Denne siden er korrekturlest
Der randt helten Akillevs paany en tanke i sinde.
Fjernt fra Patroklos’ baal lot han klippe de guldfagre lokker
som han lot vokse tilforn som offer til floden Sperkeios.
Sukkende stirret han ut paa det blaanende havdyp og mælte:
«Faafængt var det, Sperkeios, at Pelevs lovet dig fordum,
at jeg for dig skulde klippe mit haar, naar jeg atter var kommet
hjem til min fædrenejord, og ofre en festhekatombe,
vie dig væddere, femti i tal, som offer ved kilden,
hist i din hellige lund, ved dit røkelseduftende alter.
Dette var oldingens ord; men hans bøn har du ei villet høre.
Nu da jeg ei til mit fædrenehjem skal vende tilbake,
skjænker jeg helten Patroklos mit haar som gave paa baalet.»
Saa han talte og trykket sin ven i hænde det fagre
lokkede haar, og trangen til graat hos alle han vakte.
Visselig, solen var dalet, før klagen var endt, hvis Akillevs
ei hadde rettet til mændenes drot Agamemnon sin tale:
«Atrevs’ søn, dig gjælder mit ord; ti akaiernes stridsmænd
lyder jo helst dine bud. Mænd mættes jo ogsaa av klage.
La dem nu spredes fra baalet og gjøre i stand til sin kveldsverd.
Vi som har staat den døde saa nær, skal her ved hans baare
sysle med dette og bare de ypperste mænd bli tilbake.»
Straks da hans tale var hørt av den mægtige drot Agamemnon,
bød han det menige folk at gaa til de hurtige snekker.
Bare den avdødes nærmeste blev og reiste av veden
høvdingens baal paa hundrede fot i længden og bredden,
lagde saa øverst paa baalet hans lik med sorgfulde hjerter.
Mangt et velnæret lam og talrike hornede okser
flaadde og stelte de til ved hans baal, og den gjæve Akillevs
tok fra dem alle det skjæreste fett og dækket den døde
like fra isse til fot, og kroppene dynget han om ham.
Fremme ved likbaaren stillet han op tvehankede krukker
fyldte med honning og salve, og fire høimankede hester
svang han med stønnende suk og slængte dem kraftig paa baalet.
Ni var nu hundenes tal som høvdingen matet ved bordet.
To av dem stak han ihjel og slængte dem begge paa baalet.
Likesaa vog han og kastet paa baal tolv herlige svende,
sønner av modige troer; ti hevntanker fyldte hans hjerte.
Endelig tændte han baalet med ildens fortærende flamme.
Fjernt fra Patroklos’ baal lot han klippe de guldfagre lokker
som han lot vokse tilforn som offer til floden Sperkeios.
Sukkende stirret han ut paa det blaanende havdyp og mælte:
«Faafængt var det, Sperkeios, at Pelevs lovet dig fordum,
at jeg for dig skulde klippe mit haar, naar jeg atter var kommet
hjem til min fædrenejord, og ofre en festhekatombe,
vie dig væddere, femti i tal, som offer ved kilden,
hist i din hellige lund, ved dit røkelseduftende alter.
Dette var oldingens ord; men hans bøn har du ei villet høre.
Nu da jeg ei til mit fædrenehjem skal vende tilbake,
skjænker jeg helten Patroklos mit haar som gave paa baalet.»
Saa han talte og trykket sin ven i hænde det fagre
lokkede haar, og trangen til graat hos alle han vakte.
Visselig, solen var dalet, før klagen var endt, hvis Akillevs
ei hadde rettet til mændenes drot Agamemnon sin tale:
«Atrevs’ søn, dig gjælder mit ord; ti akaiernes stridsmænd
lyder jo helst dine bud. Mænd mættes jo ogsaa av klage.
La dem nu spredes fra baalet og gjøre i stand til sin kveldsverd.
Vi som har staat den døde saa nær, skal her ved hans baare
sysle med dette og bare de ypperste mænd bli tilbake.»
Straks da hans tale var hørt av den mægtige drot Agamemnon,
bød han det menige folk at gaa til de hurtige snekker.
Bare den avdødes nærmeste blev og reiste av veden
høvdingens baal paa hundrede fot i længden og bredden,
lagde saa øverst paa baalet hans lik med sorgfulde hjerter.
Mangt et velnæret lam og talrike hornede okser
flaadde og stelte de til ved hans baal, og den gjæve Akillevs
tok fra dem alle det skjæreste fett og dækket den døde
like fra isse til fot, og kroppene dynget han om ham.
Fremme ved likbaaren stillet han op tvehankede krukker
fyldte med honning og salve, og fire høimankede hester
svang han med stønnende suk og slængte dem kraftig paa baalet.
Ni var nu hundenes tal som høvdingen matet ved bordet.
To av dem stak han ihjel og slængte dem begge paa baalet.
Likesaa vog han og kastet paa baal tolv herlige svende,
sønner av modige troer; ti hevntanker fyldte hans hjerte.
Endelig tændte han baalet med ildens fortærende flamme.
