Side:Iliaden.djvu/352

Denne siden er korrekturlest
bølget fra trækputen frem under aak og naadde til jorden.
Hingsten fik menneskerøst av gudinden, den armhvite Hera:
«Ja, vi skal frelse dig ogsaa idag, du sterke Akillevs.
Dog, din dødsdag er nær, og ei er det os som har skylden.
Guden, den mægtige, volder dit fald og den vældige skjæbne.
Selv har vi ikke ved træghet i løp eller nølende slaphet
voldt at troerne rev fra Patroklos’ skuldre hans rustning.
Nei, men den vældige gud, hin søn av den haarfagre Leto,
vog ham i kjæmpernes forreste rad og gav seiren til Hektor.
Gjælder det, kunde vi løpe omkap med Zefyros’ byger,
han som man sier er rappest av alt; men dig er beskaaret
snart at falde i drabelig kamp mot en helt og en guddom.»
Dette fik stridshesten sagt, før Erinyer røvet den mælet.
Sukket da tungt den fotrappe helt Akillevs og svarte:
«Ksantos, hvi spaar du min snarlige død? Det har du ei nødig.
Visselig vet jeg det selv, at undergang her skal mig times
fjernt fra min elskede far og min mor; men dog vil jeg aldrig
unde mig ro, før troernes mænd er mætte av kampen.»
Løftende hærskriket jog han sit spand mot de forreste rækker.