Side:Iliaden.djvu/376

Denne siden er korrekturlest
Ropte hun da til sin elskede søn, den sterke Hefaistos:
«Reis dig, min haltende søn; ti for dig vil den hvirvlende Ksantos,
skulde jeg tro, være den som du helst burde møte i kampen.
Skynd dig til hjælp og la os faa se din vældige lue.
Selv skal jeg gaa til Zefyros’ hjem og den klarnende Notos
hen for at sende dem hit over hav med en frygtelig stormvind,
som, naar den jager din herjende ild, skal brænde til aske
troernes vaaben og mænd. La troerne brænde ved Ksantos!
Ja, du skal styrte ham selv i ilden, og la ham for alting
ikke faa rørt dig med venlige ord eller skræmt dig med trusler.
Stans ei for tidlig din vældige kraft; men først naar du hører
høilydte rop fra mig selv, skal du slukke de rastløse flammer.»
Saa hun talte. Da tændte han straks de grufulde luer.
Først over markerne raste hans ild og brændte de faldnes
talrike kropper som laa der i haugevis, dræpt av Akillevs.
Sletten blev tør overalt, og stanset blev vandet, det klare.
Som naar i frugthøstens tid den susende Boreas hastig
tørrer den regnvaate have, og eieren ser det med glæde;
likesaa snart blev slagmarken tør og likene opbrændt.
Derefter vendte han straks de lysende luer mot elven.
Almene brandt; tamarisker og piletrær flammet i ilden.
Luerne knitret i kløver og siv og stargræs som kranset
bredden med frodigste grønt langs flodsengens glitrende strømme.
Nede i hvirvlerne vaandet sig aal og vrimlende fisker,
som i den deilige strøm fôr hjælpeløst frem og tilbake,
jaget og pint av den kloke Hefaistos’ glødende vindpust.
Selve den mægtige elv blev svidd av ilden og ropte:
«Ingen, Hefaistos, i gudernes kreds kan trodse din vælde.
Ei har jeg lyst til at kjæmpe med dig, naar du flammer saa grufuldt.
Stans nu med striden. La straks Akillevs faa jage fra byen
troernes folk. Har jeg noget med at slaas og at hjælpe?»
Saaledes talte den brændende elv. Høit boblet dens strømme.
Som naar en gryte er kommet i kok over flammende luer,
smeltende fett av et velgjødet svin, mens draaperne spruter
om overalt; ti knastørre vedskier ligger paa aaren,
saaledes flammet den herlige strøm, og vandene kokte.
Strømme i flodleiet vilde den ei, men stanset i vaande,
pint av Hefaistos’ kløktige kraft med de glødende vindpust.