Denne siden er korrekturlest
gyldne pokal, og Tetis drak ut og gav den tilbake.
Guders og menneskers far tok derpaa til orde og mælte:
«Tetis, du kom dog, gudinde, skjønt sorgfuld i sind, til Olympen,
pint i din sjæl av uendelig kval. Jeg vet hvad du lider.
Dog, trods alt maa jeg si av hvad grund jeg nu lot dig kalde.
Ufred har raadet ni dage i træk blandt de evige guder,
striden om Hektors lik og hin stadødelægger Akillevs.
Somme vil ta det med list og egger den speidende Hermes,
medens jeg selv til Akillevs’ navn vil knytte slik hæder,
saasom jeg ønsker for altid at eie dit trofaste venskap.
Skynd dig til leiren. Gaa hen til din søn og meld ham mit budskap.
Si ham at gudernes mishag er vakt, og at jeg fremfor alle
evige guder er harm, fordi han i rasende vrede
holder paa Hektor ved skibenes stavn og negter ham løsning.
Kanske han da vil ræddes for mig og gi Hektor tilbake.
Selv skal jeg sende til Priamos bud med den stormsnare Iris,
at han skal gaa til akaiernes leir for at løskjøpe sønnen,
bringende med til Akillevs en bot som kan mildne hans hjerte.»
Saa han talte, og Tetis, den sølverfotede guddom,
lød ham og svævet i hast fra Olympos’ mægtige tinder.
Snart kom hun frem til Akillevs’ telt og traf ham derinde,
sukkende tungt i sin sorg, mens alle de trofaste venner
syslet omkring ham med iver og gjorde i stand til et maaltid,
hvortil et stort og tætuldent faar var slagtet i teltet.
Tetis, hans værdige mor, gik hen og satte sig hos ham,
klappet ham kjærlig paa kind, og trøstende tok hun til orde:
«Aa, hvor længe, mit elskede barn, vil du endnu fortære
hjertet i jammer og sorg og glemme din mat og dit leie?
Kanske det bragte dig trøst, om du favnet en kvinde i elskov.
Snart er jo ogsaa dit livsløp forbi; ti døden og skjæbnens
vældige magter har nærmet sig alt og staar ved din side.
Lyt nu straks til mit ord: Fra Zevs er jeg kommet med budskap.
Guderne, sier han, laster din færd; han selv fremfor alle
evige guder er harm, fordi du i rasende vrede
holder paa Hektor ved skibenes stavn og negter ham løsning.
Gi nu hans lik tilbake og ta de gaver som bydes.»
Straks tok Akillevs, den fotrappe helt, til orde og svarte:
«Vel, la da ham som bringer mig bot, faa hjemføre liket,
Guders og menneskers far tok derpaa til orde og mælte:
«Tetis, du kom dog, gudinde, skjønt sorgfuld i sind, til Olympen,
pint i din sjæl av uendelig kval. Jeg vet hvad du lider.
Dog, trods alt maa jeg si av hvad grund jeg nu lot dig kalde.
Ufred har raadet ni dage i træk blandt de evige guder,
striden om Hektors lik og hin stadødelægger Akillevs.
Somme vil ta det med list og egger den speidende Hermes,
medens jeg selv til Akillevs’ navn vil knytte slik hæder,
saasom jeg ønsker for altid at eie dit trofaste venskap.
Skynd dig til leiren. Gaa hen til din søn og meld ham mit budskap.
Si ham at gudernes mishag er vakt, og at jeg fremfor alle
evige guder er harm, fordi han i rasende vrede
holder paa Hektor ved skibenes stavn og negter ham løsning.
Kanske han da vil ræddes for mig og gi Hektor tilbake.
Selv skal jeg sende til Priamos bud med den stormsnare Iris,
at han skal gaa til akaiernes leir for at løskjøpe sønnen,
bringende med til Akillevs en bot som kan mildne hans hjerte.»
Saa han talte, og Tetis, den sølverfotede guddom,
lød ham og svævet i hast fra Olympos’ mægtige tinder.
Snart kom hun frem til Akillevs’ telt og traf ham derinde,
sukkende tungt i sin sorg, mens alle de trofaste venner
syslet omkring ham med iver og gjorde i stand til et maaltid,
hvortil et stort og tætuldent faar var slagtet i teltet.
Tetis, hans værdige mor, gik hen og satte sig hos ham,
klappet ham kjærlig paa kind, og trøstende tok hun til orde:
«Aa, hvor længe, mit elskede barn, vil du endnu fortære
hjertet i jammer og sorg og glemme din mat og dit leie?
Kanske det bragte dig trøst, om du favnet en kvinde i elskov.
Snart er jo ogsaa dit livsløp forbi; ti døden og skjæbnens
vældige magter har nærmet sig alt og staar ved din side.
Lyt nu straks til mit ord: Fra Zevs er jeg kommet med budskap.
Guderne, sier han, laster din færd; han selv fremfor alle
evige guder er harm, fordi du i rasende vrede
holder paa Hektor ved skibenes stavn og negter ham løsning.
Gi nu hans lik tilbake og ta de gaver som bydes.»
Straks tok Akillevs, den fotrappe helt, til orde og svarte:
«Vel, la da ham som bringer mig bot, faa hjemføre liket,
