Denne siden er korrekturlest
Da tok den mægtige skysamler Zevs til orde og svarte:
«Stans nu, Hera, og ras ikke saa mot de evige guder.
Ei skal de hædres med selvsamme rang; men Hektor var ogsaa
guderne kjærest av alle som bor inden Ilions mure.
Mig var han kjær; ti han glemte mig ei med herlige gaver.
Aldrig lot helten mit alter staa tomt for et rikelig offer,
funklende vin eller duftende fett. Slik hædres jo guder.
Dog, la os opgi den tanke at bortføre Hektor i løndom.
Ei er det mulig at holde det skjult for Akillevs; ti altid
vanker hans mor ved nat og ved dag omkring ved hans side.
Bedst om en gud vilde skynde sig bort og hente mig Tetis,
saa jeg kan gi hende selv det forstandige raad at Akillevs
villig bør ta hvad Priamos byr til løsning for Hektor.»
Saa han talte. Da ilte som bud den stormsnare Iris.
Midt mellem Samos og Imbros’ kyst med de styrtbratte skrænter
hoppet hun ned i det mørkeblaa hav, saa bølgerne plasket.
Ned imot havbunden fôr hun saa raskt som den synkende blyklump,
som, naar den fæstes til røret av horn av den beitende okse,
daler mot bunden til død og fordærv for de graadige fisker.
Fandt hun da hist i den hvælvede hal den haarfagre Tetis.
Havets gudinder var samlet omkring, og inde i kredsen
hulket hun saart for sin herlige søn; ti han skulde jo snarlig
fjernt fra sit fødeland miste sit liv ved det frugtbare Troja.
Nær hende traadte da straks den fotrappe Iris og mælte:
«Skynd dig nu, Tetis; ti Zevs, vor alvise far, lar dig kalde.»
Derefter svarte gudinden, den sølverfotede Tetis:
«Hvi har den mægtige budsendt mig nu? At færdes blandt guder
blues jeg ved; ti mit hjerte er pint av utallige sorger.
Dog, jeg maa gaa. Hvad han sier, maa ske; det kan ikke rokkes.»
Saaledes talte gudinden og hyllet sig ind i det mørke
dækkende slør. Ei fandtes en dragt mer kulsort end denne.
Derefter gik hun avsted, og den stormsnare Iris gik foran.
Havdypets vandstrømme kløvde sig let om de tvende gudinder.
Da de var steget paa land, fôr de op til den lysende himmel.
Snart kom de frem til Kronos’ søn, og alle de andre
salige guder, som aldrig kan dø, sat samlet omkring ham.
Tetis tok sæte hos alfader Zevs; ti Atene vek pladsen.
Rakte da Hera med venlige ord gudinden den skjønne
«Stans nu, Hera, og ras ikke saa mot de evige guder.
Ei skal de hædres med selvsamme rang; men Hektor var ogsaa
guderne kjærest av alle som bor inden Ilions mure.
Mig var han kjær; ti han glemte mig ei med herlige gaver.
Aldrig lot helten mit alter staa tomt for et rikelig offer,
funklende vin eller duftende fett. Slik hædres jo guder.
Dog, la os opgi den tanke at bortføre Hektor i løndom.
Ei er det mulig at holde det skjult for Akillevs; ti altid
vanker hans mor ved nat og ved dag omkring ved hans side.
Bedst om en gud vilde skynde sig bort og hente mig Tetis,
saa jeg kan gi hende selv det forstandige raad at Akillevs
villig bør ta hvad Priamos byr til løsning for Hektor.»
Saa han talte. Da ilte som bud den stormsnare Iris.
Midt mellem Samos og Imbros’ kyst med de styrtbratte skrænter
hoppet hun ned i det mørkeblaa hav, saa bølgerne plasket.
Ned imot havbunden fôr hun saa raskt som den synkende blyklump,
som, naar den fæstes til røret av horn av den beitende okse,
daler mot bunden til død og fordærv for de graadige fisker.
Fandt hun da hist i den hvælvede hal den haarfagre Tetis.
Havets gudinder var samlet omkring, og inde i kredsen
hulket hun saart for sin herlige søn; ti han skulde jo snarlig
fjernt fra sit fødeland miste sit liv ved det frugtbare Troja.
Nær hende traadte da straks den fotrappe Iris og mælte:
«Skynd dig nu, Tetis; ti Zevs, vor alvise far, lar dig kalde.»
Derefter svarte gudinden, den sølverfotede Tetis:
«Hvi har den mægtige budsendt mig nu? At færdes blandt guder
blues jeg ved; ti mit hjerte er pint av utallige sorger.
Dog, jeg maa gaa. Hvad han sier, maa ske; det kan ikke rokkes.»
Saaledes talte gudinden og hyllet sig ind i det mørke
dækkende slør. Ei fandtes en dragt mer kulsort end denne.
Derefter gik hun avsted, og den stormsnare Iris gik foran.
Havdypets vandstrømme kløvde sig let om de tvende gudinder.
Da de var steget paa land, fôr de op til den lysende himmel.
Snart kom de frem til Kronos’ søn, og alle de andre
salige guder, som aldrig kan dø, sat samlet omkring ham.
Tetis tok sæte hos alfader Zevs; ti Atene vek pladsen.
Rakte da Hera med venlige ord gudinden den skjønne
