Denne siden er korrekturlest
Dersom Akillevs alene skal kjæmpe mot troernes stridsmænd,
holder de ikke et øieblik stand mot den raske Peleide.
Bare de saa ham, skalv de tilforn og flygtet i rædsel.
Nu, da han vredes saa vildt i sin sjæl for sin ven som er fældet,
styrter han, frygter jeg, muren i grus, før timen er kommet.»
Kronos’ søn hadde talt og vakte det vildeste kampgny.
Guderne skiltes med tvedragt i sind og ilte til striden.
Hen til skibenes rad fôr Hera og Pallas Atene,
fulgt av den jordomslyngende gud Poseidon og Hermes,
hjælperen mild, hin mester i kløkt og sindrike planer.
Sammen med dem gik Hefaistos og brystet sig stolt av sin styrke.
Humpende skred han avsted paa de skindmagre vaklende lægger.
Men til troerne hastet den hjelmbuskvaiende Ares,
Foibos med bølgende lokker og Artemis, stolt av sin bue.
Leto og Ksantos gik med og den smilende elskovsgudinde.
Medens nu guderne endnu var fjernt fra mændenes rækker,
haabet akaierne trygt paa seierens ry; ti Akillevs
viste sig, han som de savnet forlængst i de grufulde kampe.
Troernes lemmer blev lammet av skjælvende rædsel; ti alle
gruet i dødsfrygt, nu da de saa den raske Akillevs
lyse i rustningens glans, saa sterk som den mordlystne Ares.
Men da olympiske guder fôr ind i mændenes vrimmel,
reiste sig Eris, den eggende mø, med magt, og Atene
stillet sig snart med gjaldende rop ved graven om muren,
snart tok hun plads paa den brusende strand med rungende hærskrik.
Hist stod Ares, saa mørk som en sortnende byge og brølte,
eggende troernes mænd, snart oppe fra murenes tinder,
snart paa Kallikolóne i løp langs Simois’ bredder.
Saaledes egget de himmelske selv de fylkede hære
sammen til kamp, og en frygtelig strid brøt ut mellem begge.
Guders og menneskers far lot ovenfra brakende torden
rulle med skræmmende skrald, og nedenfor rystet Poseidon
jorden fra ende til anden og fjeldenes høieste tinder.
Ida med alle de rislende væld blev rystet fra foten
like til tops og troernes by og akaiernes snekker.
Hades, skyggernes drot, fôr sammen i dypet og styrtet
op fra sin stol med et skrik; ti han skalv i gru for at jorden
straks ved Poseidons vældige støt skulde revne foroven,
holder de ikke et øieblik stand mot den raske Peleide.
Bare de saa ham, skalv de tilforn og flygtet i rædsel.
Nu, da han vredes saa vildt i sin sjæl for sin ven som er fældet,
styrter han, frygter jeg, muren i grus, før timen er kommet.»
Kronos’ søn hadde talt og vakte det vildeste kampgny.
Guderne skiltes med tvedragt i sind og ilte til striden.
Hen til skibenes rad fôr Hera og Pallas Atene,
fulgt av den jordomslyngende gud Poseidon og Hermes,
hjælperen mild, hin mester i kløkt og sindrike planer.
Sammen med dem gik Hefaistos og brystet sig stolt av sin styrke.
Humpende skred han avsted paa de skindmagre vaklende lægger.
Men til troerne hastet den hjelmbuskvaiende Ares,
Foibos med bølgende lokker og Artemis, stolt av sin bue.
Leto og Ksantos gik med og den smilende elskovsgudinde.
Medens nu guderne endnu var fjernt fra mændenes rækker,
haabet akaierne trygt paa seierens ry; ti Akillevs
viste sig, han som de savnet forlængst i de grufulde kampe.
Troernes lemmer blev lammet av skjælvende rædsel; ti alle
gruet i dødsfrygt, nu da de saa den raske Akillevs
lyse i rustningens glans, saa sterk som den mordlystne Ares.
Men da olympiske guder fôr ind i mændenes vrimmel,
reiste sig Eris, den eggende mø, med magt, og Atene
stillet sig snart med gjaldende rop ved graven om muren,
snart tok hun plads paa den brusende strand med rungende hærskrik.
Hist stod Ares, saa mørk som en sortnende byge og brølte,
eggende troernes mænd, snart oppe fra murenes tinder,
snart paa Kallikolóne i løp langs Simois’ bredder.
Saaledes egget de himmelske selv de fylkede hære
sammen til kamp, og en frygtelig strid brøt ut mellem begge.
Guders og menneskers far lot ovenfra brakende torden
rulle med skræmmende skrald, og nedenfor rystet Poseidon
jorden fra ende til anden og fjeldenes høieste tinder.
Ida med alle de rislende væld blev rystet fra foten
like til tops og troernes by og akaiernes snekker.
Hades, skyggernes drot, fôr sammen i dypet og styrtet
op fra sin stol med et skrik; ti han skalv i gru for at jorden
straks ved Poseidons vældige støt skulde revne foroven,
