Denne siden er korrekturlest
Hektor i trættende løp om det stormomsusede Troja,
nærmet den arme Patroklos’ aand sig stille hans leie,
lignende grant ham selv av skabning og røst og de skjønne
straalende øine, og gjenfærdets dragt var den samme som heltens.
Traadte da skikkelsen frem ved Akillevs’ hode og mælte:
«Kjære Akillevs, du sover, og mig har du helt kunnet glemme.
Da jeg var levende, svigtet du ei som nu efter døden.
Læg mig dog straks i min grav. La mig gaa gjennem Hades’ porte.
Aanderne jager mig bort, og ei vil de avdødes skygger
endnu forunde mig samvær og slippe mig frem over floden.
Hvileløs flakker jeg om ved Hades’ mægtige porte.
Hør dog min klagende bøn og ræk mig din haand; ti jeg vender
aldrig tilbake fra Hades, naar først I har lagt mig paa baalet.
Ei skal vi før som i livet faa lov til at sitte og raadslaa
fjernt fra de elskede venner. Mig slukte den grufulde vætte,
dødens gudinde, som fra jeg blev født har faat mig til eie.
Ogsaa dig selv, gudlignende helt, Akillevs, du kjære,
times det snarlig at miste dit liv under troernes mure.
Endnu et ord vil jeg nævne og ber dig at føie mit ønske:
Læg mine smuldrende ben ei fjernt fra dine, Akillevs,
nei, men sammen med dine, som sammen vi levde paa borgen
hist i dit hjem, da Menoitios dit hadde bragt mig fra Opus,
da jeg var barn, for en gruelig daad, hin dag da jeg dræpte,
egget av sansesløs harm, av vanvare, ikke med forsæt,
drotten Amfidamas’ søn, da vi lekte og kastet med terning.
Der paa sin borg tok Pelevs, den herlige vognhelt, imot mig.
Ømt har han fostret mig op og skjænket mig navn av din væbner.
Maatte da nu vore ben bli gjemt i den selvsamme urne,
urnen av guld som din værdige mor har bragt dig som gave.»
Straks tok Akillevs, den fotrappe helt, til orde og svarte:
«Elskede ven, aa si, hvi kommer du hit til mit leie?
Hvad har dog drevet dig nu til at lægge mig dette paa hjerte?
Ja, jeg skal føie dig villig og gjøre det alt som du ønsker.
Kom mig dog nærmere, ven, og la os et øieblik kjærlig
favne hinanden og lette vort sind i jamrende klage.»
Saa han talte og strakte sig frem med utbredte arme.
Dog, han favnet ham ei; ti gjenfærdet sank som en røksky
klynkende ned under jord. Op styrtet Akillevs i rædsel.
nærmet den arme Patroklos’ aand sig stille hans leie,
lignende grant ham selv av skabning og røst og de skjønne
straalende øine, og gjenfærdets dragt var den samme som heltens.
Traadte da skikkelsen frem ved Akillevs’ hode og mælte:
«Kjære Akillevs, du sover, og mig har du helt kunnet glemme.
Da jeg var levende, svigtet du ei som nu efter døden.
Læg mig dog straks i min grav. La mig gaa gjennem Hades’ porte.
Aanderne jager mig bort, og ei vil de avdødes skygger
endnu forunde mig samvær og slippe mig frem over floden.
Hvileløs flakker jeg om ved Hades’ mægtige porte.
Hør dog min klagende bøn og ræk mig din haand; ti jeg vender
aldrig tilbake fra Hades, naar først I har lagt mig paa baalet.
Ei skal vi før som i livet faa lov til at sitte og raadslaa
fjernt fra de elskede venner. Mig slukte den grufulde vætte,
dødens gudinde, som fra jeg blev født har faat mig til eie.
Ogsaa dig selv, gudlignende helt, Akillevs, du kjære,
times det snarlig at miste dit liv under troernes mure.
Endnu et ord vil jeg nævne og ber dig at føie mit ønske:
Læg mine smuldrende ben ei fjernt fra dine, Akillevs,
nei, men sammen med dine, som sammen vi levde paa borgen
hist i dit hjem, da Menoitios dit hadde bragt mig fra Opus,
da jeg var barn, for en gruelig daad, hin dag da jeg dræpte,
egget av sansesløs harm, av vanvare, ikke med forsæt,
drotten Amfidamas’ søn, da vi lekte og kastet med terning.
Der paa sin borg tok Pelevs, den herlige vognhelt, imot mig.
Ømt har han fostret mig op og skjænket mig navn av din væbner.
Maatte da nu vore ben bli gjemt i den selvsamme urne,
urnen av guld som din værdige mor har bragt dig som gave.»
Straks tok Akillevs, den fotrappe helt, til orde og svarte:
«Elskede ven, aa si, hvi kommer du hit til mit leie?
Hvad har dog drevet dig nu til at lægge mig dette paa hjerte?
Ja, jeg skal føie dig villig og gjøre det alt som du ønsker.
Kom mig dog nærmere, ven, og la os et øieblik kjærlig
favne hinanden og lette vort sind i jamrende klage.»
Saa han talte og strakte sig frem med utbredte arme.
Dog, han favnet ham ei; ti gjenfærdet sank som en røksky
klynkende ned under jord. Op styrtet Akillevs i rædsel.
