Denne siden er korrekturlest
Lynsnar som den fôr helten avsted, og frygtelig klirret
panserets malm om hans bryst, da han flygtende vek for den sterke
guddom som fossende fulgte hans fjed med larmende brusen.
Som naar en mand, som graver en grøft fra et sortnende vandløp,
leder det strømmende vand over haver og plantede lunde
løftende hakken i haand og kastende jorden fra grøften —
kommer saa strømmen i fart, saa skyller den med sig hver liten
rullende sten og fosser i hast med rislende brusen
ned over bakken og iler forbi selv manden som graver —
saaledes naadde, hvor hurtig han løp, den strømmende bølge
altid Akillevs; ti gudernes kraft er større end mandens.
Hvergang den fotrappe herlige helt vilde stanse og stemme
brystet imot for at se om alle de evige guder
jog ham paa flugt, saa mange som bor over himmelen vide,
styrtet den skyfaldne elv med høit optaarnede bølger
over hans skuldre; da spændte han til med foten og hoppet
høit i sin angst; men elven som strømmet imot ham fra siden,
lammet hans knær, og bort under føtterne skyllet den sandet.
Pelevs’ søn saa op mot himmelens hvælving og sukket:
«Alfader Zevs, om bare en gud vilde fri mig fra elven
nu i min nød, saa fandt jeg mig i hvad jeg siden maa lide.
Dog, blandt himmelske guder er ingen som bærer saa megen
skyld som min elskede mor, som daaret mig ofte med paafund.
Tidt har hun sagt, at her under troernes kneisende bymur
skulde jeg falde, men dræpt av Apollons lynsnare piler.
Gid jeg var falden for Hektor, for troernes tapreste høvding.
Da var det høibaaren kjæmpe som faldt og kjæmpe som fældte.
Nu maa jeg dø en forsmædelig død, stængt inde av elvens
mægtige strøm, lik gutten som gaar med svinenes skare
over en bæk i vinterens tid og drukner i vandet.»
Saa han talte. Da traadte i hast Poseidon og Pallas
nær ham, og mennesker lignet de grant, da de grep ham ved haanden,
trykket den venlig i sin og styrket hans mod ved sin tale:
Først tok Poseidon, hin jordryster sterk, til orde og mælte:
«Skjælv ikke, gjæve Akillevs, av frygt, og la dig ei skræmme:
ti saa mægtige guder som jeg og Pallas Atene
hjælper dig begge, og Alfader selv har git os sit minde.
Nei, det skal ikke times dig nu at kues av elven.
panserets malm om hans bryst, da han flygtende vek for den sterke
guddom som fossende fulgte hans fjed med larmende brusen.
Som naar en mand, som graver en grøft fra et sortnende vandløp,
leder det strømmende vand over haver og plantede lunde
løftende hakken i haand og kastende jorden fra grøften —
kommer saa strømmen i fart, saa skyller den med sig hver liten
rullende sten og fosser i hast med rislende brusen
ned over bakken og iler forbi selv manden som graver —
saaledes naadde, hvor hurtig han løp, den strømmende bølge
altid Akillevs; ti gudernes kraft er større end mandens.
Hvergang den fotrappe herlige helt vilde stanse og stemme
brystet imot for at se om alle de evige guder
jog ham paa flugt, saa mange som bor over himmelen vide,
styrtet den skyfaldne elv med høit optaarnede bølger
over hans skuldre; da spændte han til med foten og hoppet
høit i sin angst; men elven som strømmet imot ham fra siden,
lammet hans knær, og bort under føtterne skyllet den sandet.
Pelevs’ søn saa op mot himmelens hvælving og sukket:
«Alfader Zevs, om bare en gud vilde fri mig fra elven
nu i min nød, saa fandt jeg mig i hvad jeg siden maa lide.
Dog, blandt himmelske guder er ingen som bærer saa megen
skyld som min elskede mor, som daaret mig ofte med paafund.
Tidt har hun sagt, at her under troernes kneisende bymur
skulde jeg falde, men dræpt av Apollons lynsnare piler.
Gid jeg var falden for Hektor, for troernes tapreste høvding.
Da var det høibaaren kjæmpe som faldt og kjæmpe som fældte.
Nu maa jeg dø en forsmædelig død, stængt inde av elvens
mægtige strøm, lik gutten som gaar med svinenes skare
over en bæk i vinterens tid og drukner i vandet.»
Saa han talte. Da traadte i hast Poseidon og Pallas
nær ham, og mennesker lignet de grant, da de grep ham ved haanden,
trykket den venlig i sin og styrket hans mod ved sin tale:
Først tok Poseidon, hin jordryster sterk, til orde og mælte:
«Skjælv ikke, gjæve Akillevs, av frygt, og la dig ei skræmme:
ti saa mægtige guder som jeg og Pallas Atene
hjælper dig begge, og Alfader selv har git os sit minde.
Nei, det skal ikke times dig nu at kues av elven.
