Denne siden er korrekturlest
hist paa Eetions borg. Han fostret mig da jeg var liten,
skjæbneforfulgt til en skjæbnetung lod. Aa, hadde han aldrig
avlet sin datter; ti nu maa du gaa til Hades’ bolig,
dypt under jord og lar i din hal som enke tilbake
mig i min grufulde kval, — og vor søn som vi arme gav livet,
er jo et hjælpeløst barn. Du faldt jo, min Hektor, og aldrig
blir du en hjælper for ham, eller han for sin far nogen støtte.
Frelses han end i den graatsvangre kamp med akaiernes sønner,
faar han dog livet igjennem kun møie og sorger at bære.
Andre vil røve hans odel og trænge sig ind paa hans marker.
Venneløs blir jo et barn den dag, da hans far gik i graven.
Øinene sænker han altid med kinderne vaate av taarer,
og i sin nød maa han tiggergang gaa til de fædrene venner,
nappende én i kjortelens flik og en anden i kappen.
Ynkes de, sætter de vel til hans mund et ørlitet bæger,
nok til at væte hans læber, men ei til at læske hans gane.
Tidt vil vel ogsaa en gut, hvis far og mor er i live,
jage ham bort fra det dækkede bord og slaa ham med haansord:
«Væk med dig straks! Ei bænkes din far som gjest ved vort maaltid.»
Hjem til sin enslige mor vil vor lille Astyanaks komme
graatende saart; ti tilforn hos sin far, paa hans knæ blev han mættet
bare med lammenes lækreste kjøt og marven, den fine.
Og naar saa søvnguden tok ham i favn og han stanset med leken,
sov han paa leiet saa søtt og hvilte paa arm hos sin amme
bløtt i sin seng, naar han helt hadde faat hvad hans hjerte begjærte.
Nu har han mistet sin elskede far, og mangen en motgang
vil nu Astyanaks friste. — Det navn har jo troerne git ham;
saasom du selv var det eneste vern for porte og mure.
Ormenes myldrende kryp skal nu ved de stavnkrumme snekker
langt fra forældrenes hjem, naar hunder har fraadset sig mætte,
æte dit blottede lik; men hjemme i kamrene ligger
fine og prægtige klær, som kvindehaand virket paa væven.
Nu vil jeg brænde dem alle i flammende luer til aske.
Dig blir de ikke til gagn; ti i dem skal du aldrig faa hvile;
men det skal øke dit ry blandt troer og troiske kvinder.»
Hulkende talte hun saa, og kvinderne sukket i medynk.
skjæbneforfulgt til en skjæbnetung lod. Aa, hadde han aldrig
avlet sin datter; ti nu maa du gaa til Hades’ bolig,
dypt under jord og lar i din hal som enke tilbake
mig i min grufulde kval, — og vor søn som vi arme gav livet,
er jo et hjælpeløst barn. Du faldt jo, min Hektor, og aldrig
blir du en hjælper for ham, eller han for sin far nogen støtte.
Frelses han end i den graatsvangre kamp med akaiernes sønner,
faar han dog livet igjennem kun møie og sorger at bære.
Andre vil røve hans odel og trænge sig ind paa hans marker.
Venneløs blir jo et barn den dag, da hans far gik i graven.
Øinene sænker han altid med kinderne vaate av taarer,
og i sin nød maa han tiggergang gaa til de fædrene venner,
nappende én i kjortelens flik og en anden i kappen.
Ynkes de, sætter de vel til hans mund et ørlitet bæger,
nok til at væte hans læber, men ei til at læske hans gane.
Tidt vil vel ogsaa en gut, hvis far og mor er i live,
jage ham bort fra det dækkede bord og slaa ham med haansord:
«Væk med dig straks! Ei bænkes din far som gjest ved vort maaltid.»
Hjem til sin enslige mor vil vor lille Astyanaks komme
graatende saart; ti tilforn hos sin far, paa hans knæ blev han mættet
bare med lammenes lækreste kjøt og marven, den fine.
Og naar saa søvnguden tok ham i favn og han stanset med leken,
sov han paa leiet saa søtt og hvilte paa arm hos sin amme
bløtt i sin seng, naar han helt hadde faat hvad hans hjerte begjærte.
Nu har han mistet sin elskede far, og mangen en motgang
vil nu Astyanaks friste. — Det navn har jo troerne git ham;
saasom du selv var det eneste vern for porte og mure.
Ormenes myldrende kryp skal nu ved de stavnkrumme snekker
langt fra forældrenes hjem, naar hunder har fraadset sig mætte,
æte dit blottede lik; men hjemme i kamrene ligger
fine og prægtige klær, som kvindehaand virket paa væven.
Nu vil jeg brænde dem alle i flammende luer til aske.
Dig blir de ikke til gagn; ti i dem skal du aldrig faa hvile;
men det skal øke dit ry blandt troer og troiske kvinder.»
Hulkende talte hun saa, og kvinderne sukket i medynk.
