Denne siden er korrekturlest
Begge gik frem i akaiernes kreds med belter om midjen,
bøide de kraftige armer og grep hinanden om livet
likesaa fast som en mester kan føie de krydsende bjelker
sammen til tak paa et kneisende hus for at verne mot stormen.
Kjæmperne klemte hinanden saa haardt at det knaket i ryggen
under de kraftige armer, og sveden fra lemmerne strømmet.
Svulmende hudstriper hævet sig tæt over sider og skuldre
farvet av blaanende blod; men utrættelig stundet de begge
efter at vinde i seierrik kamp den herlige trefot.
Ei var Odyssevs i stand til at rokke og slaa ham til jorden;
ikke var Aias i stand; ti for seig var Odyssevs’ styrke.
Men da akaiernes pansrede mænd blev trætte av skuet,
da tok Telamons søn, den vældige Aias, til orde:
«Ætstore drot, Laertes’ søn, forslagne Odyssevs.
Du eller jeg faar prøve et løft. Zevs raader for seiren.»
Saa han talte og løftet ham op. Da glemte Odyssevs
ei sine knep, men lammet hans knær med et spark over hasen.
Bakover kastet han ham; men samtidig styrtet Odyssevs
over hans bryst, mens folket saa til i undrende spænding.
Da saa Odyssevs, den haardføre helt, vilde prøve at løfte,
rokket han Aias fra jorden saavidt, men løftet ham ikke;
ti han fik bøiet Odyssevs’ knæ, og nær ved hinanden
faldt de og tumlet til jord, og graa blev de begge av støvet.
Tredjegang hadde de reist sig paany for at brytes om prisen,
hvis ei Akillevs tilsidst hadde reist sig og holdt dem tilbake:
«Stræv ikke længer saa haardt, men stans med de trættende kampe.
Begge har seiret, og begge skal faa den selvsamme kamppris.
Gaa nu, saa ogsaa de andre akaiiske mænd kan faa kjæmpe.»
Saa han talte. De hørte hans ord og føiet ham villig.
Støvet som dækket dem, tørket de av og tok paa sine kjortler.
Derefter satte Peleiden som pris for en seier i kapløp
først en kostelig bolle av sølv. Seks maal kunde karret
rumme til randen. Ei fandtes paa jord dens like i skjønhet;
ti den var smykket med billeders pragt av mestre fra Sidon.
Gjæve foinikiske mænd som førte den med over havet,
stillet den ut i mangen en havn og gav den til Toas.
Drotten Evnéos, Iasons søn, lot helten Patroklos
faa den som prisen for Priamos’ søn, den kjække Lykaon.
bøide de kraftige armer og grep hinanden om livet
likesaa fast som en mester kan føie de krydsende bjelker
sammen til tak paa et kneisende hus for at verne mot stormen.
Kjæmperne klemte hinanden saa haardt at det knaket i ryggen
under de kraftige armer, og sveden fra lemmerne strømmet.
Svulmende hudstriper hævet sig tæt over sider og skuldre
farvet av blaanende blod; men utrættelig stundet de begge
efter at vinde i seierrik kamp den herlige trefot.
Ei var Odyssevs i stand til at rokke og slaa ham til jorden;
ikke var Aias i stand; ti for seig var Odyssevs’ styrke.
Men da akaiernes pansrede mænd blev trætte av skuet,
da tok Telamons søn, den vældige Aias, til orde:
«Ætstore drot, Laertes’ søn, forslagne Odyssevs.
Du eller jeg faar prøve et løft. Zevs raader for seiren.»
Saa han talte og løftet ham op. Da glemte Odyssevs
ei sine knep, men lammet hans knær med et spark over hasen.
Bakover kastet han ham; men samtidig styrtet Odyssevs
over hans bryst, mens folket saa til i undrende spænding.
Da saa Odyssevs, den haardføre helt, vilde prøve at løfte,
rokket han Aias fra jorden saavidt, men løftet ham ikke;
ti han fik bøiet Odyssevs’ knæ, og nær ved hinanden
faldt de og tumlet til jord, og graa blev de begge av støvet.
Tredjegang hadde de reist sig paany for at brytes om prisen,
hvis ei Akillevs tilsidst hadde reist sig og holdt dem tilbake:
«Stræv ikke længer saa haardt, men stans med de trættende kampe.
Begge har seiret, og begge skal faa den selvsamme kamppris.
Gaa nu, saa ogsaa de andre akaiiske mænd kan faa kjæmpe.»
Saa han talte. De hørte hans ord og føiet ham villig.
Støvet som dækket dem, tørket de av og tok paa sine kjortler.
Derefter satte Peleiden som pris for en seier i kapløp
først en kostelig bolle av sølv. Seks maal kunde karret
rumme til randen. Ei fandtes paa jord dens like i skjønhet;
ti den var smykket med billeders pragt av mestre fra Sidon.
Gjæve foinikiske mænd som førte den med over havet,
stillet den ut i mangen en havn og gav den til Toas.
Drotten Evnéos, Iasons søn, lot helten Patroklos
faa den som prisen for Priamos’ søn, den kjække Lykaon.
