Denne siden er korrekturlest
Nu lot Pelevs’ søn, for at hædre sin ven ved hans gravøl,
sætte den op som pris for den som var raskest i kapløp;
men for den anden blev prisen en stor og velfetet okse,
og for den sidste et halvt talent av guldet, det røde.
Rank stod han frem i akaiernes kreds og talte iblandt dem:
«Reis jer nu I som vil prøve en dyst i denneslags idræt.»
Saa han talte, og Aias, Oilevs’ søn, og Odyssevs
reiste sig straks, og Nestors søn Antilokos traadte
derefter frem; ti han seiret i løp over alle de unge.
Mændene traadte paa rad, og Akillevs gav maalet tilkjende.
Løperne strakte fra maalstangen ut, og snart fik den rappe
søn av Oilevs et forsprang, og tæt efter ham kom Odyssevs.
Likesaa nær som hovlernes stang av skjønbeltet kvinde
holdes mot barm, naar hun rykker den frem med haanden og trækker
islættens traad gjennem rendingens garn, mens hun holder den stadig
nær ved sit bryst, saa nær var Odyssevs sin formand i løpet.
Føtterne traadte i Aias’ spor, før støvet fik reist sig.
Ja, i det ilsomme løp var Odyssevs saa nær at han stadig
pustet i Aias’ nakke, og alle akaierne hilste
helten med jublende rop og egget hans lyst til at seire.
Men da de nærmet sig maalet, og kapløpet snart var til ende,
bad i sit hjerte Odyssevs en bøn til den blaaøide Pallas:
«Hør mig, gudinde! Kom naadig til hjælp og styrk mine føtter.»
Bedende talte han saa og blev hørt av Pallas Atene.
Lettere gjorde hun lemmerne straks, baade føtter og arme.
Men da de snart skulde styrte sig frem mot den vinkende kampløn,
voldte Atene at Aias faldt om; ti han gled under løpet
der hvor skarnet var spildt av de rautende okser som nylig
Pelevs’ søn hadde dræpt for at hædre den gjæve Patroklos.
Fyldt med oksernes stinkende skarn blev hans mund og hans næse.
Grep da Odyssevs, den haardføre helt, den skinnende bolle,
saasom han kom som den første; men Aias fik oksen som kamppris.
Høvdingen stanset og grep med sin haand om hornet paa oksen,
spyttet saa skarnet av mund og skrek til argeiernes helter:
«Skammelig! Nu har hun bragt mig til fald, hin guddom, som altid
stiller sig hen som den ømmeste mor for at hjælpe Odyssevs.»
Saa han talte, og alle brast ut i en hjertelig latter.
Helten Antilokos hentet sig nu den ringeste kamppris.
sætte den op som pris for den som var raskest i kapløp;
men for den anden blev prisen en stor og velfetet okse,
og for den sidste et halvt talent av guldet, det røde.
Rank stod han frem i akaiernes kreds og talte iblandt dem:
«Reis jer nu I som vil prøve en dyst i denneslags idræt.»
Saa han talte, og Aias, Oilevs’ søn, og Odyssevs
reiste sig straks, og Nestors søn Antilokos traadte
derefter frem; ti han seiret i løp over alle de unge.
Mændene traadte paa rad, og Akillevs gav maalet tilkjende.
Løperne strakte fra maalstangen ut, og snart fik den rappe
søn av Oilevs et forsprang, og tæt efter ham kom Odyssevs.
Likesaa nær som hovlernes stang av skjønbeltet kvinde
holdes mot barm, naar hun rykker den frem med haanden og trækker
islættens traad gjennem rendingens garn, mens hun holder den stadig
nær ved sit bryst, saa nær var Odyssevs sin formand i løpet.
Føtterne traadte i Aias’ spor, før støvet fik reist sig.
Ja, i det ilsomme løp var Odyssevs saa nær at han stadig
pustet i Aias’ nakke, og alle akaierne hilste
helten med jublende rop og egget hans lyst til at seire.
Men da de nærmet sig maalet, og kapløpet snart var til ende,
bad i sit hjerte Odyssevs en bøn til den blaaøide Pallas:
«Hør mig, gudinde! Kom naadig til hjælp og styrk mine føtter.»
Bedende talte han saa og blev hørt av Pallas Atene.
Lettere gjorde hun lemmerne straks, baade føtter og arme.
Men da de snart skulde styrte sig frem mot den vinkende kampløn,
voldte Atene at Aias faldt om; ti han gled under løpet
der hvor skarnet var spildt av de rautende okser som nylig
Pelevs’ søn hadde dræpt for at hædre den gjæve Patroklos.
Fyldt med oksernes stinkende skarn blev hans mund og hans næse.
Grep da Odyssevs, den haardføre helt, den skinnende bolle,
saasom han kom som den første; men Aias fik oksen som kamppris.
Høvdingen stanset og grep med sin haand om hornet paa oksen,
spyttet saa skarnet av mund og skrek til argeiernes helter:
«Skammelig! Nu har hun bragt mig til fald, hin guddom, som altid
stiller sig hen som den ømmeste mor for at hjælpe Odyssevs.»
Saa han talte, og alle brast ut i en hjertelig latter.
Helten Antilokos hentet sig nu den ringeste kamppris.
