Denne siden er korrekturlest
«Hvor tør du vaage at stille dig frem, du skamløse tæve,
like mot mig? Jeg vil bli dig for slem, hvis du prøver min styrke,
har du end buen til vern. Som løvinde blandt kraftløse kvinder
fik du dit virke av Zevs og kan dræpe enhver som du lyster.
Bedre for dig at veide paa fjeld dine vilddyr og jage
hjortene vide paa vang end yppe med overmænd trætte.
Men vil du prøve en dyst, skal du grundig faa vite hvor meget
mere jeg magter end du, naar du vaager at trodse min styrke.»
Saa hun talte og grep med den venstre om begge gudindens
haandled og rev med sin høire den spænstige bue fra skuldren.
Smilende slog hun med buen gudinden, som krympet og vred sig,
gang paa gang over ørene haardt, saa pilene drysset.
Graatende flygtet hun bort, lik duen som ængstelig flyver
ind i en hule i fjeldenes kløft, naar den jages av høken.
Gjemt i sit hul er den tryg; ti den skulde ei endnu bli fanget.
Saaledes styrtet hun graatende bort og glemte sin bue.
Spottende mælte til Leto hin lynrappe budbringer Hermes:
«Leto, jeg vil ikke kjæmpe med dig. At slaas med den sterke
skysamlers hustruer er vel en sak som kunde bli farlig.
Pral nu saa meget du vil og si blandt de evige guder
at du har kjæmpet med mig og seiret med vældige kræfter.»
Saa han talte; men buen og pilene sanket nu Leto
op hvor de laa, strødd om overalt i den hvirvlende støvsky.
Datterens sølvbue tok hun i haand og vandret tilbake.
Artemis kom til Olymp, til Alfaders malmfaste bolig.
Der gik jomfruen hen til sin far, og hulkende sank hun
ned paa hans fang, og hun skalv under slørets ambrosiske folder.
Zevs tok datteren til sig og spurte med hjertelig latter:
«Hvo av de himmelske voldte dig slikt, min elskede datter,
haardhændt og frækt, som trængte du straf for en aapenbar brøde?»
Svarte hun da, hin jagende mø med guldbaand om lokker:
«Far, din hustru har slaat mig saa haardt, den armhvite Hera,
hun som er ophav til trætte og strid blandt evige guder.»
Saaledes talte de to med vekslende ord til hinanden.
Hastet da Foibos Apollon avsted til det hellige Troja;
ti han var ræd at kongsstadens mur, før timen var kommet,
selvsamme dag skulde styrtes i grus av akaiernes sønner.
Alle de andre i gudernes flok steg op til Olympen.
like mot mig? Jeg vil bli dig for slem, hvis du prøver min styrke,
har du end buen til vern. Som løvinde blandt kraftløse kvinder
fik du dit virke av Zevs og kan dræpe enhver som du lyster.
Bedre for dig at veide paa fjeld dine vilddyr og jage
hjortene vide paa vang end yppe med overmænd trætte.
Men vil du prøve en dyst, skal du grundig faa vite hvor meget
mere jeg magter end du, naar du vaager at trodse min styrke.»
Saa hun talte og grep med den venstre om begge gudindens
haandled og rev med sin høire den spænstige bue fra skuldren.
Smilende slog hun med buen gudinden, som krympet og vred sig,
gang paa gang over ørene haardt, saa pilene drysset.
Graatende flygtet hun bort, lik duen som ængstelig flyver
ind i en hule i fjeldenes kløft, naar den jages av høken.
Gjemt i sit hul er den tryg; ti den skulde ei endnu bli fanget.
Saaledes styrtet hun graatende bort og glemte sin bue.
Spottende mælte til Leto hin lynrappe budbringer Hermes:
«Leto, jeg vil ikke kjæmpe med dig. At slaas med den sterke
skysamlers hustruer er vel en sak som kunde bli farlig.
Pral nu saa meget du vil og si blandt de evige guder
at du har kjæmpet med mig og seiret med vældige kræfter.»
Saa han talte; men buen og pilene sanket nu Leto
op hvor de laa, strødd om overalt i den hvirvlende støvsky.
Datterens sølvbue tok hun i haand og vandret tilbake.
Artemis kom til Olymp, til Alfaders malmfaste bolig.
Der gik jomfruen hen til sin far, og hulkende sank hun
ned paa hans fang, og hun skalv under slørets ambrosiske folder.
Zevs tok datteren til sig og spurte med hjertelig latter:
«Hvo av de himmelske voldte dig slikt, min elskede datter,
haardhændt og frækt, som trængte du straf for en aapenbar brøde?»
Svarte hun da, hin jagende mø med guldbaand om lokker:
«Far, din hustru har slaat mig saa haardt, den armhvite Hera,
hun som er ophav til trætte og strid blandt evige guder.»
Saaledes talte de to med vekslende ord til hinanden.
Hastet da Foibos Apollon avsted til det hellige Troja;
ti han var ræd at kongsstadens mur, før timen var kommet,
selvsamme dag skulde styrtes i grus av akaiernes sønner.
Alle de andre i gudernes flok steg op til Olympen.
