Denne siden er korrekturlest
Saaledes talte hin søn av den modige Nestor og førte
hoppen til Atrevs’ søn og rakte ham tøilen; men hastig
smeltet hans hjerte som duggen for sol paa de strittende kornaks
hist paa den frodige aker, naar markerne bugner av grøde.
Saaledes svandt, Menelaos, din harm, og dit hjerte blev smeltet.
Talte han da med vingede ord til vennen og svarte:
«Kjære Antilokos, nu vil jeg selv med glæde la fare
hele min harm; ti vetløs og tankeløs har du jo aldrig
været tilforn; men dennegang faldt du for ungdommens letsind.
Vogt dig dog siden for svig mot en mand, hvis vælde er større;
ti blandt akaiernes mænd hadde neppe saa let nogen anden
mildnet min harm; men saa har du jo lidt saa meget for min skyld.
Mangt har du selv og din værdige far og din bror maattet døie.
Billigvis føier jeg derfor din bøn og skjænker dig hoppen,
skjønt den med rette er min, forat disse skal se at mit hjerte
aldrig er stridig og haardt eller fyldt av hovmodige tanker.»
Saa han talte og lot Antilokos’ væbner Noémon
føre bort hoppen og tok den skinnende kjedel som kamppris.
Helten den kjække Meriones fik som den fjerde i rækken
tvende talenter i guld. Tilbake var endnu den femte
kamppris, en tvehanket skaal. Med den gik den gjæve Akillevs
frem i akaiernes kreds og gav den til Nestor og mælte:
«Ta den og gjem den som minde om helten Patroklos’ gravøl,
værdige gubbe; ti ei skal du skue ham mer for dit øie
her i akaiernes kreds. Jeg skjænker dig prisen for intet;
ti du skal ei være med i en nævekamp eller i brytning,
ei møte frem hvor man kaster med spyd eller kappes paa lette
føtter i løp; ti du trykkes forlængst av den knugende alder.»
Saa han talte og gav ham sin skaal, og han tok den med glæde.
Talte han da med vingede ord og svarte ham venlig:
«Ja, du har visselig ret, min søn, i alt hvad du sier.
Lemmerne svækkes. Jeg staar ikke mer saa sikkert paa foten.
Armene rører jeg ikke saa let fra de kraftige skuldre.
Gid jeg var likesaa ung, og kræfterne endnu de samme
som da epeierne feiret sin drot Amarynkevs’ gravøl
hist i Buprasions by med en fest som blev git av hans sønner.
Ingen var der min like i kraft blandt epeiernes helter,
ingen fra Pylos og ikke en mand blandt de kjække aitoler.
hoppen til Atrevs’ søn og rakte ham tøilen; men hastig
smeltet hans hjerte som duggen for sol paa de strittende kornaks
hist paa den frodige aker, naar markerne bugner av grøde.
Saaledes svandt, Menelaos, din harm, og dit hjerte blev smeltet.
Talte han da med vingede ord til vennen og svarte:
«Kjære Antilokos, nu vil jeg selv med glæde la fare
hele min harm; ti vetløs og tankeløs har du jo aldrig
været tilforn; men dennegang faldt du for ungdommens letsind.
Vogt dig dog siden for svig mot en mand, hvis vælde er større;
ti blandt akaiernes mænd hadde neppe saa let nogen anden
mildnet min harm; men saa har du jo lidt saa meget for min skyld.
Mangt har du selv og din værdige far og din bror maattet døie.
Billigvis føier jeg derfor din bøn og skjænker dig hoppen,
skjønt den med rette er min, forat disse skal se at mit hjerte
aldrig er stridig og haardt eller fyldt av hovmodige tanker.»
Saa han talte og lot Antilokos’ væbner Noémon
føre bort hoppen og tok den skinnende kjedel som kamppris.
Helten den kjække Meriones fik som den fjerde i rækken
tvende talenter i guld. Tilbake var endnu den femte
kamppris, en tvehanket skaal. Med den gik den gjæve Akillevs
frem i akaiernes kreds og gav den til Nestor og mælte:
«Ta den og gjem den som minde om helten Patroklos’ gravøl,
værdige gubbe; ti ei skal du skue ham mer for dit øie
her i akaiernes kreds. Jeg skjænker dig prisen for intet;
ti du skal ei være med i en nævekamp eller i brytning,
ei møte frem hvor man kaster med spyd eller kappes paa lette
føtter i løp; ti du trykkes forlængst av den knugende alder.»
Saa han talte og gav ham sin skaal, og han tok den med glæde.
Talte han da med vingede ord og svarte ham venlig:
«Ja, du har visselig ret, min søn, i alt hvad du sier.
Lemmerne svækkes. Jeg staar ikke mer saa sikkert paa foten.
Armene rører jeg ikke saa let fra de kraftige skuldre.
Gid jeg var likesaa ung, og kræfterne endnu de samme
som da epeierne feiret sin drot Amarynkevs’ gravøl
hist i Buprasions by med en fest som blev git av hans sønner.
Ingen var der min like i kraft blandt epeiernes helter,
ingen fra Pylos og ikke en mand blandt de kjække aitoler.
