Denne siden er korrekturlest
Da skal du slaa dig til taals og mildne dit hjerte i brystet.
Saa skal han hædre dig hist i sit telt med et rikelig maaltid,
forat der intet skal mangle i det, som du rettelig kræver.
Herefter vil du nok, Atrevs’ søn, naar det gjælder en anden,
bedre gi agt paa hans ret. Det er slet ingen skam for en konge
atter at sone sin skyld mot en mand som han først har fornærmet.»
Derpaa tok mændenes drot Agamemnon til orde og svarte:
«Søn av Laertes, jeg føler mig glad ved at høre din tale;
ti du har truffet det rette i alt hvad du drøfter og nævner.
Ja, jeg vil sverge; saa byder mit sind, og mensvoren usling
vorder jeg ei, naar jeg nævner en gud. Men Akillevs faar vente
endnu en stund, hvor meget han end monne længes til kampen.
Vent da ogsaa I andre i flok, til gaverne kommer
hit fra mit telt, og vi snart faar sluttet vor hellige edspakt.
Nu skal du selv faa et hverv, som jer ber dig at skjøtte med omhu:
Vælg de kjækkeste svende blandt alle akaier og hent mig
hit fra mit herlige skib de gaver vi lovet at skjænke
helten Akillevs igaar, og bring kvinderne med jer tilbake.
Men fra akaiernes vidtstrakte leir skal Taltybios hastig
hente et vildsvin hit som offer til Zevs og til solen.»
Derefter mælte paany den fotrappe høvding Akillevs:
«Atrevs’ herlige søn, stormægtige drot Agamemnon.
Heller end nu maa I siden engang kunne sysle med dette,
naar der med tiden blir undt os en frist til at hvile fra kampen,
og naar den brændende harm ei raser saa vildt i min bringe.
Flænget av spydene ligger de nu, de stridsmænd som Hektor,
Priamos’ søn, har dræpt, da Zevs hadde skjænket ham seier.
I tør allikevel gi os det raad at gaa til vort maaltid.
Sandelig, jeg skulde raade akaiernes mænd til at kjæmpe
straks, uten drikke og mat, og først naar solen er dalet,
lage et rikelig maaltid til kvelds, naar skammen er hevnet.
Før skal ialfald intet faa gaa mig selv gjennem svelget,
ikke en mundfuld og ikke en slurk, naar vennen er falden,
han som er flænget av skjærende malm og ligger i teltet
vendt med sit aasyn mot døren, mens vennerne jamrer omkring ham.
Derfor bryr jeg mig ikke en døit om det, som I nævner,
bare om manddrap og blod og mændenes stønnende dødskval.»
Derpaa tok atter Odyssevs, den raadsnare høvding til orde:
Saa skal han hædre dig hist i sit telt med et rikelig maaltid,
forat der intet skal mangle i det, som du rettelig kræver.
Herefter vil du nok, Atrevs’ søn, naar det gjælder en anden,
bedre gi agt paa hans ret. Det er slet ingen skam for en konge
atter at sone sin skyld mot en mand som han først har fornærmet.»
Derpaa tok mændenes drot Agamemnon til orde og svarte:
«Søn av Laertes, jeg føler mig glad ved at høre din tale;
ti du har truffet det rette i alt hvad du drøfter og nævner.
Ja, jeg vil sverge; saa byder mit sind, og mensvoren usling
vorder jeg ei, naar jeg nævner en gud. Men Akillevs faar vente
endnu en stund, hvor meget han end monne længes til kampen.
Vent da ogsaa I andre i flok, til gaverne kommer
hit fra mit telt, og vi snart faar sluttet vor hellige edspakt.
Nu skal du selv faa et hverv, som jer ber dig at skjøtte med omhu:
Vælg de kjækkeste svende blandt alle akaier og hent mig
hit fra mit herlige skib de gaver vi lovet at skjænke
helten Akillevs igaar, og bring kvinderne med jer tilbake.
Men fra akaiernes vidtstrakte leir skal Taltybios hastig
hente et vildsvin hit som offer til Zevs og til solen.»
Derefter mælte paany den fotrappe høvding Akillevs:
«Atrevs’ herlige søn, stormægtige drot Agamemnon.
Heller end nu maa I siden engang kunne sysle med dette,
naar der med tiden blir undt os en frist til at hvile fra kampen,
og naar den brændende harm ei raser saa vildt i min bringe.
Flænget av spydene ligger de nu, de stridsmænd som Hektor,
Priamos’ søn, har dræpt, da Zevs hadde skjænket ham seier.
I tør allikevel gi os det raad at gaa til vort maaltid.
Sandelig, jeg skulde raade akaiernes mænd til at kjæmpe
straks, uten drikke og mat, og først naar solen er dalet,
lage et rikelig maaltid til kvelds, naar skammen er hevnet.
Før skal ialfald intet faa gaa mig selv gjennem svelget,
ikke en mundfuld og ikke en slurk, naar vennen er falden,
han som er flænget av skjærende malm og ligger i teltet
vendt med sit aasyn mot døren, mens vennerne jamrer omkring ham.
Derfor bryr jeg mig ikke en døit om det, som I nævner,
bare om manddrap og blod og mændenes stønnende dødskval.»
Derpaa tok atter Odyssevs, den raadsnare høvding til orde:
