
Hvorledes skal man i larmende kreds av mænd kunne høre?
Hvorledes tale? Selv høimælt mand kommer neppe til orde.
Nu vil jeg tale til Pelevs’ søn, og I andre akaier,
lyt nu enhver især, og læg jer min tale paa sinde.
Tidt har akaiernes mænd bragt dette paa bane og bittert
lastet min færd; men det er ikke mig som her bærer skylden.
Skjæbnen har skylden og Zevs og Erinys, som vandrer i mørket.
Disse har lagt mig i sind hin rasende daarskap paa tinge
dengang jeg ranet med vold Akillevs’ hædrende kampløn.
Dog, hvad skulde jeg gjøre? Den mægtige daarskaps gudinde
evner jo alt, hint Alfaders barn som daarer os alle,
grum som hun er. Hun vandrer paa dunbløte føtter og skrider
aldrig paa jorden, men gaar paa mændenes hoder og skader
menneskers æt, og av to faar hun lokket den ene i snaren.
Ja, selv Alfader Zevs forblindet hun, han som i vælde
kaldes den største blandt guder og mænd, selv han lot sig engang
daare, og det av en kvinde, av Hera, som lumskelig sveg ham,
just da Alkmene, den deilige mø, i det murkranste Teben
selvsamme dag skulde føde sin søn, den sterke Herakles.»
Pralende talte han saa i de evige guders forsamling:
«Hør nu, samtlige guder, mit ord og alle gudinder,
Dog, la os glemme hvad fordum er hændt, hvor tungt det end falder,
nødt som vi er til at kue i barm den flammende vrede.
Jeg i det mindste lar fare min harm; ti det sømmer sig ikke
altid at nages av vrede. Velan da, skynd dig at egge
alle akaiernes haarfagre mænd til atter at kjæmpe,
forat jeg endnu engang kan møtes med troer og friste
om de vil holde ved skibene rast. Jeg tænker at mange
glade vil bøie til hvile sit knæ, hvis de magter at frelse
livet ved flugt fra det blodige slag for min vældige lanse.»
Saa han talte. Da frydet sig høit akaiernes helter
over at Pelevs’ modige søn hadde opgit sin vrede.
Nu tok ogsaa den mægtige drot Agamemnon til orde
hist fra den plads hvor han sat, og han reiste sig ikke iblandt dem:
«Venner, danaiske helter, I krigsgudens modige svende.
Lytte til staaende taler er sømmelig færd, men en uskik
stadig at bryte ham av. Da gaar det i staa for den bedste.
Hvorledes skal man i larmende kreds av mænd kunne høre?
Hvorledes tale? Selv høimælt mand kommer neppe til orde.
Nu vil jeg tale til Pelevs’ søn, og I andre akaier,
lyt nu enhver især, og læg jer min tale paa sinde.
Tidt har akaiernes mænd bragt dette paa bane og bittert
lastet min færd; men det er ikke mig som her bærer skylden.
Skjæbnen har skylden og Zevs og Erinys, som vandrer i mørket.
Disse har lagt mig i sind hin rasende daarskap paa tinge
dengang jeg ranet med vold Akillevs’ hædrende kampløn.
Dog, hvad skulde jeg gjøre? Den mægtige daarskaps gudinde
evner jo alt, hint Alfaders barn som daarer os alle,
grum som hun er. Hun vandrer paa dunbløte føtter og skrider
aldrig paa jorden, men gaar paa mændenes hoder og skader
menneskers æt, og av to faar hun lokket den ene i snaren.
Ja, selv Alfader Zevs forblindet hun, han som i vælde
kaldes den største blandt guder og mænd, selv han lot sig engang
daare, og det av en kvinde, av Hera, som lumskelig sveg ham,
just da Alkmene, den deilige mø, i det murkranste Teben
selvsamme dag skulde føde sin søn, den sterke Herakles.»
Pralende talte han saa i de evige guders forsamling:
«Hør nu, samtlige guder, mit ord og alle gudinder,
