Denne siden er korrekturlest
før denne grufulde nat, da Akillevs har reist sig i vrede.
Bedst om jeg da hadde hørt paa hans raad; men jeg gjorde det ikke.
Nu da jeg voldte fordærv for mit folk ved mit kortsynte stivsind,
skammer jeg mig for troernes mænd og langslørte kvinder,
dersom en ringere mand end jeg med tiden skal vidne:
«Hektor har styrtet vort folk i fordærv i lit til sin styrke.»
Saa vil de si. Da var det for mig langt bedre at møte
helten Akillevs og volde hans fald, før jeg vender tilbake,
eller med hæder at dø for hans haand her utenfor byen.
— Men om jeg nu lægger fra mig det buklede skjold og min sterke
malmtunge hjelm og stiller mit spyd ved muren og derpaa
selv stiger frem og træder den gjæve Akillevs i møte,
og jeg saa lover at Hélena selv, som voldte os krigen,
hende og alt hendes eie, det gods som min bror Aleksandros
førte paa skibe til Troja, skal Atrevs’ sønner faa føre
med sig tilbake, og lover at gi akaiernes sønner
likelig del i alt hvad vor by maatte gjemme av skatte,
og jeg saa efterpaa lar vore troiske høvdinger sverge
dyrt at de ikke skal gjemme det bort, men likelig dele
alt hvad der findes av gods inden kongsstadens herlige mure —
— Dog, hvi drøfter jeg vel i min sjæl saa faafængte tanker?
Nei, la mig ikke gaa tiggergang nu. Han vil ikke føle
medynk og agte min bøn, men slaa mig ihjel som en kvinde,
blottet og bar som jeg er, naar jeg lægger til jord mine vaaben.
Tænkelig er det jo ei at jeg nu skulde tale med manden
venlig om gammelt og nyt, som en ungmø taler med vennen,
ja, som en fæstemø hvisker saa ømt med sin elskede brudgom.
Bedre paany at møtes i strid og snart faa at vite
hvem av os to den olympiske drot vil unde at seire.»
Saaledes stod han og grublet. Da nærmet Akillevs sig hastig,
lignende Ares, den kampglade gud, med den vaiende hjelmbusk.
Lansen, den grumme, av Pelions ask, over skuldren til høire
svang han, og kobberet skinnet om høvdingens lemmer med straaler
klare som solens ved gryende dag eller luende flammer.
Hektor blev grepet av skjælvende frygt, da han saa ham, og vaaget
nu ikke længer at staa, men flygtet i rædsel fra porten.
Pelevs’ søn fôr efter i lit til de hurtige føtter.
Likesom høken, den rappeste fugl blandt vingede skarer,
Bedst om jeg da hadde hørt paa hans raad; men jeg gjorde det ikke.
Nu da jeg voldte fordærv for mit folk ved mit kortsynte stivsind,
skammer jeg mig for troernes mænd og langslørte kvinder,
dersom en ringere mand end jeg med tiden skal vidne:
«Hektor har styrtet vort folk i fordærv i lit til sin styrke.»
Saa vil de si. Da var det for mig langt bedre at møte
helten Akillevs og volde hans fald, før jeg vender tilbake,
eller med hæder at dø for hans haand her utenfor byen.
— Men om jeg nu lægger fra mig det buklede skjold og min sterke
malmtunge hjelm og stiller mit spyd ved muren og derpaa
selv stiger frem og træder den gjæve Akillevs i møte,
og jeg saa lover at Hélena selv, som voldte os krigen,
hende og alt hendes eie, det gods som min bror Aleksandros
førte paa skibe til Troja, skal Atrevs’ sønner faa føre
med sig tilbake, og lover at gi akaiernes sønner
likelig del i alt hvad vor by maatte gjemme av skatte,
og jeg saa efterpaa lar vore troiske høvdinger sverge
dyrt at de ikke skal gjemme det bort, men likelig dele
alt hvad der findes av gods inden kongsstadens herlige mure —
— Dog, hvi drøfter jeg vel i min sjæl saa faafængte tanker?
Nei, la mig ikke gaa tiggergang nu. Han vil ikke føle
medynk og agte min bøn, men slaa mig ihjel som en kvinde,
blottet og bar som jeg er, naar jeg lægger til jord mine vaaben.
Tænkelig er det jo ei at jeg nu skulde tale med manden
venlig om gammelt og nyt, som en ungmø taler med vennen,
ja, som en fæstemø hvisker saa ømt med sin elskede brudgom.
Bedre paany at møtes i strid og snart faa at vite
hvem av os to den olympiske drot vil unde at seire.»
Saaledes stod han og grublet. Da nærmet Akillevs sig hastig,
lignende Ares, den kampglade gud, med den vaiende hjelmbusk.
Lansen, den grumme, av Pelions ask, over skuldren til høire
svang han, og kobberet skinnet om høvdingens lemmer med straaler
klare som solens ved gryende dag eller luende flammer.
Hektor blev grepet av skjælvende frygt, da han saa ham, og vaaget
nu ikke længer at staa, men flygtet i rædsel fra porten.
Pelevs’ søn fôr efter i lit til de hurtige føtter.
Likesom høken, den rappeste fugl blandt vingede skarer,
