Denne siden er korrekturlest
saa jeg bli flænget av malmhvasse spyd, da han verget vor hjemby.
Alle de elskede brødre, de tre som var født av den samme
mor som jeg selv, maatte dø, da dagen, den tunge, var kommet.
Dog, du kunde ei taale min graat, da den raske Akillevs
vred hadde fældet min husbond, den høibaarne Mynes, og styrtet
byen i grus; men du lovet mig tidt at føre mig siden
hjem paa dit skib som Akillevs’ brud til Ftia og feire
hist blandt myrmidonernes mænd vort festlige bryllup.
Nu er du død, du milde, og aldrig kan tørres min taare.»
Hulkende talte hun saa, og kvinderne syntes at jamre
over Patroklos’ lod, men sukket i løn for sin egen.
Flokket sig da om Akillevs akaiernes fyrster, og ivrig
bad de ham gaa til sit maaltid; men høvdingen vægret sig sorgfuld.
«Aa, mine elskede venner! saasandt I vil føie mit ønske,
bed mig da ei, siden kummerfuld sorg har rammet mit hjerte,
nu om at kvæge mit sind og mættes med mat og med drikke.
Nei, jeg vil holde det ut og vente til solen er dalet.»
Saa han talte og skilte sig av med de øvrige konger.
Begge Atreider fik bli og helten Odyssevs og Nestor.
Ogsaa Idomenevs blev og Foiniks den aldrende vognhelt.
Ivrig de trøstet den sorgfulde helt; men han lot sig ei trøste,
førend han selv kunde styrte sig ind i det blodige kampsvelg.
Tidt kom han vennen i hu, og sukkende tok han til orde:
«Mangen en gang, usalige ven, min kjæreste staldbror,
har ogsaa du i mit telt sat for mig det lækreste maaltid
ivrig og rask, naar akaiernes mænd hadde hast med at storme
ut til den graatsvangre kamp mot de hestetumlende troer.
Nu maa du ligge med gapende saar. Nei, ikke en draape,
ikke en mundfuld av det som jeg har, skal kvæge mit hjerte,
nu da jeg savner dig saart. Ei led jeg en grummere smerte,
selv om jeg maatte faa spurt at min far var kommet av dage,
gubben som nu i Ftia, vort hjem, tilvisse med taarer
savner sin herlige søn som her i de fremmede lande
kjæmper mot troer for Hélenas skyld, hin skamløse kvinde,
eller min elskede søn Neoptolemos, skjøn som en guddom,
han som paa Skyros blir fostret, saafremt han da end er i live.
Like til nu har jeg haabet saa trygt i mit hjerte at døden
blot skulde times mig selv saa langt fra det hestrike Argos,
Alle de elskede brødre, de tre som var født av den samme
mor som jeg selv, maatte dø, da dagen, den tunge, var kommet.
Dog, du kunde ei taale min graat, da den raske Akillevs
vred hadde fældet min husbond, den høibaarne Mynes, og styrtet
byen i grus; men du lovet mig tidt at føre mig siden
hjem paa dit skib som Akillevs’ brud til Ftia og feire
hist blandt myrmidonernes mænd vort festlige bryllup.
Nu er du død, du milde, og aldrig kan tørres min taare.»
Hulkende talte hun saa, og kvinderne syntes at jamre
over Patroklos’ lod, men sukket i løn for sin egen.
Flokket sig da om Akillevs akaiernes fyrster, og ivrig
bad de ham gaa til sit maaltid; men høvdingen vægret sig sorgfuld.
«Aa, mine elskede venner! saasandt I vil føie mit ønske,
bed mig da ei, siden kummerfuld sorg har rammet mit hjerte,
nu om at kvæge mit sind og mættes med mat og med drikke.
Nei, jeg vil holde det ut og vente til solen er dalet.»
Saa han talte og skilte sig av med de øvrige konger.
Begge Atreider fik bli og helten Odyssevs og Nestor.
Ogsaa Idomenevs blev og Foiniks den aldrende vognhelt.
Ivrig de trøstet den sorgfulde helt; men han lot sig ei trøste,
førend han selv kunde styrte sig ind i det blodige kampsvelg.
Tidt kom han vennen i hu, og sukkende tok han til orde:
«Mangen en gang, usalige ven, min kjæreste staldbror,
har ogsaa du i mit telt sat for mig det lækreste maaltid
ivrig og rask, naar akaiernes mænd hadde hast med at storme
ut til den graatsvangre kamp mot de hestetumlende troer.
Nu maa du ligge med gapende saar. Nei, ikke en draape,
ikke en mundfuld av det som jeg har, skal kvæge mit hjerte,
nu da jeg savner dig saart. Ei led jeg en grummere smerte,
selv om jeg maatte faa spurt at min far var kommet av dage,
gubben som nu i Ftia, vort hjem, tilvisse med taarer
savner sin herlige søn som her i de fremmede lande
kjæmper mot troer for Hélenas skyld, hin skamløse kvinde,
eller min elskede søn Neoptolemos, skjøn som en guddom,
han som paa Skyros blir fostret, saafremt han da end er i live.
Like til nu har jeg haabet saa trygt i mit hjerte at døden
blot skulde times mig selv saa langt fra det hestrike Argos,
