Side:Iliaden.djvu/370

Denne siden er korrekturlest
Mange er de, som jeg levende tok og solgte som træller.
Nu skal ikke en eneste mand, som en hjælpende guddom
gir mig i vold foran Ilions mur, kunne slippe for døden,
ikke en troer, og Priamossønnerne mindst av dem alle.
Dø da, min ven, ogsaa du! Hvi klynker du saa i din dødsangst?
Ogsaa Patroklos er død, og mot hans er dit mandeværd ringe.
Se paa mig selv, hvilken kjæmpe jeg er, hvor skjøn og hvor kraftig.
Ædel av byrd er min far, og min mor er en herlig gudinde.
Dog, ogsaa jeg skal visselig dø og kues av skjæbnen.
Engang, ved gry eller kveld eller ogsaa i middagens time
kommer der en som i dødssvanger kamp skal røve mig livet,
enten han rammer med spyd eller naar mig med pilen fra strengen.»
Saa han talte. Med lammede knær og skjælvende hjerte
slap Lykaon sit tak om hans spyd, og med utstrakte arme
sank han i knæ. Da trak Akillevs sit slagsverd og rammet
ynglingens nøkleben tæt ved hans hals, og dypt i hans bringe
trængte det skarpe, tveeggede sverd, og han faldt paa sit ansigt
utstrakt i støvet, og jorden blev vaat av en sortnende blodstrøm.
Drotten Akillevs tok fat i hans fot og slængte i elven
høvdingens lik, og pralende lød hans vingede tale:
«Lig nu derute blandt stimende fisk som graadig skal suge
blod fra dit saar. Ei skal nu din mor med hulkende klage
lægge i hjemmet paa baare dit lik; men nu skal Skamandros
føre det bort i sin hvirvlende strøm til den vidtstrakte havbugt,
og mot den sortnende krusning skal mangen en fisk gjennem bølgen
skyte sig op for at smake det gulhvite fett av Lykaon.
Døden skal ramme jer, indtil vi naar til det hellige Troja.
Selv skal I styrte paa flugt, og jeg skal følge og dræpe.
Ei skal den speilklare elv med de glitrende, sølvblanke hvirvler
frelse jer, skjønt I har ofret den tidt mangfoldige okser,
og i dens hvirvler har sænket mangfoldige levende hester.
Nei, trods alt skal ulykken naa jer, indtil I alle
bøter mig dyrt Patroklos’ død og de faldne akaier,
som I har dræpt ved skibenes stavn, mens jeg holdt mig tilbake.»
Saa han talte; men flodgudens hu blev optændt av harme,
og paa en utvei grundet hans sind til at stanse Peleidens
voldsomme færd og frelse fra undergang troernes stridsmænd.
Frem sprang Pelevs’ søn med det vældige spyd for at dræpe