Denne siden er korrekturlest
EN OG TYVENDE SANG.
KAMPEN VED ELVEN.
M
en da de kom til det grundeste sted ved den hvirvlende Ksantos,der hvor den speilklare elv, som Zevs har avlet, kan vades,
sprængte han troernes hær og jaget en del over sletten
henimot byen, hvor dagen tilforn akaierne flygtet
slagne av gru, da Hektor fôr frem og raste med lansen.
Dithen flygtet de vildt, men da lot Hera en taake
sænke sig tæt for at stanse dem der. Men halvdelen trængtes
hen til den braadype elv med de sølvblanke, glitrende hvirvler.
Mændene faldt med frygtelig larm i de brusende strømme.
Bredderne gjaldet av høilydte skrik, og med jamrende angstrop
svømmet de frem og tilbake og drev med de hvirvlende vande.
Likesom naar en græshoppesverm flyver op for at flygte
hen til en elv for en ild som pludselig tændes og stormer
frem med utrættelig kraft, saa de søker sin frelse i vandet,
saaledes fyldtes nu Ksantos’ seng med de brusende hvirvler
snart av et mylder av hester og mænd paa flugt for Akillevs.
Der lot den gudfødte helt sin lanse tilbake paa bredden
lænet til krattet, og sterk som en gud sprang drotten i elven
bare med sverdet i haand, og hevntanker fyldte hans hjerte.
Rundt omkring sig hugget han vildt, og uhyggelig rallen
lød fra de rammede mænd, og rødt blev vandet av blodsprøit.
Likesom naar paa den skibsfyldte bugt de stimende fisker
flyr for en vældig delfin og fylder de inderste viker
slagne av frygt; ti den sluker saa grisk hver fisk som den snapper,
saaledes søkte de troiske mænd i de rivende hvirvler
