Denne siden er korrekturlest
Her tør du sitte og haane med spottende ord Agamemnon,
Atrevs' søn, fordi de danaiske helter har git ham
gaver i mængde. Du taler saa ordene stikker i hjertet.
Nu skal jeg si dig et ord, og det skal du ogsaa faa sande:
Træffer jeg dig, naar du bærer dig ad paany som en taape,
maatte Odyssevs' hoved ei mer sitte fast paa hans skuldre;
maatte jeg ikke bli kaldt Telemakos' far, hvis jeg ikke
tar dig og klær dig naken for hvert et plag som du eier,
kappe og kjortel og bindet om det som du dækker med blygsel,
og saa derefter jager dig hen til de hurtige snekker
bort ifra tinget med krænkende slag, saa du hyler av smerte.»
Saa han talte og slog ham paa ryg og paa skuldre med staven.
Ynkelig krympet han sig i sin kval og fældte en taare.
Hævet sig da under guldsmykket stav over ryggen en blodig
svulmende stripe. Han satte sig ned og skalv i sin vaande,
saa sig forlegent omkring og visket en taare av øiet
Midt i sin harm brast mændene ut i en hjertelig latter.
Vekslet da mange et blik med sin nærmeste nabo og hvisket:
«Sandelig, ofte og tidt har Odyssevs truffet det rette,
hvergang han kom med de klokeste raad og krigerske anslag.
Bedst er dog det som han nu har gjort i akaiernes møte,
at han har faat denne skjendegjest her til at tie paa tinge.
Neppe vil siden hans kjæphøie sind faa lyst til at trætte
atter engang med konger og føre saa skammelig tale.»
Saa lød almuens ord; men Odyssevs, hin stadødelægger,
reiste sig op med sin stav, og den blaaøide Pallas stod hos ham,
lik en herold og æsket til lyd blandt folket paa tinge,
forat akaiernes sønner fra inderst til ytterst i ringen
klart skulde fatte hans raad og merke sig vel hvad han sagde.
Venlig tilsinds mot dem alle tok helten til orde og mælte:
«Atrevs' søn, vor drot, nu vil nok akaiernes sønner
gjøre dit navn blandt mælende mænd foragtet av alle.
Ei vil de holde som ærlige mænd det ord som de gav dig,
dengang vi drog paa vor færd fra det hestenærende Argos,
først naar Troja var styrtet i grus at vende tilbake.
Rent som umyndige barn og enslige, vernløse kvinder
længes de saart efter hjemfærd med klynk og jamrende klage.
Vel maa man stræve mot hjemkomstens dag, naar ondt man har døiet;
Atrevs' søn, fordi de danaiske helter har git ham
gaver i mængde. Du taler saa ordene stikker i hjertet.
Nu skal jeg si dig et ord, og det skal du ogsaa faa sande:
Træffer jeg dig, naar du bærer dig ad paany som en taape,
maatte Odyssevs' hoved ei mer sitte fast paa hans skuldre;
maatte jeg ikke bli kaldt Telemakos' far, hvis jeg ikke
tar dig og klær dig naken for hvert et plag som du eier,
kappe og kjortel og bindet om det som du dækker med blygsel,
og saa derefter jager dig hen til de hurtige snekker
bort ifra tinget med krænkende slag, saa du hyler av smerte.»
Saa han talte og slog ham paa ryg og paa skuldre med staven.
Ynkelig krympet han sig i sin kval og fældte en taare.
Hævet sig da under guldsmykket stav over ryggen en blodig
svulmende stripe. Han satte sig ned og skalv i sin vaande,
saa sig forlegent omkring og visket en taare av øiet
Midt i sin harm brast mændene ut i en hjertelig latter.
Vekslet da mange et blik med sin nærmeste nabo og hvisket:
«Sandelig, ofte og tidt har Odyssevs truffet det rette,
hvergang han kom med de klokeste raad og krigerske anslag.
Bedst er dog det som han nu har gjort i akaiernes møte,
at han har faat denne skjendegjest her til at tie paa tinge.
Neppe vil siden hans kjæphøie sind faa lyst til at trætte
atter engang med konger og føre saa skammelig tale.»
Saa lød almuens ord; men Odyssevs, hin stadødelægger,
reiste sig op med sin stav, og den blaaøide Pallas stod hos ham,
lik en herold og æsket til lyd blandt folket paa tinge,
forat akaiernes sønner fra inderst til ytterst i ringen
klart skulde fatte hans raad og merke sig vel hvad han sagde.
Venlig tilsinds mot dem alle tok helten til orde og mælte:
«Atrevs' søn, vor drot, nu vil nok akaiernes sønner
gjøre dit navn blandt mælende mænd foragtet av alle.
Ei vil de holde som ærlige mænd det ord som de gav dig,
dengang vi drog paa vor færd fra det hestenærende Argos,
først naar Troja var styrtet i grus at vende tilbake.
Rent som umyndige barn og enslige, vernløse kvinder
længes de saart efter hjemfærd med klynk og jamrende klage.
Vel maa man stræve mot hjemkomstens dag, naar ondt man har døiet;
